Sko-milliardær vil tjene Gud
– Gud vil i sidste ende ikke spørge mig, hvor mange par sko jeg har solgt. Han vil vide, om jeg har levet et kristent liv, siger 79-årige dr. Heinz-Horst Deichmann, der sammen med sønnen Heinrich leder familievirksomheden Deichmann, én af Europas største skotøjskæder
Den, der har meget, skal også give meget. Sådan lyder den 79-årige skomatador Heinz-Horst Deichmanns sympatiske valgsprog. I 1956 overtog han skotøjskæden Deichmann fra sin far, der var skomager. Og siden er det tyske familieforetagende bare vokset og vokset.
I dag har koncernen over 2000 skobutikker i 12 forskellige lande og beskæftiger over 20.000 medarbejdere. Gennem årene er det gået så godt, at fyringsrunder er noget, Heinz-Horst Deichmann aldrig har behøvet at bekymre sig om.
Og det passer ham glimrende. Som kristen og medlem af en evangelisk frikirke i Essen, hvor Deichmann-koncernen har sit hovedkvarter, er det vigtigt for ham at have etikken og moralen i højsædet, når han leder sin virksomhed.
Ganske vist afviser han, at man kan tale om en kristen virksomhed.
– Ligesom der ikke findes noget kristent land, findes der heller ikke en kristen virksomhed. Men vi bør bære principperne i hjertet og handle derefter. Som sagt kan man ikke tale om en kristen virksomhed, men kun om kristne i virksomheden, siger han til det tyske magasin Mobil.
Kristne ledelsesprincipper taler han dog gerne om.
– Jeg vil, at det går mine medarbejdere godt, at de føler sig godt tilpas, og at der hersker en anstændig ledelsesstil, skriver han i sin bog Christ und Unternehmer, på dansk Kristen og Forretningsmand.
– Mennesket må aldrig nedværdiges til at være et middel, som kun tjener til, at det går én selv bedst muligt. Mennesket skal være mål og midtpunkt i det, man gør. Målet for en virksomhed er altså mennesket, kunden, leverandøren, medarbejderen og derudover hele samfundet. Forretningsmanden har en etisk opgave: Han skal tjene menneskene. Ellers forfejler han sit mål, siger han.
Og det bliver ikke bare ved ordene. I Deichmann-koncernen har man en hjælpe-fond, der hjælper medarbejdere, som er kommet i vanskeligheder.
– Naturligvis må man også træffe personalebeslutninger, der ligger i kategorien hårde. Men her kommer det meget an på den rigtige kommunikation, og at det går retfærdigt for sig. Da vi har udvidet firmaet år efter år, har vi aldrig stået over for at skulle afskedige folk, siger han til bladet Manager Magazin.
Helst vil han beskrive sig selv, som virksomheden beskriver de sko, der hvert år langes 90 millioner par over disken af: Ærlig, solid og fri for krummelurer!
Men faktisk var det slet ikke meningen, at Heinz-Horst Deichmann skulle føre faderens lille skomageri fra 1913 videre.
Under Anden Verdenskrig var Heinz-Horst Deichmann ufrivilligt soldat ved fronten. Og kun takket være Guds ledelse overlevede han strabadserne. Han blev ramt i halsen og overlevede kun med nød og næppe. Til gengæld blev han taget som krigsfange af russerne og vendte først hjem til Tyskland, da engelske tropper transporterede ham til et hospital i Hamborg efter krigen.
Da han efter et ophold på sygehuset blev udskrevet, måtte han tilbagelægge vejen hjem til Ruhr-distriktet til fods.
I flere sammenhænge beskriver han sine oplevelser som såret krigsfange som sit Damaskus. Her tænker han på Paulus, som i Apostlenes Gerninger bliver stoppet af Jesus på vej til Damaskus og kaldet til at være Guds tjener. Siden da har Heinz-Horst Deichmann været i tjeneste hos sin frelser og Herre, Jesus Kristus, som han selv højtideligt udtrykker det.
At han er kristen tilskriver han dog ikke mindst sin far, der både menneskeligt og åndeligt var et stort forbillede for ham. Under Anden Verdenskrig skjulte faderen jøder i kælderen, for at nazisterne ikke skulle finde dem. Og i firmaet prædikede han evangeliet for sine medarbejdere.
– Også vi børn blev præget af hans store kristne engagement, fortæller Heinz-Horst Deichmann til det tyske Handelsblatt.
Da han vendte hjem til Tyskland, var faderen død, og moderen havde overtaget skoforretningen. Men Heinz-Horst Deichmann havde selv ingen ambitioner om at følge i faderens fodspor. I stedet begyndte han at studere medicin og teologi. På vej til universitetet kunne han så forsyne moderens nye filial i Düsseldorf med sko.
Han gennemførte medicinstudiet og arbejdede siden som ortopædkirurg. Men i 1956 blev han standset af en indre stemme, som han tilskriver Gud, og besluttede sig for at lægge lægekitlen og blive forretningsmand.
Samme år overtog han skoforretningen, og de følgende år var præget af konstant vækst. Den ene filial åbnede efter den anden, og i 1973 rykkede Deichmann-kæden for første gang uden for Tysklands grænser. Det skete med overtagelsen af den schweiziske kæde Dosenbach, og senere indtog Deichmann også USA ved at opkøbe kæden Rack Room Shoes.
50 år med næsten uafbrudt fremgang har gjort Heinz-Horst Deichmann til milliardær. Alligevel insisterer han på at leve et forholdsvis beskedent liv. Som femte barn i en skomagerfamilie er han opvokset med, at pengene var små, og det er ham stadig en fremmed tanke at fylde sine omgivelser med unødvendig luksus. Desuden har han stor respekt for griskheden, som han ser som den største trussel mod driftige forretningsfolk.
– Begæret efter stadig mere er den synd, som alle andre synder nedstammer fra. Det er årsagen til fjendskaber mellem mennesker og mellem nationer. Penge for kun at producere til sig selv, at sætte sig et luksusliv som mål eller kun at tænke på sig selv – det er overfladiske mål. Alt, hvad du har, skal du give til de fattige, og du vil få en plads i himlen, står der i Bibelen, siger Heinz-Horst Deichmann – eller Doktor Deichmann, som han kaldes, når han rejser rundt og inspicerer filialerne.
Når han tænker på, hvad en leder kan lære af Jesus, handler det først og fremmest om at slippe af med netop griskheden og det onde begær.
– En kapitalist, som vil gøre sig rig på bekostning af andre og ved at snyde andre, er absolut afskyelig. Tøjlesløs griskhed forekommer mig at være en skjult længsel efter døden. Den kan ødelægge den frie måde at drive forretning på.
– Det kan godt være, at mennesker, der har et andet forretningsideal end jeg, finder mig forskruet eller irriterende. I en tid, hvor de fleste kun vil tage ansvar for sig selv, kan det ikke udelukkes, siger Deichmann og citerer Weimar-republikkens første udenrigsminister, Walter Rathenau: – Jeg har aldrig mødt en virkelig stor forretningsmand, for hvem profit var det væsentligste.
Heinz-Horst Deichmann har stor respekt for Bibelens tale om, at man ikke kan tjene Gud og Mammon. Men pengene er ikke onde i sig selv, det handler om, hvad man bruger dem til, siger han.
– Når man bruger pengene til at hjælpe andre, er penge ikke bare Mammon, men et middel og et værktøj, siger han.
Det betyder dog ikke, at Heinz-Horst Deichmann ikke kan være en hård hund i forretningsverdenen. Han skelner benhårdt mellem begreberne begærlighed og konkurrence.
– Konkurrence er godt og nødvendigt. Den gør, at jeg anstrenger mig for at yde mit bedste. Til gavn for medarbejderne og kunderne, forklarer han.
Deichmann-koncernen er blevet beskyldt for ikke at påtage sig det nødvendige ansvar for den tårnhøje tyske arbejdsløshed. Blandt andet fordi koncernen har flyttet en stor del af produktionen ud af Tyskland. Men han afviser, at han dermed er gået på kompromis med etikken og moralen.
– I en globaliseret virksomhed kan man ikke påstå, at det er mere moralsk at skabe en arbejdsplads i Tyskland end for eksempel i Indien. Skoproduktion i Tyskland er af omkostningsmæssige grunde ike konkurrencedygtig på det internationale marked, forklarer han.
– Hvis der sikres menneskeværdige produktionsbetingelser i den tredje verden, er der ikke noget at indvende mod en produktion der. Firmaet Deichmann forpligter sine leverandører til blandt andet at undgå børnearbejde, overholde arbejdstidsregler, stille menneskeværdige arbejdspladser til rådighed og producere miljøvenligt, understreger han.
Netop Indien, hvor en del af Deichmann-skoene produceres, ligger Heinz-Horst Deichmann meget på sinde.
I 1999 trak han sig mere i baggrunden og overlod direktørposten i direktionen til sønnen Heinrich, der ligesom sine forældre er aktiv kristen. Den mere fritid har givet Heinz-Horst Deichmann mulighed for at hellige sig det kristne, diakonale missionsarbejde, Wort und Tat, som han selv startede for 25 år siden og stadig er formand for. Organisationen arbejder fortrinsvis i det sydlige Indien, hvor Heinz-Horst Deichmann også er honorær konsul for den tyske delstat Nordrhein-Westphalen. Siden 1995 har Wort und Tat desuden arbejdet i Tanzania.
Hvert år forsyner Deichmann-koncernen Wort und Tat med over fire millioner euro, der bruges på at hjælpe vanrøgtede børn, prostituerede og spedalske. Desuden har Wort und Tat gennem årene sikret 10.000 børn skolegang.
Flere gange om året besøger Heinz-Horst Deichmann og hustruen Ruth selv hjælpearbejdet, der til daglig udføres af lokale kristne. Ikke for at vise sig, men for selv at yde en indsats. Således finder han gerne sine gamle læge-kundskaber frem, hvis der er behov.
– I starten var jeg bange for at røre de spedalske. Men så forsøgte jeg at betragte dem som mine venner. Og pludselig kom det til mig, at vores Herre, Jesus Kristus, også rørte de spedalske. Han helbredte dem, fordi han elskede dem. Jesus helbredte og mættede mennesker, der var syge eller sultne. Det må vi også gøre, siger han.
– Den, der har meget, må give meget, siger han som sit valgsprog.
– Gud vil i sidste ende ikke spørge mig, hvor mange par sko jeg har solgt. Han vil vide, om jeg har levet som en sand kristen.
De senere års mere fritid har givet ham mere tid til at dyrke sine hobbies. Trods sine 79 år har han kastet sig over skiløb og bjergvandring, som han dyrker, så ofte det er muligt, fra familiens feriehus i de schweiziske alper.
Men han er opmærksom på ikke at glemme sin menighed. Hver uge holder han bibelstudie i sit eget hjem for menigheden.
