Elsker du mig?

Anna Lynge er daglig leder af Girltalk.dk, der
er en netbasseret ungdomsrådgivning for
piger. I december vandt Girltalk.dk førsteprisen i
Europa-kommissionens
European Youth Award
2005.“ Anna Lynge
holder desuden foredrag
på skoler over hele
landet.Igen, for anden gang, sagde han til ham.: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?“ Han svarede: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“
(Johannesevangeliet 21,16)I mit arbejde på Girltalk møder jeg hver dag piger, som ikke føler sig elsket. I stedet mærker de frygt, ensomhed og tomrum. De stormer frustrerede
rundt og leder efter det, nogen har fortalt dem om –
nemlig kærligheden. Men det, de ser og jager, er ofte bare en dårlig efterligning. For hvad er
kærlighed? Kærlighed er tålmodig, mild
og søger ikke sit eget. Findes den kærlighed? Findes den kærlighed som elsker gennem alt? Ikke på grund af alle de ting, vi gør – men på trods af
alle vores fejl og mangler? Netop når vi har det sværest, ønsker vi at blive elsket allermest.
Når vi lider længes vi allermest efter kærligheden.
Selv Jesus havde brug for at føle sig elsket. Jesus oplevede at miste alle venner – selv de,
der havde lovet, at de aldrig ville svigte. Han blev forrådt af sine nærmeste. Grinet af, spyttet på, gennemtævet. Jesu angst blev så overvældende, at
hans sved blev til blod i Getsemane Have. Og igen, da han hang på korset, fremstillet som en dårlig joke. Helt alene.
I skolen ville jeg gerne have venner, føle mig accepteret og elsket. Men jeg var anderledes,
passede bare ikke ind. Jeg blev mobbet og var ensom. Jeg holdt op med at spise og blev
mindre og mindre. Jeg ønskede bare at forsvinde ud i intetheden. Kun få mennesker betød virkelig
noget for mig, men også de forsvandt ud af mit liv. De ville ikke være en del af mit mareridt, for jeg tænkte kun på mig selv og mit indre helvede.
Jeg jog vennerne væk og misbrugte dem i min jagt på tryghed og accept. Der var to venner, der blev.
To, der turde være tilskuere til mit løb. De var mit heppekor og gjorde kampen lettere. Men
selv ikke deres kærlighed kunne mætte mig.
„Se mig og elsk mig,“ skregjeg. Men det er svært at elske og blive elsket, når selvbilledet er forkvaklet, og man kun kender den billige kopi af kærligheden.
En dugfyldt efterårsmorgensad jeg på en sten. Jeg
så ud over naturen, som Gud havde skabt så perfekt.
I mine tanker satte jeg ord på tomheden. Jeg
havde intet at byde på, intet at give. Men der mødte
Guds kærlighed mig. Jeg spurgte stille „elsker du mig?“. Og skaberen af universet mødte min længsel og ensomhed.
Fyldt af omsorg favnede han mig. Da forstod jeg, at han aldrig havde været væk. Det var blot mine øjne, der var slørede.
Jesus vidste, hvordan jeg havde det, han havde selv
været der. Vi kan godt tænke, at Jesus ikke ved, hvordan det er at blive forladt, at være ensom,
at være bange. Men lige præcis han ved, hvordan det
hele føles. Inden for få uger mærkede han alt det, som vi mennesker ikke kan rumme.
Han var et menneske ligesom mig. Og alle de følelser, som jeg har kæmpet med, har han
også kæmpet med. Jo, han kendte godt til smerten.
I de små sprækker og revner finder Guds kærlighed vej til hjertet. Det er den kærlighed, som ikke lader sig stoppe af forhindringer og udfordringer, men stille, blidt, tålmodigt indfanger hjertet – bløder det
op og som en hvirvelvind vender alt rundt. Den fuldkomne kærlighed fordriver al frygt.
Ansigt til ansigt med skaberen er man kendt fuldt ud – og stadig elsket. Det var måske ikke så mærkeligt, at Jesus bad Peter om at bekræfte sin kærlighed til ham. Peter blev spurgt tre gange:
Elsker du mig? Jesus ønsker at høre vores kærlighedserklæringer. De er ikke ligegyldige
for ham. Tænk at kunne give gensvar på den fuldkomne kærlighed.
Tænk at han både kender os fuldt ud og ønsker, at vi skal elske ham. Selv om vi ofte føler
os utilstrækkelige og så langt fra perfekte, så ønsker
han os helt tæt på. Han spørger os stadig „elsker
du mig?“
KP.