Kunstner om natten
Jørn Henrik Olsen er forskningslektor i teologi om dagen, men om natten er han billedkunstner.I hvert fald foretrækker han at male om natten, hvor der er ro i atelieret i Grønnevang i Gilleleje.
I hele april kan man se hans malerier i Kultursalen i Pyramiden i Gilleleje. Udstillingen kaldes Stormfulde dybder.
Titlen giver især mening i forbindelse med en serie malerier The Unexpected det uventede hvor mægtige vandmasser rejser sig.
Billedet malede Jørn Henrik Olsen til minde om sin ven Jacob Kofod-Svendsen, der sammen med sin kone og to børn blev revet væk af tsunamien i Thailand julen 2004.
– Jeg talte ofte med Jacob som underviser og vejleder i hans studietid. Igennem 6 år var jeg meget tæt på Jacob i hans studier. Hans kone malede jeg et billede til med titlen Fra pottemagerens værksted…
Der sker, for mig at se, mærkelige ting i dét værksted, bemærker Jørn Henrik Olsen.
Ved ferniseringen den 1. april var der stort rykind af flere end 200 gæster. Og både Frederiksborg Amts Avis og Ugeposten bragte store artikler om Jørn Henrik Olsen, der samtidig markerede sin 50 års fødselsdag i april.
Ikke færre end 11 malerier blev solgt. Bl.a. købte Græsted-Gilleleje kommune et større maleri, og et hospital købte tre malerier.
De følgende dage blev yderligere et par malerier solgt, og flere er bestilt, også større malerier til udsmykningsopgaver, så det er ganske overvældende for Jørn Henrik.
Udstillingen fortsætter frem til 29. april, så der er stadig mulighed for at bese kunsten i Pyramiden.
Salget af de mange malerier og udstillingen er den foreløbige kulmination på en malerkarriere, som begyndte allerede i gymnasietiden.
Jørn Henrik Olsen har tidligere også udstillet i bl.a. Rundetaarn i København. Men den største udstilling havde han i Kina i et nordisk kulturhus for et par år siden. Og han planlægger flere udstillinger i udlandet. Han har bl.a. fået henvendelser fra USA, Holland, Skotland og Kina.
Læs videre: Maleren ved den brændende tornebusk