Maleren ved den brændende tornebusk

– Jeg har det lidt som en alkoholiker; jeg kan ikke lade være.
Der er en stadig trang, som jeg lader komme til udtryk i billeder, siger teologen og maleren Jørn Henrik Olsen, Gilleleje.- Mit arbejde med billedkunst har hjulpet mig med at fokusere mere på det vigtige i livet, siger Jørn Henrik Olsen.– Foran lærredet finder jeg tid til det vigtige. Tid til fordybelse. Personlige erindringsglimt og spor dukker op. Men mere end det: Guds natur – altså ikke kun naturens natur – men Guds natur.
Jørn Henrik Olsen udstiller i påsken og i april måned i Pyramiden i Gilleleje, og som det fremgår af forsiden har der allerede været stort rykind og godt med salg af malerierne.
Forskningslektoren i teologi er for alvor ved at slå igennem med sin fritidsbeskæftigelse.

Jørn Henrik Olsen voksede op i Østermarie på Bornholm, hvor hans familie kom i Luthersk Mission.
Senere – da han var blevet teolog fra Københavns Universitet – rejste han og hustruen Lutte til Tanzania for LM, hvor han underviste en årrække på et teologisk seminarium.
Hjemme i Danmark igen skrev han sin doktorafhandling netop ud fra erfaringerne i missionsarbejdet: „Kristus i tropisk Afrika – i spændingsfeltet mellem identitet og relevans“ hedder den bog, der sammenfatter indholdet.

Jørn Henrik maler også for at falde til ro efter lange intellektuelle arbejdsdage på universitetet.
– Kan du sige noget andet end ord? – Sådan spørger jeg af og til min kone, siger han.
– Som kunstner er jeg rigest i farveudtrykket, og jeg ønsker egentlige ikke at blive spærret inde i ord, siger Jørn Henrik og forklarer, at kunstneren går ind i rummet mellem det synlige, som øjet umiddelbart kan skøjte henover, og det usynlige, som øjet måske skal bruge længere tid til at kigge ind i.

– Det er vigtigt for mig at komme i nærkontakt med mit eget liv – og andres!
Lykkes det, kommer vi ikke blot i kontakt med det glædelige og smukke, men også det smerte- og lidelsesfyldte – alt det, vi ikke er specielt begejstrede for. Alligevel hører begge dele med til det, at være menneske.
Der findes hos mange mennesker i dag en særlig lethed – en overfladiskhed. Der er ikke dækning for virkeligheden i deres ord, mener maleren.
– De tager tilværelsen let, fordi den er blevet for tung. I den situation fristes man til at leve overfladisk uden kontakt med dybderne i éns eget liv.
Vi kan måske på det sanselige plan kaste os ind i de stormfulde højder; for vi vil helst højdepunkterne.
Men hvordan går det, når vi ikke kan køre deroppe hele tiden? Så er vi ikke altid så rustede til at orientere os nede i dalene – og se ind i dybderne. De stormfulde dybder!

– Der er sket noget afgørende med os selv i vores kultur, ja, et nyt selv har taget form: Jeg handler ind, derfor er jeg (forbrugeridentiteten). Jeg føler, derfor er jeg (sanselighedsidentiteten).
Jeg vil gerne dybt ned i det, hvor vi tager det givne menneskeliv alvorligt – og kæmpe med den gave, som livet er.
Vi er ikke selv årsag til vores liv, konstaterer Jørn Henrik Olsen, der også personligt har oplevet „de stormfyldte dybder“ i årets løb.
Dels på besøg i Afrika og andre steder, dels med sygdom og død, hvor Tsunamien naturligvis var den mest markante erfaring på grund af venskabet med Jacob Kofod-Svendsen og hans familie.

– Det åbne, sårbare hjerte dukker hele tiden op i mit arbejde. Der er noget, jeg kæmper med, fordi det gør ondt, fortæller Jørn Henrik.
– Jeg stikker hele tiden snablen dybt ned i livets overflade.
Jeg vil gerne i kontakt med det, der virkelig har betydning i livet. Alt det hurtige og overfladiske er mig inderligt imod; jeg bekæmper det med pensel, tunge og tastatur, siger han patetisk, men tilføjer:
– Og så ønsker jeg naturligvis også at give det et smukt farveudtryk.

– Mennesket er ikke mere i Paradis, derfor må kunsten tale om virkeligheden, som den er i syndens og dødens verden, hvor angst og vold går side om side med kærlighed og skønhed.
Jeg holder meget af livet, fordi jeg har fået det som gave, og fordi Gud har vist mig hen til næsten og verden. Jeg er blevet mødt med en lidenskabelig kærlighed i Kristus, så jeg kan være et Guds barn.
Det er det største og mest identitetsskabende, jeg kan nævne som svar på spørgsmålet, hvem er jeg lille menneske. Og jeg ser mange muligheder på dét grundlag.
Hver dag er en mulighed for at bevidne kærlighedens magt; livet åbner sig på ny.

– Dette buskbillede giver dig ikke megen ro eller efterlader dig uberørt. Billedet lærer dig at se på tingene med friske øjne. Er der noget, du for enhver pris vil holde fast ved? Eller vil du slippe det og give Gud æren – og dit liv?

Et af billederne på udstillingen er „Den brændende tornebusk“ som er inspireret af beretningen i 2. Mosebog kapitel 3, hvor Moses i ørkenen ved busken hører Guds kald til at befri israelitterne fra slaveriet i Egypten.
– Den brændende tornebusk er på en måde også blevet et billede på min personlige lidenskab som kunstner, fortæller Jørn Henrik.
– Tornebusken brænder uden at fortæres af ilden. En uophørlig, skabende proces.
Billedet med tornebusken fortæller noget om det, der har krav på os og melder sig uventet. Der brænder en ild, som der gjorde det for Moses. Interesseret gik han hen for at tage det i øjesyn. Men scenen vendte og han fandt ud af, at han ikke var betragteren. Det var ham, der blev set på og talt til. Det er svært at beskrive direkte med billede eller ord, hvad der sker her. Samtidig er det utroligt spændende for mig som maler.
Gud selv kan jeg ikke male. En absurd tanke vil det være at give Gud et ansigt. Moses fik heller ikke lov til at se Gud.
Som maler kan jeg derimod tage beskueren med hen til stedet, for at mennesket ærligt kan svare på de spørgsmål, der sammen med ildsluen slår op af busken: Hvorfor brænder busken ikke op? Hvad taler og meddeler Gud her? Hvem er Gud egentlig?
Og så begynder jeg at kunne høre det, jeg ikke kan sige mig selv.

Gud er den nærværende Gud – ikke stum, men talende. Ildsluen dør ikke ud. Ilden oplyser og renser. Alt slagger udskilles fra det ædle metal. Stemmen kalder og skærer sig vej igennem alt meningstyranni og alle falske motiver. Den afslører og lader op. Den beder mig om at leve tydeligt, at skærpe mig, at vælge fra og til, også uden tanke på omkostningerne.

– Som kunstner kan jeg forsøge at male busken. Jeg kan også forsøge at lægge alt Guds nærvær ned i busken. Forsøge at få Guds kald med ind på lærredet. Længere kan jeg ikke komme. Nærmere må jeg heller ikke komme. Gud er ikke synlig på dén måde. Han skjuler sig nemlig.
Efter folkets dans omkring guldkalven ved Sinajbjerg, forsøger Moses sig utålmodigt: „Lad mig dog se din herlighed“. Han ville ikke nøjes med samtalen med den skjulte eller usynlige Gud, Moses ville mødes med Gud ansigt til ansigt. Det bliver afvist: „Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet“.
Kun fra ryggen må han se Gud. Han får mulighed for at stå i klippespalten. Når Gud drager forbi, så vil Gud selv dække klippespalten med hånden, så han kun ser Gud fra ryggen.
Moses får del i den erfaring og indsigt, som jeg som kristen billedkunstner af og til føler, at jeg kommer i nærheden af – at Guds herlighed og indgriben først erkendes bagfra eller senere hen.
Men hvor er Moses? Han er der, og han er der ikke. Han er beskuer. Han ønsker en afklaring, selv om han strengt taget ikke er meget for den.
Moses ser – sammen med andre beskuere, måske dig som læser – på malerier af buske, hvorfra der brænder en ild. En hellig, uroskabende ild. En ildslue slår op foran dig. Du spørger og søger svar. Du vil gerne leve et ærligt og troværdigt liv, leve i mere hengivelse, leve efter Guds kald.
Dette buskebillede giver dig ikke megen ro eller efterlader dig uberørt. Billedet lærer dig at se på tingene med friske øjne. Er der noget, du for enhver pris vil holde fast ved? Eller vil du slippe det og give Gud æren – og dit liv?