Rigtige mænd tør snakke om følelser
Mange mænd har overfladiske relationer. Det er som
at leve af candyfloss det er der ingen næring i. Derfor er mange mænd dybest set ensomme, bliver deprimerede og ender i misbrug, mener familierådgiver Peder Poulsen- Vi prøver at få mændene til at snakke om det, de føler. Og det er mange mænd ikke vant til. De er vant til at fortælle, hvad de skal, eller hvad de mener, andre skal, siger familierådgiver Peder Poulsen.
Mænd har aldrig problemer. Eller har de? Jo, vi ser da ind- imellem forsumpede mænd i gadebilledet.
Mænd snakker ikke om deres problemer. Jo, indimellem knurrer de over projekter der bare ikke vil lykkes.
Om igen: Mænd snakker ikke om deres følelsesmæssige problemer. Bingo! Her er vi nok så tæt på sandheden, som vi kan komme.
Det mener i hvert fald Peder Poulsen, leder af rådgivningsnetværket Farmen med base i Randers.
– Mænd er mindre reflekterende over sig selv, før de bliver tvunget til at gøre det. De er jo i gang med at erobre hele den ydre verden! Derfor, når de får problemer, sidder de ovre i deres hjørne med al deres testestoron og skumler. Kvinder, derimod, søger naturligt sammen og bearbejder deres problemer ved at snakke i timevis.
Peder Poulsen vidste, at det var det, der skulle til, da han selv pludselig befandt sig i sin 40-årskrise. Heldigvis var der også nogen, der ville lytte. Det betød, at han omsider fandt hvile i sig selv. Derefter valgte den tidligere landmand og uddannede teolog at tage en efteruddannelse som familie-rådgiver ved Kempler Instituttet i Odder. Så han forstår sig på mænd. Og ved, at det er i de overfladiske relationer krisen begynder at kradse:
– Når mænd indgår i fællesskab, er det ofte overfladisk, kollegialt fællesskab på arbejdspladsen. De har svært ved at gå i dybden og mister derfor de nære kontakter. Rigtig problematisk bliver det, når de indgår seksuelle kontakter på det overfladiske plan, i stedet for på det dybe plan. Hvor det bliver en form for prostitution i stedet for et forpligtende parforhold.
– Det er udmagrende. Det er som at leve af candyfloss. Det er tomme kalorier, uden næring. De får det, de vil have, men de får ikke det, de har brug for. Mænd har brug for at reflektere over den måde, de håndterer ensomhed på. De er nødt til at turde snakke om sig selv til nogen som vil reagere på det, de siger.
Og her lægger Peder Poulsen beredvilligt øre til mænd, der vil åbne sig.
– Terapien går ganske enkelt ud på at lade mændene snakke om sig selv, om deres ægtefælle, familie, arbejdsplads, kirke, Gud osv., alt sammen relationer. Det drejer sig ikke om at producere noget lige nu.
– Vi prøver at få mændene til at snakke om det, de føler. Og det er mange mænd ikke vant til. De er vant til at fortælle, hvad de skal, eller hvad de mener, andre skal. Det er uvant for dem at afsløre dybderne i sig selv. Men det er jo ikke sådan at mænd ikke har et indre liv. De har bare mistet kontakten med det.
Hvad sker der med en mand som kun lever af candyfloss?
– Jeg tror, han bliver angst. I det øjeblik, man bliver adskilt fra sig selv, indtræder angsten. Han er ensom, og nu aner han, at en katastrofe stunder til.
– Og så begynder typisk en form for misbrug. Smerten skal jo dæmpes med noget. Afhængigheden kan tage sig mange udtryk. Det behøver ikke kun være narkomani. De kan være alcoholics, sexoholicis, workoholics, shopoholics, foodoholics, hvad-som-helst-holics
Han bliver svag, negativ og måske deprimeret.
Peder har mødt mange mænd i den situation. Efter uddannelsen som cand. theol. fra Århus Universitet arbejdede han i Kirkens Korshærs varmestuer. Det var her han opdagede mænds typiske problemer – ikke mindst i sig selv:
– Da jeg arbejdede i Kirkens Korshær begyndte livet at dæmre, også for mig selv. Jeg opdagede, at jeg levede på afstand af mig selv det var min 40-års krise. Det gik op for mig: Jeg når ikke mine drømme, det bliver ikke som jeg havde tænkt, jeg bliver ikke direktør for F.L. Smith!
Men at turde åbne sig og snakke med nogen, der gad lytte, var vejen frem.
Men ikke nok med det. Der skal også en forståelse til. Hvor kommer den indesluttethed fra? Er det bare, fordi det er mænd?
Nej, det har også noget at gøre med ens opvækst:
– Hver familie har jo brug for en far og en mor, der vil tage ansvar. Hvis de ikke gør det, så det giver tryghed i familien, så er børnene på. Så kan der være en, der skal ind og redde mor, fordi far er stået af. Når f.eks. mor er blevet skilt, kommer det ældste barn typisk til at agere den anden voksne i familien. Det giver nogle gevinster, men det giver sandelig også nogle voldsomme omkostninger.
Hvilke typiske roller vil børn tage på sig hvis det ikke fungerer i hjemmet?
– Typisk vil den ældste alliere sig med den ledende forælder. Bliver overfungerende og prøver at redde prekære situationer eller bliver stille og tilsidesætter sig selv. Det er de stille piger. Drengene er mere udad reagerende. De bliver vrede. Og laver ballade i skolen.
– Børnene tager jo ansvar på sig. Når forældrene ikke har det godt, så konkluderer børnene, at det er dem, der er noget galt med. Så vil de forsøge at reparere på det, og det kan de ikke. Derfor får de oplevelsen af at være utilstrækkelige og oplever sig selv som konstant på overarbejde.
– Det kan også være klovnen, der slår problemerne hen med en festlig bemærkning. Eller syndebukken. Det er lige præcis det, vi arbejder meget med i rehabilitering. Den, der gennem hele sin barndom har fået skyld for familiens ulykker. Sådan opfatter han det i hvert fald selv, mens det egentlig er skam, han føler, og derfor føler han sig også udstødt.
Den rollefordeling tager barnet med ind i sit eget parforhold, mener Peder Poulsen:
– Det er en overlevelsesstrategi. Lad os sige at barnet er vokset op med en syg søster. Så lærer barnet at mine behov er ikke vigtige, jeg skal ikke belemre mine forældre yderligere, de har problemer nok i forvejen. Det tager de selvfølgelig med ind i deres egen nye familie. Men her skal de aflære sig deres overlevelsesstrategi, komme ud af rollen og ind i en sund relation. Det er det, mange konflikter i parforhold handler om. Man aner at rollespillet i den gamle familie er slut, og nu vil man ses og respekteres af den anden og ikke bruges som dørmåtte.
– Men det er jo ikke ægtefællen, der er dominerende. Det er blot ens eget behov for frigørelse, der gør sig gældende.
Og det er her, i et nært samspil med en ven, en ægtefælle eller rådgiver, at personen har brug for at sætte ord på alle sine frustrationer. Det er det, mænd må lære, mener Peder Poulsen. Ellers vendes oprøret indad, og så bliver de indesluttede, ensomme, angste, deprimerede og ender måske i misbrug.
Candyflossrelationer og smalltalk er ikke løsningen, selv om det ofte er det, mænd kan mande sig op til. De skal turde åbne for deres egne indre dybder. Bygge venskaber og forpligtende parforhold.
Så bliver de hele mænd.
For rigtige mænd tør snakke om deres følelser.
