Mads og Jonas på Teen Street i Indien:
Oplevelser for
livet i Indien
Tårnhøje temperaturer, en helt fremmed kultur og enorm fattigdom var nogle af de ting, Mads og Jonas oplevede under sommerens TeenStreet i Indien.Flyet lettede kl 6:30, og Sune havde sin sædvanlige OM-kasket på.
Det var utroligt at tænke på, hvor hurtigt det hele havde udviklet sig:
I sommeren 2005 var vi med på TeenStreet i Tyskland, som også er arrangeret af Operation Mission, OM.
Sune, som er den danske TeenStreet-landsleder, havde efter TeenStreet-Germany spurgt, om vi var friske på mere.
I december, fem måneder senere, kontaktede han os og spurgte, om vi ville med til Indien. Et tilbud, vi ikke kunne sige nej til.
Opsparingen gik straks i gang, og et halvt år efter sad vi i flyveren på vej mod Amsterdam og fra Amsterdam videre til Hyderabad.
Da vi klokken fire om natten ankom til OM-basen, hvor TeenStreet-India skulle foregå, var det 30 grader varmt.
På det tidspunkt gik det op for os, hvordan Indiens klima på ingen måde er ligesom Danmarks. Om dagen havde vi temperaturer på omkring 45 grader, men enkelte dage var den helt oppe på 51.
Det kan som dansker være svært at vænne sig til, ligesom trafikken.
De vildeste biljagter taget ud fra de største actionfilm er hverdag for dem. Sådan kører alle, og det er helt almindeligt.
I Indien behøver man nemlig ikke at følge færdselsreglerne. Vil man hellere være spøgelsesbilist i den anden vejbane, er det helt okay. Man holder bare hornet i bund, så de, der kommer imod en, kan nå at køre til siden.
Men de må alle have racerkørerens nådegave, for i al den tid, vi var dernede, så vi ikke et eneste trafikuheld (eller kvindelig chauffør).
Efter et par dage gik TeenStreet-India i gang. Der kom kristne teenagere fra hele Indien og også Amerika, Sverige og Danmark. Danmark var repræsenteret med fire personer, to voksne og to teenagere.
Sune (tidligere nævnt) og Louis (som havde været der, siden tre uger før vi kom) og så os to (Mads og Jonas).
Vi var ca. 100 teenagere på lejren, hvilket gjorde, at vi hurtigt lærte hinanden at kende. Der var god undervisning og lovsang, i det hele taget et rigtig dejligt fællesskab.
Vi kunne mærke stor forskel på de indiske teenagere, vi var sammen med på lejren, og dem, vi stødte på ude i byen, der husede omkring seks millioner indbyggere.
Overalt på gaderne var der tiggere og fattigdom, men de kristne på TeenStreet og folk i kirkerne så ud til at være bedre stillet og tilhørte tydeligvis den øvre del af samfundet.
Men sådan er det ikke for alle kristne i Indien. Der er nemlig de kasteløse. Et folkeslag, der tilhører de fattigste grupper i Indien.
De er så fattige, at selv inderne ikke vil have noget med dem at gøre, og de bliver nægtet uddannelser og dermed også arbejde. Dette folk, der omfatter 130 millioner, er derfor dømt til fattigdom. Men for nylig er de begyndt at konvertere fra hinduismen til kristendommen.
Problemet for disse nykristne er, at de ikke kan læse, stave eller regne. Dette forhindrer dem i at læse i Biblen og høre om kristendommen, som i forvejen ikke er en særlig udbredt religion i Indien.
til kasteløse
Dette har OM og mange andre kristne organisationer besluttet at gøre noget ved. Derfor har de bygget skoler, kirker og uddannelsescentre til disse kasteløse for at hjælpe dem ud af deres fattigdom og styrke dem i deres tro.
Vi havde på Lukas-skolen og i Vor Frelser Kirke i Vejle lavet en indsamling, inden vi tog af sted. Det indbragte 3200 kr. Det var penge nok til, at vi kunne give en børnehaveklasse og en ottende klasse alt det skolegrej/bøger, de skulle bruge til et helt år.
Det var utroligt at se, hvor glade og taknemmelige de blev. Inde i klasserne kører de meget hårdere diciplin, end vi er vant til i Danmark. Skolerne ligner mest af alt det danske skolesystem for over 50 år siden, bortset fra at de ikke slår børnene på samme måde.
De sidste tre dage af turen i Indien brugte vi i Chennai (Madras), hvor vi besøgte flere skoler. Disse skoler var for tsunami-ofrene.
De fleste af eleverne kunne næsten intet engelsk, og vi var derfor kun i stand til at kommunikere med dem via kropssprog. Der lærte vi, at der er flere måder at vise Guds kærlighed på end gennem tale. Vi havde købt 200 bananer, og for dem betød en banan meget mere end tusinde ord.
Den banan, de fik, var for nogle af børnene måske det eneste, de fik at spise den dag.
Hjemme igen, en masse oplevelser rigere, har vi allerede haft kontakt via nettet til flere af dem, vi lærte at kende.
Det har på mange måder påvirket os at møde kristne i et så anderledes samfund, og det var fascinerende at se, hvordan de brænder for at få spredt Jesu budskab til omverdenen.
En tur, vi for altid vil huske og tænke tilbage på.
