Har jeg en tjeners hjerte?
Der er skrevet tusindvis af bøger om lederskab, men få om at være en tjener.
Alle ønsker at lede. Ingen ønsker at være en tjener. Vi vil hellere være generaler end menige. Selv kristne ønsker at være tjener-ledere ikke kun ganske enkelt tjenere. Men at ligne Jesus er at være en tjener. Det var, hvad han kaldte sig selv.
Mens det er vigtigt for at tjene Gud, at du kender din udrustning, er det endnu mere vigtigt, at du har en tjeners hjerte. Husk, at Gud skabte dig til tjeneste, ikke til at være selvcentreret. Uden en tjeners hjerte vil du blive fristet til at bruge din udrustning til gavn for dig selv. Du vil også blive fristet til at bruge den som en undskyldning for at lade være med at hjælpe nogen, der har brug for hjælp.
Gud prøver ofte vores hjerter ved at bede os om at tjene på måder, vi ikke er udrustet til.
Hvis du ser en mand falde i en grøft, forventer Gud, at du hjælper ham op, ikke, at du siger: – Jeg har ikke barmhjertighedens gave eller tjeneste.
Selv om du måske ikke har gaven til en særlig opgave, kan det godt være, du er kaldet til at udføre den, hvis der ikke er andre med gaven i nærheden. Din primære tjeneste er inden for det område, du er udrustet til, men din sekundære tjeneste er overalt, hvor der i øjeblikket er brug for dig.
Din udrustning viser din tjeneste, men dit tjenersind vil vise modenhed. Der kræves ikke særlige evner eller en særlig gave for at blive efter et møde og samle affald op eller stable stole. Alle kan være tjenere. Alt, hvad der er brug for, er karakter.
Det er muligt at tjene et helt liv i en kirke uden nogen sinde at have været en tjener. Dertil kræves en tjeners hjerte. Hvordan kan du vide, om du har en tjeners hjerte? Jesus sagde: – Du kan sige, hvad de er, når du ser, hvad de gør. Eller mere ordret: – Et træ kendes på frugten. (Matt. 12,33)
Fra Rick Warrens bog Det målrettede Liv