Mere af Gud, mindre af skolebøgerne
Ideen om at oprette en alternativ tiende klasse kommer fra René Brorson, der er lærer på Grejsdalens Efterskole.
– Det kommer sig af, at der er nogen, der de tidligere år har efterspurgt en 11. klasse. Ideen var, at vi kunne lave et alternativ, der stadig rummede noget fagligt i de fag, eleverne ville få brug for senere, men at vi samtidig lagde vægt på vores værdigrundlag, fortæller René.
På 10+ elevernes skema står der fag som kristendom, etik, ledertræning, bibeldebat, diakoni, formidling, hverdagspsykologi og søndagens tekst, men de bliver også stadig undervist i dansk, engelsk og matematik. Eleverne i 10+ skal til eksamen som alle andre. Men ud over de almindelige eksamen har de også en eksamen i ledertræning. Eksamenen består af en praktisk prøve og en teoridel. Alle eleverne skal ud og holde en aften i en klub; det er en del af deres eksamen. Den anden del af eksamen bliver afviklet sammen med de andre skriftlige eksamener. Der vil eleverne f.eks. skulle sammensætte et halvårsprogram for en klub eller forklare nogle begreber omkring ledelse.
– Vi ved endnu ikke helt, hvordan eksamen kommer til at forløbe, forklarer René Brorson. Ud over eksamen i ledertræning skal eleverne også til årsprøve i kristendom. Vi snakkede med to af de elleve elever i 10+ for at høre, hvorfor de egentlig valgte 10+, og hvad de regner med at bruge den til. Helene lægger ud:
– Det første, jeg tænkte, da jeg læste om 10+, var: Fedt, jeg skal ikke have tysk og fysik. Da jeg så begyndte at sætte mig lidt mere ind i det, syntes jeg, det lød utroligt spændende. At man kan kombinere skolegang med personlig og åndelig træning, det er rigtig fedt. Jeg har været leder på nogle børnelejre, og jeg glæder mig til at få nogle flere redskaber.
– Jeg valgte det hovedsageligt, fordi jeg gerne ville have et større indblik i kristendommen, fortæller Rune.
– Jeg syntes, de der plus-fag lød rigtig spændende, og så regner jeg med, at det er noget, jeg kan bruge, når jeg kommer hjem igen. Egentlig regnede jeg med, at jeg skulle i gang med en landbrugsuddannelse, når jeg kom hjem. Men så kom 10+, og nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal.
– Men jeg regner med at finde ud af, hvad jeg skal, i løbet af året, slutter en optimistisk Rune.
Både elever og lærer er meget optimistiske omkring 10+.
– Vi er kun 11 i klassen, og det gør, at sammenholdet bliver et helt andet, end hvis vi havde været 25. Det betyder også, at hver enkel får mere opmærksomhed, og det er både positivt og negativt. Det er ikke så let at sidde og gemme sig, men det betyder også, at læreren har mere tid til den enkelte elev. Gennem plus- fagene lærer vi hinanden at kende på en måde, man ikke gør i en almindelig klasse, siger Helene og slutter:
– Vi er en rigtig god klasse, og alle kan snakke med alle. René Brorson er også positiv.
– De er nogle utrolig dejlige unge mennesker, og de er bare med på alt. De har den åbenhed overfor hinanden, som undervisningen er så afhængig af. Lige nu står de for at arrangere Ydre Missions dag, hvor alle elever på skolen arbejder og tjener penge til et ydremissions projekt. De har lavet dagsprogrammet færdigt, de har bestilt talere og er nu i gang med at kontakte politiet i forbindelse med et fremstød, de skal lave på gågaden. De er bare med helt fremme, det er fantastisk, siger René. – Selv om succesen afhænger meget af de elever, der er i klassen, så synes jeg, at jeg allerede nu kan se, at det bliver en succes med 10+, slutter René Brorson.