Præst for fængslede asylansøgere
Ved siden af sit arbejde i Grønnevang Kirke i Hillerød
er Per Bohlbro præst for de asylansøgere, der
sidder fængslet i Sandholmlejren i Nordsjælland.Hver tirsdag eftermiddag stopper en lille hvid personbil op ved porten ind til fængselsafdelingen i Sandholmlejren.
Når manden bag rattet har præsenteret sig, åbnes det første hold døre, og han kan køre ind i slusen og vente på, at gitterporten ind til fængselsområdet åbnes. Manden i bilen er fængselspræst Per Bohlbro, der kommer for at besøge fængslede asylansøgere og engang imellem samles nogle af dem til gudstjeneste i fængslets skolestue.
Ved siden af sit arbejde som hjælpepræst ved Grønnevang Kirke i Hillerød har Per Bohlbro en deltidsstilling som præst for de udlændinge, der sidder i fængselsafdelingen i Sandholm, som ligger tæt ved Blovstrød i Nordsjælland. Det er en forholdsvis ny stilling, der blev oprettet i juni.
Sandholmlejren fungerer som udsendelsescenter, hvor hovedparten af beboerne er asylansøgere, der har fået afslag på asyl i Danmark og venter på at skulle vende tilbage til deres hjemland. I en del af Sandholmlejren og adskilt med pigtråd fra resten af lejren er der indrettet en særlig fængselsafdeling, hvor der normalt er mellem 60 og 80 indsatte.
Nogle skal sendes tilbage til deres hjemland, andre venter på, at deres sag bliver genoptaget og nogle holdes tilbage, fordi deres papirer ikke er i orden. For nogle bliver opholdet ret kort, mens det for andre kommer til at vare flere måneder i nogle tilfælde mere end et år.
En del af de fængslede kommer fra Mellemøsten, andre fra Afrika, Østeuropa, Tjetjenien, Kina og Afghanistan. Her er både kristne, muslimer, hinduer og sikher. Det er disse vidt forskellige mennesker, Per Bohlbro er præst for.
Per Bohlbro bruger en stor del af tiden på samtaler med de fængslede, og han bliver kontaktet af både kristne og muslimer. Omkring halvdelen af de indsatte bruger ham som præst og sjælesørger.
– Nogle ønsker forbøn. Det kan f.eks. være i en situation, hvor de står over for at skulle sendes ud. Andre taler om det, der optager dem i dagligdagen.
Under konflikten i Libanon i sommer spurgte nogle palæstinensere og libanesere, om jeg kunne skaffe oplysninger om situationen i de byer, de kom fra. Jeg fandt noget via internettet, som jeg så kunne give dem næste gang.
Nogle ønsker at tale om deres sag, og i de tilfælde kan jeg ofte ikke gøre ret meget. Jeg lytter til dem og kan fortælle dem om arbejdsgangen, og nogle gange kan jeg hjælpe med at formidle kontakt, f.eks. til deres advokat, men ellers kan jeg ikke gøre noget.
– Menneskeligt set er det en af de svære sider ved jobbet. Det er en stor afmagt for mig at måtte sige til et menneske: Jeg kan ikke hjælpe dig rent praktisk. Jeg kan se, hvor hårdt du har det, men jeg kan ikke gå ind i din sag. Nogle gange men ikke altid forløses det ved, at den pågældende siger: Det forstår jeg godt, men jeg har bare lyst til at snakke.
– Det kan være forløsende for dem eller i hvert fald give et pusterum at kunne snakke med et menneske, som ikke er en del af fængselssystemet. En af de indsatte sagde en dag til mig: Det er så dejligt, når du er her, for så tænker jeg ikke på de ting, jeg ellers tænker på. For ham var samtalen et frikvarter.
– Man kan sige, at jeg kommer som det vikarierende håb. For de fængslede kommer jeg som et menneske, der ser dem som mennesker med drømme og muligheder og med sympati. Det er en vigtig ting i afmagten, at man trods alt kan være sammen. Det kan nogle gange være svært at tro, men i hvert fald håbet er der.
Per Bohlbro oplever som præst ingen fjendtlighed fra muslimernes side.
– Når jeg kommer ind, henvender de sig tit til mig – og de kan f.eks. sige: Vi respekterer dig Per, for du er præst, og du tror på Gud. Det gør vi også. Så der er meget stor indbyrdes respekt. Men der kan selvfølgelig være problemer.
– Der var en dag, hvor to-tre muslimer ønskede en religionssamtale med mig, og de begyndte med at spørge: Hvorfor behandler I kristne os så dårligt? Jeg forklarede så, at staten behandler alle lige, hvad enten de er muslimer eller kristne. Det er som sådan ikke kristendommen, der gør det. Det udviklede sig til en lang snak, som efterhånden blev mere teologisk, og hvor vi også kom ind på, hvad der står i Bibelen om Jesus. Det blev en spændende samtale på tre kvarter.
Hver anden eller tredje uge holder Per Bohlbro gudstjeneste i fængslet. Det foregår i skolestuen. Det er en tradition, der begyndte, før han blev ansat som fængselspræst. I fængselsafdelingen er også en fængselslærer, Angela, som oprindeligt kommer fra Trinidad. Hun har i en periode samlet indsatte, der var interesseret, til gudstjeneste heriblandt nogle kristne fra Vestafrika. Så satte de en gospel-cd på, en af deltagerne læste et afsnit fra Bibelen og udlagde det, og der var vidnesbyrd fra nogle af de fængslede.
– Det er jeg gået ind i. Vi har nu en gudstjeneste med indgangsbøn, en læsning og en kort prædiken, og der er mulighed for vidnesbyrd. I bønnen beder jeg om, at de indsatte må fatte håb og om, at Kristus, der er nærværende, må åbne vore øjne. Desuden har vi forbøn, hvor den enkelte kan komme frem og så beder vi for dem en for en. Bagefter er der stille bøn, nadver og til sidst synger vi nogle rytmiske lovsange. Der er plads til stilhed, for det er ikke alle, der er gode til engelsk, og deltagerne kommer fra forskellige kirketraditioner. Der er både katolikker, pinsevenner, lutheranere m.fl., og geografisk spænder deltagerne over vestafrikanere, iranere og østeuropæere.
Normalt deltager mellem fem og 15 i gudstjeneste, enkelte gange flere. Per Bohlbro vurderer, at omkring halvdelen af de kristne i afdelingen deltager i gudstjenesten.
