Pinse i Istanbul
Tyrkere, iranere, koreanere og europæere fejrer kirkens fødselsdag i protestantiske og katolske kirke i den tyrkiske metropol ved grænsen mellem det europæiske og asiatiske kontinent.Det vrimler med mennesker på strøggaden Istiklal Caddesi. Unge og ældre, kvinder med og uden tørklæder, turister fra udlandet og andre dele af Tyrkiet blander sig med byens faste indbyggere.
Det er lørdag aften, og der er åbent i modebutikker, restauranter og kebab-barerne.
Pludselig midt i det pulserende storbyliv høres kirkeklokker og minder om, at der er kristne fra forskellige kirkesamfund i storbyen, hvor langt hovedparten af de 13 mio. indbyggere har en muslimsk baggrund.
I mylderet er det ikke muligt at lokalisere, hvilken kirke klokkeringningen kommer fra. Der ligger nemlig flere ud til hovedstrøget og i sidegaderne i kvarteret bl.a. en anglikansk, en katolsk og en græsk-ortodoks.
Det er ikke en helt almindelig lørdag. Det er dagen før pinse. I morgen fejres kirkens fødselsdag i et af de lande, hvor Paulus allerede i det første århundrede efter Kristus opbyggede kristne menigheder og i Istanbul findes kirker, der blev bygget tilbage i 500-tallet.
Pinsedag er vi i en luthersk menighed, der i de seneste fem år har holdt gudstjenester i en armensk kirke. Det foregår på tyrkisk og er ikke meget anderledes end en luthersk gudstjeneste i Danmark. Hovedparten af menigheden er på lejr, så der er kun en håndfuld tilbage af den faste menighed, heriblandt et par mænd, der er vokset op med en katolsk baggrund.
Det er en ung kirke, som blev stiftet i 2004 og nu har omkring 70 medlemmer. Godt halvdelen plejer at deltage om søndagen.
Præsten er finsk. Han har været otte år i Tyrkiet og fire år blandt tyrkere i Tyskland. Mindst fem sprog og etniske grupper er repræsenteret blandt kirkegængerne denne pinseformiddag: arabisk, finsk, svensk, dansk, tyrkisk og måske kurdisk.
Om eftermiddagen går turen til Union Church, hvor en international protestantisk menighed holder gudstjeneste. Kirken blev oprettet for 150 år siden af engelsktalende baptister, hollandsk reformerte og andre udlændinge fra evangeliske kirker, der slog sig ned for at arbejde i storbyen. Den etniske mangfoldighed er ikke mindre i dag. Foruden to engelsksprogede gudstjenester om formiddagen, holdes der også en østafrikansk (etiopisk) gudstjeneste, en kinesisk og en engelsk/tyrkisk i løbet af søndagen.
Den engelsk-tyrkiske gudstjeneste holdes om eftermiddagen, og i løbet af det første kvarters tid vokser antallet af kirkegængere fra 40 til næsten det dobbelte. Her er samlet mange nationaliteter: englændere, kinesere, koreanere, tyrkere, iranere og sikkert flere endnu. Alt foregår på både engelsk og tyrkisk liturgi, bøn og tekstlæsning. Kun lovsangene, hvoraf mange er oversat fra engelsk, synges på tyrkisk. Alt er samlet i et hæfte på 38 sider, hvor man kan følge og deltage i gudstjenestens gang.
Denne pinsesøndag er gudstjenesten anderledes. Der er nemlig ingen prædiken, da man har besluttet at bruge tid på individuel forbøn i den sidste del af gudstjenesten.
Gudstjenestens tema er: Mange gaver, én Ånd, megen frugt. Forbønnen fokuserer derfor også på Helligåndens gaver, og at de gives til fælles gavn for at styrke fællesskabet. Forbønnen foregår ved, at to teams på hver tre personer går fra person til person, taler med den enkelte og slutter med at bede for vedkommende.
Pinsen bliver meget nærværende, når en tyrkisk, iransk og koreansk kristen beder om Åndens gaver til hver enkelt. Det tager tid, og imens sidder resten af menigheden og synger lovsange i tilbedelse til Gud. Til sidst beder man for musikerne og lederne, hvorved det understreges, at alle er i samme båd, og at alle uanset ens position i en menighed har brug for Helligåndens virke for at kunne bære frugt.
På en af kirkebænkene sidder en mand og oversætter hele gudstjenesten til farsi for en iransk flygtningefamilie med to teenagebørn. Nogle gange kommer en større gruppe iranske flygtninge ind til gudstjeneste fra en nærliggende flygtningelejr. Det er typisk kristne iranere, der er kommet i små husmenigheder i Iran, men er flygtet på grund af forfølgelse fra de iranske myndigheder.
En gruppe fra menigheden i Istanbul besøger hver uge flygtningelejren for at vise omsorg for de pågældende. Det sker ud fra en holistisk tankegang, hvor man søger at møde såvel åndelige som fysiske og psykiske behov hos de pågældende mennesker.
På hovedstrøget ligger også den katolske St. Antonio Kirke. Allerede lørdag aften var der en livlig strøm af mennesker til og fra kirken. Mange, heriblandt også flere muslimske par, tager opstilling indenfor gitterhegnet for at fotografere hinanden med kirken som baggrund.
De fleste fortsætter ind i kirken, hvor de kigger sig rundt i det store kirkerum med en belyst Jomfru Maria-statue i koret. Nogle tænder lys og beder i kirken, knæler ved bedeskamler eller sætter sig ind på kirkebænkene for at få en stund i stilhed.
Søndag aften, hvor pinsedagen er ved at gå på hæld, er tilstrømningen endnu større end den foregående aften. Mange kommer for at deltage i pinsemessen, der holdes på tyrkisk.
Over 200 mennesker har taget plads på kirkebænkene, hvor der kun spottes enkelte ledige pladser. Andre følger messen stående i sideskibene og bag kirkebænkene. På de bagerste bænke er der en vis udskiftning, formentlig fordi de pågældende ikke forstår tyrkisk, men de ledige pladser overtages hurtigt af andre.
Samtidig er der fortsat en strøm af mennesker, som kommer ind for at tænde lys og se kirken.
Tre vagter, heriblandt en fra turistpolitiet holder skarpt øje med, at der ikke bliver taget billeder, hverken af messen eller mennesker, der beder og tænder lys.
Forklaringen er, at man ikke må vise billeder af tyrkiske kristne, medmindre de selv har givet tilladelse til det, da nogle kan få problemer, hvis deres arbejdsplads eller andre i deres omgivelser får kendskab til, at de er kristne.
Pinsefesten understreges af liturgiens varme røde farve. Kirken er pyntet indbydende med store blomsterdekorationer i rødt og hvidt foran alteret og ved foden af Jomfru Maria-statuen i kirkens kor. Det er en flot ramme om fejringen af kirkens fødselsdag, og det sker med pomp og pragt. Et kirkekor på 12-15 kvinder og mænd synger kraftfuldt for på salmerne, så lovsangen løfter sig klart, højt og fyldigt op mod de højt hævede kirkehvælvinger.
Præsten prædiker med en karismatisk udstråling og man fornemmer, at der både er humor og lune i hans prædiken. Menigheden lytter optaget, inden pinsefesten slutter med nadver som en påmindelse om Jesu Kristi død og opstandelse.
Læs mere
Istanbul Lutheryen Kilisesi
www.luteryenkilisesi.org
The Union Church of Istanbul http://ucistanbul.org/
Den katolske kirke i Istanbul
www.katolikkilisesi.org/
