Guds ord er aldrig spildt

Børge Jensen Terp er
provst i Silkeborg ProvstiDet var en rå og blæsende vinterdag for nogle år siden. Regnen silede ned og forvandlede sneen til en sjappet, mudret grød. Jeg var som feltpræst med på en militærøvelse. Soldaterne var blevet kørt fra Aalborg til et område nær Ejstrupholm, hvor de blev læsset af lastbilerne. Derefter gik turen med udrustning på nakken gennem Gludsted, Bording og videre til Finderup øvelsesterræn vest for Viborg. En tur på cirka 50 km med diverse små overraskelser undervejs.

Da vi vækkede dem om morgenen, havde de kun fået et par timers søvn under regnslaget ude i skoven. De var helt smadrede. Fjerne i blikket og ømme i fødderne. Men selv om de så temmelig brugte ud, kom de hurtigt på benene, fik udrustningen på, og videre gik det de sidste par kilometer til stedet, hvor vi skulle holde gudstjeneste.
Den lille kasse med feltalteret var pakket ud, lysene tændt, og et håndklæde kunne snildt gøre det ud for alterdug. Men menigheden! En samling trætte unge mænd, hvoraf måske kun nogle få havde været i kirke siden deres konfirmation. Hvilken jordbund for evangeliet! De ville da falde i søvn, så snart jeg åbnede munden.

Mens regnen silede ned sang vi ”I østen stiger solen op”, og jeg forsøgte at forkynde evangeliet om ham, som er soles sol fra Betlehem. En god gudstjeneste, oven i købet uden at nogen faldt i søvn.
Jamen, blev nogen omvendt? – Nej, det tror jeg ikke. – Men var det så ikke spild af tid – både deres og min? I hvert fald ikke min. Forhåbentlig heller ikke deres!

Men jeg kunne da ikke lade være med at tænke på, at når evangelium betyder et godt og glædeligt budskab, ville der i hvert fald have været god jordbund for budskabet: ”Sid op i lastbilerne! Nu kører vi tilbage til Aalborg, hvor et varmt bad, ordentlig mad og en seng venter jer.”
Det blev da også bekræftet, da chefen efter gudstjenesten forkyndte soldaterne netop dette glade budskab.
Jovist, ville det have været godt, hvis der efter gudstjenesten havde været samme trængsel om at storme Himmeriget, som der var trængsel om at komme op i lastbilerne. Men det er netop den store forskel på Himmerigets evangelium, og det budskab, som verden finder glad og godt.

Verdens glade budskab har i forvejen en god jordbund. Ja, det er faktisk jordbunden, som bestemmer, om det er et godt budskab eller ej. Er der ingen jordbund for budskabet, fuser det ligeså stille ud, mens det flammer op og griber om sig, hvis jordbunden er god. Det holder en tid, til noget andet synes endnu mere nødvendigt.
Helt anderledes forholder det sig med Himmerigets evangelium. Det er et godt og glædeligt budskab, uanset om verden vil høre det eller ej. Og det skal forkyndes, hvad enten det falder på vejen, på klippegrund, blandt tidsler eller det finder god jordbund.
Det tager sig ud af så lidt. Det rummer ikke tidsåndens, men Helligåndens kraft og styrke. Derfor kommer vi ofte til at stå skamfulde tilbage, fordi vi i vor ubegribelige visdom og fromme forudseenhed på forhånd bedømte jordbunden som så ringe, at det ikke kunne betale sig at forkynde evangeliet. Men Guds ord har sit ærinde og hverv, og det vender ikke tomt tilbage, men gør Guds vilje og udfører hans gerning.

Står vi i vejen for ordet, er vi ikke blot de sikre tabere, men lever endda i fare for at forhærdes, så vi overhovedet ikke kan få øje på det under, som sker på Ordets vej.
Det er Ordets hverv at skabe troens, håbets og kærlighedens under. Derfor kan vi passende begynde med at få øjnene op for det under, som synes mest nærliggende, at det oven i købet har formået at få noget til at spire på vort hjerteland.
Kristeligt Pressebureau