Ferie med indhold
Gudstjeneste på kanten

Der er uendeligt højt til loftet og langt til væggene, når Skaberen inviterer til gudstjeneste i solnedgangen på kanten af et af hans
helt store bygningsværker:
Grand Canyon.Solnedgangen i Grand Canyon i Arizona, USA, er et tilløbsstykke for turister fra hele verden. Hvert år valfarter næsten fem millioner mennesker til nationalparken for at se et af naturens store vidundere.

Kun et lille stenalter med et enkelt trækors vidner om, at her samles mennesker for ikke alene at beundre skaberværket, men også Skaberen.
(Foto: Pia Ørskov)

Et særligt spektakulært syn er det ved solopgang og solnedgang, hvor et helt forunderligt lys breder sig over den enorme dalkløft, som måler 350 km i længden, 16 km i bredden og 1,5 km i dybden. Farverne ændrer sig fra minut til minut og får hele tiden nye dimensioner frem i de majestætiske klippeformationer.
Og her, hvor der er så højt til loftet og så langt til væggene, at øjet ikke magter at finde grænserne, inviterer Skaberen til gudstjeneste i sin egen kirkesal. Kun et lille stenalter med et enkelt trækors vidner om, at her samles mennesker for ikke alene at beundre skaberværket, men også Skaberen. Flade klipper gør det ud for stole og bænke, et foldet stykke papir erstatter salmebøger og sanghæfter. Midt i de storslåede omgivelser får ordene på forsiden af papiret pludselig en ny mening: Splendor and majesty are before God, strength and beauty are in his sanctuary (Han omgiver sig med herlighed og majestæt, hans magt og skønhed smykker templet, Salme 96:6).
– Hvad skal vi med en kirkebygning, når vi har dette, siger præsten Edward Purkey og slår ud med armen over det uendelige kirkerum.

Daniel Lee leder gudstjenesten, mens det er Claire Young, der spiller på det eldrevne keyboard .
(Foto: Pia Ørskov)

Det er den tværkirkelige organisation ”A Christian Ministry In The National Parks”, der står for 16 ugentlige gudstjenester her på kanten af Grand Canyon, ligesom den også arbejder i USA’s øvrige 35 nationalparker. 200 unge fra hele verden melder sig hvert år til det frivillige og ulønnede job i nationalparkerne i tre måneder ad gangen. Ordningen indebærer, at de samtidig har et almindeligt fuldtidsarbejde som f.eks. rengøringsassistent, tjener, køkkenmedhjælper eller guide på de hoteller og lodges, der ligger i området.
– Vi er en forlængelse af kirkernes arbejde og kan nå ud, hvor det er vanskeligt for kirkerne at arbejde. Vores medarbejdere virker både blandt deres kolleger på jobbet, blandt indbyggerne i parkerne og blandt turisterne. De fortæller om deres tro, er klar til at lytte og hjælpe med konkrete behov, og så står de for gudstjenester to gange dagligt og søndagsskole og bibelgrupper efter behov, siger Edward Purkey, der er præst i den nærliggende metodistkirke og ansvarlig for ACMNP’s arbejde i Grand Canyon.
Organisationen begyndte i Yellowstone Nationalpark for 50 år siden og har i dag støtte fra over 40 forskellige kristne kirkesamfund.
– Der er så mange behov, især blandt de ansatte i parkerne, at vi ikke har tid til at skændes om vores forskelligheder. Nationalparkerne er et populært sted for studerende at arbejde i sommermånederne, men det ender ofte med, at de får et stort alkoholforbrug og begynder at ryge hash sammen med de andre unge. Vi oplever, at mange også går med selvmordstanker, og at nogle gør alvor af tankerne, mens de er her, så der er virkelig brug for den hjælp, vi kan tilbyde, siger Edward Purkey.

Lige nu har han bl.a. 29-årige Daniel Lee fra New York og 25-årige Claire Young fra Singapore under sine vinger. De er taget til Grand Canyon for at arbejde for ACMNP og hente erfaringer med hjem til deres egne kirker.
– Jeg havde en ven på gymnasiet, som havde været af sted. Han fortalte, hvordan det havde forandret hans liv, at han havde brugt tre måneder i en nationalpark. Og jeg må sige, at det også har betydet meget for mig at blive taget ud af mine trygge rammer derhjemme og blive kastet ud i nye opgaver på udebane, siger Daniel Lee, der læser til præst i New York.
– Alene den træning, jeg får i at holde gudstjenester, er guld værd. På mit studie er det kun få gange, vi får lov at øve os, men her er det ofte flere gange hver dag, siger han.
I aften er det ham, der leder gudstjenesten i solnedgangen, mens det er Claire Young, der spiller på det eldrevne keyboard og holder sin allerførste prædiken for de 25 turister, der har fundet vej til alteret med det lille trækors helt ude på kanten.
(Læs mere: www.acmnp.com)