Grib til våben!

Nej, det er ikke en opfordring til at finde sin hjemmeværns-riffel frem fra skabet. Det handler heller ikke om at begynde at bryde brosten op af fortovet.Nu har vi de seneste uger været vidner til en subkultur af unge københavnere, som med hjælp fra udenlandske bøller har givet los for deres frustrationer over tabet af et samlingssted. Et rystende skue. Mest af alt fordi det ligger så fjernt fra den opfattelse, vi har af Danmark som et fredeligt land, der roser sig af at være et retssamfund.
Der er blevet kastet med brosten, skudt med kanonslag, og ordensmagten har omvendt ryddet gaderne med politistave og tåregas. Og fra begge sider har man klaget over de våben, som den anden part har brugt.

Hvilke ”våben” er det, vi bruger, når vi rammes af vrede over en uretfærdighed, der er gjort mod os?
Vi fristes til at svine dem til, der har svinet os til. Nogle gange finder vi på de mest underfundige måder at hævne os på over for kolleger, naboer eller familiemedlemmer, som vi mener har fornærmet os. Andre gange består vores våben blot i, at vi bryder relationerne: Bliver skilt, flytter fra byen eller skifter menighed. Men sådan burde det ikke være!

I stedet burde vi stoppe op og søge efter de instrumenter til konfliktløsning, som Jesus har givet os. For som kristne tvinger hans kærlighed os til at gøre det, han siger, vi skal gøre:

Elsk jeres fjender og gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. (Luk 6,27,30)

Det loves os, at de vil have en effekt på din fjende, som hvis du samler gloende kul på hans hoved.
Og disse våben vil vække opsigt. Som forleden, da en anonym giver valgte at betale det beløb, to falske nødhjælpsindsamlere havde stjålet.
Det er handlinger af denne art, der forvandler relationer – og nationer!