Faste og retræte
Præster har brug for ro

Dansk Oases præstenetværk
på retræte de tre sidste dage i februar.Normalt skal præster øse af Ordet fra prædikestolen og i samtaler. Nu tager de på retræte for at modtage.Fire gange om dagen samles 16 præster og menighedsarbejdere til bøn i kapellet på Nya Slottet ved Jönkøbing i det centrale Sverige. Resten af tiden er der total stilhed. Måltiderne indtages i stilhed, kun med klassisk musik, og møder man hinanden på vandreture i den smukke svenske natur, er det forbudt at tale sammen.

Erik Hviid Larsen fra København arrangerer præstero.

– Hvert år jeg er afsted, taler Gud på en ny måde til mig. I år fik stilheden mig til igen at opdage, at det ikke er de ting, der råber højest, som er de vigtigste, men ofte det, der hvisker. Derfor må jeg igen og igen stille mit hjerte ind på at kunne lytte uforstyrret til Gud, fortæller Erik Hviid Larsen fra Betlehemskirken i København. Det er fjerde gang, han arrangerer denne tur for præster til Peter Halldorfs hjemsted Nya Slottet i Bjärka-Säby i Sverige.
Han har også oplevet, at Gud har lyttet til ham.
– Bønnen får en anden dimension, fordi den kan fortsætte uforstyrret, når der ikke er nogen mails eller mobiltelefoner, jeg skal besvare. Der er kun bønnens frie himmelflugt. Det er en mangelvare i vores hverdag.
På præsteretræten bruger man Davids Salmer som bønner, der er brugt gennem hundreder af år.
– Det handler ikke om tidstypiske døgnfluer, men om noget alment menneskeligt – vores grundvilkår som mennesker: hvem er jeg i forhold til Gud.
– Tidebønnernes fasthed gør også, at jeg ikke skal have mine ord til at lyde lækre og acceptable. Derfor får bønnen en anden klangbund, fortæller københavnerpræsten, der tidligere har arrangeret March For Jesus. Han har ikke bare vandret i store processioner med hundredevis af kristne gennem Københavns gader, men er også gået pilgrimsvandring helt alene med sig selv i Sverige.

– Retræte betyder ikke, at vi trækker os tilbage fra stress og opgaver, men tager en bevidst tid ind i Guds væsen og nærvær.
Derfor får jeg ikke lavet det, jeg ikke har fået gjort de sidste dage og uger på en retræte. I stedet får jeg igen indhold i mine tanker og handlinger, slutter Erik Hviid Larsen.