Kirkedage
Religionen er
kommet for at blive
Religionen hører hjemme i offentligheden, men den skal ikke særbehandles. Så langt var debattørerne enige i kirkedagenes debat om religion i det offentlige rum.- Vil religionen være i det offentlige rum, må den finde sig i hån, spot og latterliggørelse lige som alt andet.
Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose gentog frimodigt sine skarpe formuleringer fra lanceringen af de omdiskuterede Muhammed-tegninger, da han sammen med biskop Niels Henrik Arendt, muslimen Zubair Hussain og Minoritetspartiets stifter Rune Engelbreht Larsen deltog i kirkedagenes paneldebat om religionen i det offentlige rum.
Og overraskende nok mødte Flemming Rose ikke modsigelse fra de øvrige paneldeltagere, selv om Zubair Hussain efterlyste almindelig anstændighed og fremførte, at en pubertær tilgang til ytringsfriheden kunne gå hen og ødelægge selv samme.
ikke fredes
Zubair Hussain er normalt talsmand for Muslimer i Dialog, men på kirkedagene talte han for egen regning.
– Det er fair nok, at religionen skal kunne kritiseres, hvis bare de politiske systemer undergår samme proces. Men i dag er de politiske systemer hellige, så politikere stort set kan sige hvad som helst, uden at man har mulighed for at stille spørgsmålstegn ved deres grundlag, hævdede han.
– Et religiøst argument vil altid falde til jorden i et areligiøst samfund. Så hvordan skal en muslimsk kvinde forklare, hvorfor hun har valgt at bære tørklæde, hvis hun ikke må bruge religiøse argumenter? spurgte han.
ses i kontekst
Bolden blev straks grebet af Rune Engelbreth Larsen.
– Dansk Folkeparti har egenhændigt besluttet, at det muslimske tørklæde er kvindeundertrykkende og et signal om modvilje mod det danske samfund. Men man må se på symbolerne i deres kontekst. Og at muslimske kvinder bærer tørklæde i Danmark er ikke det samme i dag, som at kvinderne blev tvunget til det under Talebanstyret i Afghanistan, understregede han og sendte bolden tilbage til en enig Zubair Hussain.
– Jeg har valgt at bære skæg, men det eneste argument, der bliver lyttet til, er, at det var Profetens sædvane. At det i virkeligheden er, fordi jeg synes det er ret hipt, og at min kone synes, at det klæder mig, er der ingen, der gider høre.
Ingen af de fire paneldebattører ønskede religionen fortrængt fra det offentlige rum. Alligevel handlede biskop Arendts indlæg om det helt umulige i at ønske religionen ude af det offentlige rum.
– For mig er troen altomfattende og kan ikke deles op i et privat og et offentligt område. Kristendommen forkynder Jesu herredømme over det hele, og for den kristne gælder budskabet alle, fastslog biskoppen.
– Jeg kan ikke acceptere, at Jesus skulle være herre over nogle og ikke over andre, uden at jeg selv giver afkald på det hele. Derfor må det være både legitimt og uomgængeligt at gøre kristne synspunkter gældende i det offentlige rum.
Niels Henrik Arendt havde dog intet ønske om, at kristendommen skulle stå uimodsagt. – Tværtimod mener jeg, at den største respekt, man kan vise et andet menneske, er at modsige det, sluttede han.
Læs i næste uge om Michael Falchs kamp med dæmoner.
