Mission og Nødhjælp
Ungt kristent kaffefirma hjælper bønder

Unge fra Århus Valgmenighed har startet en virksomhed, der giver penge til projekter i danske kirker, til organisationer eller private og samtidigt hjælper den 3. verdens lande.

Paul David Videbæk er nu administrerende direktør i Ictus Fair Trade.

ICTUS Fair Trade er en topprofessionel virksomhed, styret ud fra kristne idealer. Virksomheden sender tusindvis af kroner til Afrika, Asien og Latinamerika og hjælper med uddannelse og arbejdsforhold for den lokale bonde gennem humanitære organisationer helt tæt på.
Med fuld fart på karrieren skulle man ikke tro, der var brug for denne drøm. Men alligevel ville Poul David Videbæk bruge sig selv bedre. Han er nu administrerende direktør i Ictus Fair Trade.
– Jeg arbejdede for international Aid Services (IAS) som giv-et-år-medarbejder og opdagede, at den baggrund, jeg havde, ikke passede til det humanitære arbejde, fortæller den tidligere konsulent, der har en master i business administration fra Handelshøjskolen i København.
– De humanitære organisationer er ekstremt dygtige til at gå i proces med folk ude lokalt i 3. verdens-landene. De har derfor ikke fokus på at tjene penge. Det kan jeg. Så jeg og en gruppe af mine gode venner i Århus Valgmenighed begyndte at tænke på, hvordan vi kunne hjælpe med, at de fik overskud i forretningen, siger han. De opdagede, at producenterne i ulandende havde behov for at få en afsætningskanal. Og det blev konceptet. De ville hjælpe bønderne med at sælge først kaffe og the og senere måske chokolade, tørret frugt og honning.

Fair behandling

At handle ”Fair Trade” betyder, at bonden får en ordentlig pris for sit produkt (en internationalt fastsat pris), og at han har nogle ordentlige arbejdsvilkår. Det er vi med til igennem de humanitære organisationer.
Den nye virksomhed har så yderligere bestemt sig for at geninvestere sit overskud ved at dele pengene ud igen gennem de humanitære organisationer.
– Vi sender ikke dyre konsulenter ud og godkender den enkelte bonde, men bruger de humanitære organisationer, der er til stede lokalt hver dag. De sørger for, at de krav, vi stiller, bliver overholdt. Det gør, at vi kan sælge produkterne til konkurrencedygtige priser – vi kommer f.eks under 30 kroner for en rigtig god pose kvalitetskaffe, siger Poul David Videbæk.

Hjælp gennem
humanitære organisationer

I Århus Valgmenighed arbejder man meget med værdier ud fra trekanten: op, ind og ud. Det har de overført på Ictus Fair Trade.
Op: De tror på, at Gud har lagt et kald i alle mennesker. Når vi arbejder med det kald og bruger de kompetencer, Gud knytter til sit kald, så virker alting i os. Ind: Relationen til hinanden i ICTUS. Gode kollegaer gør det sjovt og spændende at gå på arbejde. Ud: Gode relationer til eksterne kunder og leverandører gør det spændende at hjælpe og drive virksomhed.
Siden virksomheden blev etableret i september sidste år har de arbejdet meget med relationen til de humanitære organisationer, som har været med i udviklingen af konceptet. Og der er mange, men de primære samarbejdspartnere er Caritas, IAS og DanYun .
– Vi har også brugt månederne til at udvikle vores produkter, lave markedsanalyser, brochurer og website, har haft fokusgrupper med smagsprøver, skrevet forretningsplan og fundet penge til at finansiere det hele, fortæller direktøren begejstret. Det lykkedes at rejse 1,4 millioner fra private investorer, der kunne se, at dette var det næste niveau af udviklingshjælp.
– Selvom vi kun har været i gang i 14 dage, er der ved at komme kunder. Der er allerede kommet over 1000 henvendelser – også fra erhvervskunder. Og er også ved at koble udsalgssteder på, fortæller han.

Tjen dine egne penge

Ictus Fair Trade giver kirker, private og humanitære organisationer mulighed for at tjene penge til deres egne udvalgte projekter.
– Hvis man f.eks. vil samle penge ind til en af kirkens missionærer eller et lydanlæg, kan man blive fairtrader. Man tjener 8,3% af salgsprisen Som udgangspunkt har vi ikke nogle krav for, hvad de penge bliver brugt til, fordi man allerede ér med til at forbedre de økonomiske og menneskelige vilkår i syd. Det er vores mission, siger han.

Investerer fritid

Overskuddet går direkte til kaffebønderne…

I øjeblikket lønner ICTUS Fair Trade 5 fuldtids og 7 deltidsmedarbejdere, heraf er nogle studerende i journalistik, markedsøkonomi, engelsk og kommunikation og bibelskolefolk, som giver en del af deres fritid til virksomheden.
Poul David Videbæk har selv arbejdet gratis et år. Ikke meget i forhold til hans tidligere konsulentløn.
– Jeg har fået en helt anden værdi i hverdagen. Vi skal ikke blive rige på det her.
– Succeskriteriet er, at de tre dimensioner op, ind og ud lykkes. Det er en meget utraditionel måde at drive virksomhed på, men det er da fedt at blive personligt udfordret, opbygget og gøre en forskel samtidigt med, at vi kan sende så mange penge som muligt tilbage til bønderne, slutter Poul David Videbæk.