Ferie med indhold
Kirken skal være
mere ægte
Der er lagt op til apostolsk familiefest på Apostolsk Sommercamp i Kolding – men der er også afsat tid til fordybelse og selvransagelse.Når Apostolsk Kirke holder Sommercamp i Kolding i uge 28, er det med temaet Autentisk Kirke.
Det grønne område omkring Apostolsk Højskole i Kolding bliver i dagene 7.-13. juli forvandlet til én stor campingplads. For her afholder Apostolsk Kirke igen sin Sommercamp.
Årets tema er Autentisk Kirke. Noget, som arrangørerne erkender godt kan virke indadvendt og negativt.
– Men det handler om, at vi bygger et godt fundament op for det, vi tror på som kirke. Noget, som kan give et godt afsæt ud i fremtiden, siger Allan Tind, der de sidste mange år har været koordinator for det apostolske stævne.
Han forklarer, at det er et naturligt led i den selvransagelses-proces, som Apostolsk Kirke netop befinder sig i.
For Allan Tind tager det dybdekrævende tema ikke fokus væk fra, hvad sommercampen også er.
– Det er den årlige fest for Den Apostolske Kirke. Dér, hvor den apostolske familie mødes og glæder sig over fællesskabet, oplevelserne med Gud og de spændende ting, der er på programmet, siger Allan Tind.
Med undtagelse af et møde med Hans Sundberg fra Vine-yard i Sverige og Poul Kirk fra Pinsekirken har man i år valgt at satse på Apostolsk Kirkes egne prædikanter.
I år har man desuden lavet to ekstra såkaldte Thomas-gudstjenester, hvor man midt i stævnets hektiske liv kan søge Gud i stilhed.
Ved siden af møderne og de valgfrie seminarer byder stævnet i Kolding på mange familieaktiviteter. De fleste eftermiddage er der tilbud om udflugter til attraktioner i området, og onsdag er der sejlads på Kolding Fjord.
Samtidig tilbydes der hele tre koncerter i løbet af stævneugen.
Lørdag aften er det den puertoricanske pianist Adlan Cruz, der spiller. Han er oprindeligt klassisk pianist, men har gennem tiderne udviklet sit spil med jazz og latin. Han har desuden spillet på møderækker med Billy Graham, Nicky Cruz og Ron Kenoly.
Søndag aften er aftenmødet erstattet af en koncert med den amerikanske gospel-legende Andrae Crouch og et hold musikere fra bandet Koinonia.
Allan Tind oplyser, at det er nødvendigt at købe billet til denne koncert, men at stævnets deltagere vil kunne købe særlige billetter til halv pris.
Den tredje koncert holdes torsdag eftermiddag, hvor musiktalenter fra de apostolske menigheder synger og spiller.