Tolderen blev discipel
Kurt Johansen er oprindelig uddannet som tolder. Men efter 12 år i statens tjeneste skiftede han til missionens.
I dag har han titel af generalsekretær i den nordiske afdeling af Sat-7 – den kristne arabiske satellitkanal, som sender døgnet rundt. Officielt til Mellemøstens kristne mindretal – men selvfølgelig gør det heller ikke noget, at millioner af muslimer hver dag kigger med på de gode kristne programmer.
På fredag eftermiddag, den 22. juni, holder Kurt Johansen åben græsplæne foran sit smukke hus med udsigt over Torning ådal for at markere sin 50 års-dag.
Han kan samtidig se tilbage på næsten 20 år i ydre missions spændende tjeneste.
Det begyndte med Sudanmissionen, hvor den unge tolder i 1987 afløste den legendariske økonomichef Kurt Vestager, der i en menneskealder havde styret missionens midler med fast hånd.
Heller ikke i Kurt IIs tid blev der ruttet med pengene, og jobbet som økonomichef udvidede sig med årene, så han brugte næsten alle sine ledige timer på arbejdet. Blandt andet var han stærkt medvirkende til, at der blev oprettet over 60 genbrugsbutikker på få år. I dag er der endnu flere, og de kaster hvert år 5-6 mio. kroner af til arbejdet.
Kurt Johansen nåede at arbejde sammen med tre generalsekretærer, før han i 2001 skiftede til Sat-7.
Opgaven her går bl.a. ud på hvert år at samle et tocifret millionbeløb ind fra ca. 50 organisationer og kirker, som støtter tv-arbejdet. Ikke blot i Norden, men i hele Europa rejser Kurt Johansen for at tale med biskopper, generalsekretærer og rige mennesker, som kunne tænkes at støtte Sat-7.
Det tværkirkelige arbejde bakkes op af evangelikale og katolikker i skøn forening, og i Mellemøsten er de gamle ortodokse kirker med.
Kurt er gift med Signe, som er lærer- og organist-uddannet. Parret har to sønner, Thomas og Jakob, som uddanner sig på Københavns Universitetet.
Indtil for få år siden var også Signe meget aktiv på alle fronter. Men for to år siden fik hun en så uheldig hjernerystelse under en rejse i Egypten, at hun nu er tilkendt pension og ude af stand til at tåle støj. Tilmed var Kurt så uheldig at få en metaldør i hoved under en rejse i Tyskland kort efter, så han også måtte sygemeldes.
Men parret har forsøgt at få åndeligt udbytte ud af den ufrivillige retræte, og det er lykkedes Kurt at fortsætte og endda udvidde det vigtige arbejde gennem Sat-7.
Henri Nissen.