Hvad er et liv som kristen?
Med bogen Kristusliv kommer man igennem nogle centrale dele af kristenlivet.
Og den fungerer som et godt opslagsværk til de traditionelle sider af kristenlivet.Det kan ikke være helt nemt at skrive en bog om, hvad det vil sige at leve livet som kristen. Som Robert Bladt også konstaterer i starten af bogen Kristusliv, så har vi modsat muslimerne ikke nogle konkrete leveregler.Omvendt har vi gennem Bibelen fået masser af vejledninger og råd til livet. Og det er dem, Robert Bladt griber fat i i bogen.
Robert Bladt leverer nogle gode og konkrete udlægninger af blandt andet De 10 Bud og Fadervor. Han forklarer på enkel vis, hvilken betydning nadveren har. Og så kommer han også godt omkring, hvordan livet som kristen konkret kommer til udtryk.
Det sidstnævnte bruger han næsten halvdelen af bogen til at gennemgå. Og det er det helt store plus ved denne bog. Der bliver det for alvor konkret, så vidt det kan lade sig gøre.
Kristusliv er efterfølgeren til Kristustro (anm. i uge 8/2005), som beskrev de dogmatiske sider af kristendommen.
Ligesom forgængeren Kristustro er Kristusliv enormt pædagogisk bygget op og meget let at læse. Alle kapitler, næsten hvert enkelt afsnit, er krydret med små anekdoter, enten fra Robert Bladts eget liv eller fra nogle af de gode vidnesbyrd fra verden omkring os.
Det er med til at give bogen masser af liv.
På den anden side mangler en bog som denne faktisk noget liv. For det er småt med de helt konkrete eller praktiske råd til, hvordan man eksempelvis opsøger sin egen nådegave. Der er givet nogle fif.
Men jeg tror nu også, at det vil være svært at give mere end bare nogle fif eller hentydninger gennem en bog. At vokse og modnes som kristen skal ske i fællesskab med andre, ikke gennem et selvstudium i en bog!
Denne bog placerer sig på god vis mellem teori og praksis – hvis man kan tale om et stadie mellem teori og praksis.
Overordnet er Kristusliv en bog, som er værd at læse – særligt i forlængelse af Kristustro. Det er godt at have to gode grundbøger i, hvad kristendom og livet som kristen egentlig er for størrelser.
Det er ekstra godt, når de begge er skrevet med en interesse for at forklare og uddybe og er skåret ind til benet. Endnu et plus er den omfattende brug af bibelhenvisninger, som giver læseren mulighed for selv at dykke ned i et emne.
Med Kristusliv har man en stærk fornemmelse af at være i gode (bibeltro) hænder. Og det er en klar styrke, når det gælder det at blive ledt ind til kernen i, hvad det betyder for livet, at man er kristen.
Robert Bladt: Kristusliv
224 sider 220 kr.
Credo