Kom hviledagen i hu…

Søndagen kan for mange mennesker føles som værende trist og meget lang.”Det er underligt, men søndag er tit så trist en dag,” sagde en kollega en dag til mig. ”Butikkerne er lukkede, og der er meget, man ikke kan foretage sig. Selv på legepladsen er der en mærkelig stiv atmosfære.”Der sker der heller ikke meget om søndagen.” Jeg måtte give ham ret. På den anden side vidste jeg også, at det ikke burde være sådan. Tilbage fra min barndom havde jeg minder om dejlige søndage. Senere veg den bevidste oplevelse af helligdage og søndage mere og mere for en almindelig følelse af arbejdshverdage hele ugen igennem. Når det kom til stykket, skulle ingen jo diktere én, hvornår man skulle holde fri eller være glad. At gøre sig ”fin” – om muligt kun for at vise sig i kirken – var heller ikke længere ”in”.

Som ung studerende gennemlevede jeg denne trend og mistede enhver sans for tid og traditioner. Om søndagen fik jeg hurtig mad og midt i ugen til gengæld måske en steak. Om søndagen tog jeg arbejdstøj på, og selv midt i ugen var der næsten ikke lejlighed til at gøre sig ”fin”. Dertil kom, at hverdagen blev stadig mere hektisk, fyldt med stadig mere arbejde og stadig oftere en følelse af ikke at have tid – hverken til gæster eller til fest. Forarmelsen kom snigende. Indimellem mødte jeg folk, som kunne holde fri: holde fyraften, søndag og helligdage. Så krympede mit hjerte sig, og jeg fornemmede, hvad jeg forsømte.
Heller ikke da jeg blev gift og fik børn, ændrede min livsstil sig synderligt på dette punkt. Dog forekom det mig, at jeg oftere og oftere stødte på buddet om at holde ”sabbatten hellig” både i prædikener og i Bibelen. Det blev således nævnt som en betingelse for at få del i det gode liv i samhørighed med Gud (Esajas 58), at sabbatten blev holdt hellig. Da jeg læste i Skabelsesberetningen: ”Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den” (1. Mos. 2,3), så jeg for mit indre øje, hvordan der over den hviledag lå en velsignelse, hvis vi holdt den hellig og ikke brugte den på almindeligt hverdagsarbejde. Det havde jeg hidtil overhovedet ikke haft tradition for.

Jeg fik så den idé, at jeg om søndagen kunne realisere alle mine gode fortsætter for familien, som jeg ellers havde svært ved at finde tid til i løbet af ugen. Det ville være dejligt, hvis der om søndagen var rent og pænt i huset, og børnene havde rene, klippede negle, nyvasket hår og rent tøj på – og også jeg. Det ville helt bestemt også være sjovt at lave noget lækkert at spise, f.eks. prøve en ny opskrift. Måske kunne jeg bage allerede om lørdagen, således at det duftede af kager om søndagen. Jeg kunne pludselig glæde mig til i det mindste én dag om ugen at have tid til ikke at lave andet end at lege, læse og snakke, have tid til hygge og måske en gåtur eller et besøg og virkelig ikke lave noget arbejde denne dag. Altså ikke vaske, gøre rent i skuffer, sidde ved computeren (og skælde ud på børnene, hver gang de afbrød). Det måtte være en ren lise for os alle! Hidtil havde vi nøjedes med at holde søndagen hellig ved at gå sammen i kirke, og det var sikkert det vigtigste. Men fra middag til sen aften var der stadig mange timer tilbage, altså tid – ganske enkelt.

Men så fik jeg betænkeligheder. Ville jeg nu ved at indføre en ny regel blot blive mere stresset (hvilket som oftest skete for mig)? Skulle søndag grupperes under ”du skal ….” eller ”du må ”? Hvad nu, hvis jeg netop om søndagen ville gøre noget færdigt på computer eller stryge noget? Jeg spurgte Gud endnu en gang og holdt fast ved dette: Søndag skulle være den dag, der var fri for arbejde. Hvis jeg allerede var så ødelagt, at jeg slet ikke kunne nyde at holde fri, så måtte jeg til at lære det. Jeg ville simpelthen igen lære at have tid. Men tid til hvad?
Jeg fik forskellige ideer. Jeg købte en bog af en forfatter, som jeg i længere tid havde hørt om, og glædede mig til at have tid til at læse. Jeg ville sætte mig i nærheden børnene, når de legede – enten for at læse eller for at lytte til dem. Eller jeg ville, når de tegnede, selv prøve at tegne igen og måske også arbejde med min egen garderobe, finde min egen stil.

Pludselig fik jeg mange ideer til, hvad vi kunne lave om søndagen nu, da det ikke mere var et spørgsmål om tid. F.eks. havde mine børn en hamster, der stammede fra et større kuld. Jeg kendte de andre børn, som havde fået hamstre fra samme kuld. Måske kunne det være sjovt at invitere nogle ”hamster-søskende” på besøg en søndag eftermiddag?
Også børnene havde ideer. De ville male på sten. Og vi havde pludselig også tid til selv at finde stenene og dermed anledning til at dejlig lang udflugt til stranden. Og nu havde jeg tid til at skrive breve – i hånden som i gamle dage. Eller sætte dejlige buketter sammen. Det ville være dejligt at tage ud og finde blomster i naturen, som kunne sættes sammen til dejlige buketter.
Alt dette ville – hvis det lykkedes – også opfylde et af min mands inderste ønsker: tid til ro og hygge i weekenden.
”Herre,” bad jeg, ”vil du hjælpe os med at få det tabte land tilbage, tiden. Tilgiv mig, at jeg i så lang tid ikke har taget hensyn til buddet om hviledagen. Hjælp os til igen at få søndagen tilbage og holde den hellig.”
Lydia