Tema om efterskoler
– Gi’ os fællesskab og tryghed

– Hvis 100 unge var i et forsamlingshus uden nogle voksne, så ville det ikke være et trygt sted at være. Men det her er et trygt sted, siger forstander Jakob Christensen fra Tommerup Efterskole på Fyn. Fællesskab og tryghed er nogle af nøgleværdierne, når elever og forstander fra Tommerup Efterskole på Fyn skal sætte ord på, hvad der er det vigtigste på en kristen efterskole.– Jeg vil gerne tale om noget, som ikke er her på jorden. Jeg vil gerne tale om himlen, siger efterskolelæreren til dem.
Han står foran de 109 elever på Tommerup Efterskole på Vestfyn, der sidder tæt på de nedslidte bænkerader i skolens foredragssal ved onsdagens morgensamling.
– Hvordan ser himlen ud? Hvordan bliver det deroppe? Hvordan kommer vi til at opleve det? lyder rækken af retoriske spørgsmål fra læreren Mark Bradford, der oprindeligt er fra England.
Uden at hæve røsten og uden på noget tidspunkt at skulle tysse på eleverne, begynder han at læse nogle vers fra Bibelen om himlen.
Eleverne lytter. Nogle af dem kigger hen over læreren og betragter det store vægmaleri, der vidner om, at skolen tidligere virkede som højskole. I midten er et stort kors, omgivet af en strålekrans med lyskegler, der rammer de personer, der står i forgrunden.

Det er en helt almindelig onsdag på den kristne efterskole på Vestfyn. To af eleverne, Helene Langgaard fra Vejle og Aleksander Jacobsen fra Munkebo, viser rundt på skolen. Navne som Himmelrummet, Langelinie, Undergangen og Udstedet pryder klasseværelser og elevgange.
– Ja, og så er der en gang, der hedder Sibirien. Det er fordi, der altid er så koldt, siger Helene Langgaard. Hun er 16 år og går i 10.b.

Helene åbner en dør og på den lange gang vimser der piger rundt fra værelse til værelse. Der hænger flag, plakater og andre dekorationer på døre og i fællesrummet.
– Det er så pigegangen Langelinie, fortæller hun. Aleksander på 15 år følger trop. Han må normalt ikke komme på pigegangen i den første del af skoleåret, men i dag er undtagelsen.
Vi nærmer os drengegangen, der tydeligt er meget anderledes end pigegangen. Her er vægge og opslagstavler næsten tomme. Lyset på gangen er ikke tændt og i den dunkle atmosfære går duften af sure sokker tydeligt igennem.
– Vi skal rydde op på værelserne hver dag, men om onsdagen er der hovedrengøring, forklarer Aleksander. Et kig ind i nogle af værelserne afslører, at instrukserne om oprydning i stor udstrækning bliver fulgt.

– Jeg hørte om skolen, fordi min storebror gik her, fortæller Helene, der netop er begyndt på sit andet skoleår. Med en naturlig glæde i stemmen fortæller hun rosende om skolen.
– Det er den bedste efterskole, man kan vælge. Den har det hele med sport og musik og et utroligt godt sammenhold mellem elever og lærere.

Aleksander er lige startet i 9.a. Han blev især tiltrukket af skolens brede udvalg af tilbud.
– Jeg havde kigget på mange efterskoler, men den her har det hele. Der er ikke noget, man går helt vildt meget op i, men der er idræt og musik, som jeg dyrker meget. Og så var det en hyggelig lille skole, som ikke er så stor som så mange andre, fortæller Aleksander.
Efter en måneds tid på skolen virker han som en, der føler sig godt hjemme. Og det skyldes én bestemt ting.
– Det er fællesskabet, siger han og tænker især på tiden i sportshallen uden for skemaet.
– Det er fritiden, der kommer til at betyde mest, tilføjer Helene. – Det er venner for livet og oplevelser, der virkelig kommer til at betyde noget for en.

De to elever fortsætter rundvisningen ude og slutter inde på kontoret hos forstander Jakob Christensen. Han er 35 år og oprindeligt uddannet teolog, men inden præstekarrieren kom i gang, skiftede han til arbejdet som lærer, hvor han blev hængende.
– Nogle af de ambitioner, jeg havde som præst, om at formidle det, jeg havde på hjerte, får jeg meget bedre chancer for at udleve her, siger Jakob Christensen, der ikke ser sig som missionær eller evangelist, men føler sig hjemme i underviserens rolle.
Skolen har med sit bagland i Indre Mission og KFUM&K en klar kristen profil, men Jakob Christensen ser det som en berigelse, at skolen ikke bare er for kristne.
– Jeg ønsker ikke, at alle eleverne skal være enige med mig, når de kommer, siger Jakob Christensen. – Jeg synes, det er meget sjovere, hvis de har helt andre holdninger end mig, og man så kan gå i dialog med dem.

Aleksander føler, at det påvirker ham, at der bliver snakket meget om Gud og Jesus.
– Jeg har ikke været helt vildt religiøs, men jeg er begyndt at tænke mere over det. Jeg tænker lidt mere over det, når vi har kristendom. Og jeg kigger lidt mere i Bibelen, fortæller Aleksander.
Da Helene skulle vælge skole, kunne hun også mærke, at der var noget anderledes ved skolen. Noget positivt.
– Den har nogle andre værdier end så mange andre efterskoler, forklarer Helene.
– Jeg var ude og besøge en anden efterskole, før jeg valgte Tommerup. De elever, der viste rundt, fortalte, hvordan man kunne smadre loftet og sådan noget. Men så får man ikke et godt indtryk af den skole. Her føler jeg tværtimod, at alle er velkomne, ligegyldigt, hvordan de er, siger Helene og tilføjer:
– Og det, at vi ikke accepterer mobning, synes jeg bare, er så meget i orden.

Som forstander sætter Jakob Christensen en ære i at være en modpol til samfundets krav om, at de unge skal hurtigt gennem uddannelsessystemet. For der er andre værdier end karriere og profit.
– Det, de bliver en del af her, er et fællesskab. Og et fællesskab koster ikke noget, forklarer han.
– Det koster ikke noget at være en god kammerat. Og det koster ikke noget at tænke over tilværelsen, over himmel, helvede og Gud.
– Hvis bare de kunne lære betydningen af et sandt fællesskab, hvor man tager hensyn til hinanden, hvor der er tillid, hvor man får lov at se et glimt af næstekærlighedens dybde – og får lov til at være i et rum, hvor man kan være tryg, siger Jakob Christensen.
– For hvis 100 unge var i et forsamlingshus, og der ikke var nogle voksne, så ville det ikke være et trygt sted at være. Men det her er et trygt sted.
– Og så kan man fortælle dem, at alt i dette rum er inspireret af troen på den treenige Gud.

Jakob Christensen virker som en rolig type. Men er der noget, der kan få hans sind i kog, så er det, når elever truer de andre elevers tryghed.
– Sidste år hidsede jeg mig op to eller tre gange over for eleverne. Det var, fordi trygheden blev sat på spil. Der var nogle elever, der ikke kunne være trygge på grund af nogle andre elever. Det gjorde mig virkelig vred. Da sagde jeg til dem, at hvis ikke de holdt op, ville jeg give dem et los bagi, så de røg helt op til månen, siger Jakob Christensen med et smil, som en erkendelse af, at de unge har brug for at høre det lige på og hårdt.
– Men det er jo også at vise dem, at det er ud fra en kristen bevæggrund at sige: Vi har alle sammen lov til at være her, siger Jakob Christensen.

Tilbage ved morgensamlingen tænder Mark Bradford for musikanlægget. Bassen kan mærkes i gulvet, og med et mainstream-pop-udtryk synger gruppen Mercy Me om, hvordan det mon vil være, når man kommer op til Gud i Himlen. Efter at salen har runget af med et fælles Fadervor, går eleverne til timer, som en helt almindelig onsdag formiddag byder på geografi, engelsk og kristendom.