Gud skabte fællesskab mellem byens kirker
For få år siden var enheden mellem kirkerne i Daugavpils i Letland lig nul. Men præsteparret Stanislav og Larisa Zlobin var i sidste uge i Danmark for at fortælle om, hvordan Gud forenede kirkerne.I begyndelsen af september gæstede Stanislav og Larisa Zlobin Danmark. De fortæller om, hvordan Gud på en suveræn måde har ført kirkerne i deres by sammen.
Stanislav og Larisa Zlobin kommer fra byen Daugavpils i Letland. En by, hvor der bor 112.000 mennesker og som dermed er landets næststørste by. I begyndelsen af september var de i Danmark, inviteret af hjælpeorganisationen Dansk-Lettisk Venskab i Aktion.
Her besøgte de venskabsmenigheder i Odense, Middelfart, Aarup og Lyngby, hvor ægteparret gennem adskillige år har haft relationer, primært til apostolske kirker.
Et af formålene med turen var også at besøge og opmuntre de grupper af russisktalende kristne, som samles henholdsvis i København og Middelfart.
Stanislav Zlobin er præst i kirken Guds Pagt, som er en karismatisk, evangelisk kirke. Kirken opstod kort tid efter Sovjetunionens fald og har i sin korte levetid haft mange positive oplevelser i form af en stor tilstrømning af medlemmer. Men at kirken i den samme periode har haft 3 navneændringer, vidner om svære tider, hvor grupper af medlemmer med kort varsel valgte at gå andre steder hen. Indtil for fire år siden var Stanislavs kirke således en del af et andet kirkesamfund, hvor det ikke var almindeligt, at man plejede omgang med kristne fra andre kirker.
– Vi så på os selv som bedre end de andre, indrømmer Stanislav Zlobin, tydeligt med en dårlig smag i munden over fortiden.
Da menigheden forlod det hidtidige tilhørsforhold, mærkede Stanislav et voksende indre behov for at styrke fællesskabet mellem de forskellige kirker i byen.
– Jeg tog kontakt til en præst fra en af byens kirker og fortalte ham om min længsel. Jeg sagde: Skulle vi ikke lave en fælles præstesamling og holde den i jeres kirke? Det var han med på, og så inviterede vi de andre præster fra byens protestantiske kirker.
Der havde tidligere været taget initiativ til at samle præsterne, men Stanislav husker, at det altid var endt med at blive et spørgsmål om, hvem der skulle være leder.
– Men da en af præsterne spurgte mig, hvem der så skulle lede møderne, sagde jeg: Ingen! Vi skal være lige over for hinanden. Den eneste, som skal være vores leder, er Jesus, fortæller Stanislav.
Alle var tilfredse, og da præsterne senere mødtes, blev de enige om at lade det gå på skift, hvem der skulle forberede den næste samling.
Ved den første samling for to år siden var der præster fra Baptistkirken, Den Lutherske Kirke, Adventistkirken, Frelsens Hær og tre pinsekirker. De fortalte på tur om, hvad de hver især oplevede i deres kirker.
– Det var fantastisk at høre de forskellige fortælle. Pludselig kunne vi se, at Gud gjorde mange gode ting hos de andre, som vi slet ikke kendte til.
Da man i december 2005 holdt endnu en samling, og præsterne skulle gøre status over årets begivenhed, var der slående enighed.
– Alle sagde, at det bedste, der var sket for dem og deres kirke det år, var, at vi havde startet disse månedlige præstesamlinger i byen, fortæller Stanislav.
De senere år har kirkerne arrangeret fælles bedemøder og konferencer for menighedernes medlemmer.
– Men det bedste er, at vi nu har fundet hinanden.
I år kom en foreløbig kulmination på samarbejdet mellem kirkerne. Flere af præsterne havde en længsel efter at gøre en særlig fælles indsats for byens fattige. Man sendte derfor repræsentanter til myndighederne for at spørge, hvordan man bedst kunne hjælpe.
– De sociale myndigheder foreslog, at vi lavede en endags festival for de fattigste familier. Som kirker tilbød vi at stå for aktiviteterne, og myndighederne lovede at invitere alle byens dårligt stillede familier.
I midten af august oprandt dagen, hvor området omkring byens amfiteater blev omdannet til en stor familiefest. Under sloganet En lykkelig familie havde de forskellige kirker arrangeret forskellige aktiviteter, underholdning, stande hvor man kunne købe ting, prøve ting. Stanislavs kirke havde lavet en stand, hvor man kunne få malet en lille sommerfugl som tatovering på kinden.
– To kvinder var i gang det meste af dagen, men da køen stadig var lang, måtte jeg også træde til og male, fortæller Stanislav begejstret.
Undervejs var der forskellige musikgrupper, der underholdt, og der blev også tid til en prædiken. Til sidst var der gaver til alle familier, som var kommet.
Stanislav oplever, at Gud bliver ved med at overraske, når det gælder samarbejde med andre kristne. Også med kristne, som kommer fra kirker, der traditionelt ligger langt fra Stanislavs egen karismatiske pinsestil.
– For to uger siden blev jeg ringet op af en katolsk præst. Han spurgte mig, om vores kirke var ophørt med at eksistere. Jeg sagde: Nej, hvorfor det? Han svarede, at han havde bemærket, at der var gået et stykket tid, siden prædikenerne på hjemmesiden var blevet opdateret.
Den katolske præst havde gennem længere tid fulgt hjemmesiden og gav udtryk for, at han nød at læse dem.
– Og så synes jeg, at du skal tage kontakt til den ortodokse ærkebiskop i Daugavpils, sagde den katolske præst. Han kunne godt bruge din opmuntring, fortæller Stanislav.
Dagen efter tog han kontakt til ærkebiskop Viktor fra Ruslands Ortodokse Frie Kirke i Letland, en kirkeretning, der under sovjettiden skilte sig ud fra Den Russisk Ortodokse Kirke, da denne blev stærkt infiltreret og styret af sovjetmagten.
– Jeg har ellers altid følt mig dårligt tilpas, når jeg kom ind i en ortodoks kirke, forklarer Stanislav. – Det plejer at virke så tungt og livløst. Men jeg blev modtaget med så stor en åbenhed og kærlighed af ærkebiskoppen, at jeg følte mig så meget hjemme, at selv de oldgamle ikoner på væggene virkede bekendte.
Den ortodokse ærkebiskop fortalte, at han var blevet ringet op af en tidligere kirkegænger, som nu var flyttet til Holland. Hun læste Stanislavs prædikener på kirkens hjemmeside og opmuntrede ham til at tage kontakt. Men nu var Stanislav så kommet ham i forkøbet.
Ærkebiskoppen kunne fortælle, hvordan hans kirke under sovjettiden havde oplevet forfølgelser, men at det ikke var stoppet med kommunismens fald. Så sent som for to år siden var kirken udsat for et brandattentat, som Viktor kun kunne forklare med modstand fra andre ortodokse kristne.
Stanislav oplevede, hvordan han som kollega kunne opmuntre Viktor til ikke at opgive modet og ærkebiskoppen svarede med at invitere Stanislav til at prædike i sin kirke.
– Hos os i Den Ortodokse Kirke prædiker vi en smule evangelium og en masse tradition, sagde ærkebiskop Viktor. Men hos jer evangeliske kristne prædiker I kun evangeliet, og det kan jeg godt lide.
Det er tydeligt, at Stanislav er begejstret over kontakten, som har udviklet sig meget hurtigt.
– Da han ringede til mig, mens jeg var her i Danmark, var det som at tale med en ven, jeg har kendt længe, siger Stanislav.
Han roder lidt i sin taske og finder en farvestrålende folder frem. Han forklarer at det er en indbydelse til den årlige konference i kirken Guds Pagt, som holdes midt i september. Stanislav peger på billederne og nævner navnene på de forskellige indbudte talere. Han gør et ophold og peger på billedet i nederste hjørne. Med stolthed og glæde i stemmen siger han:
– Og i år har vi en særlig gæst: ærkebiskop Viktor fra Ruslands Ortodokse Frie Kirke i Letland.
