Gæstfrihedens velsignelse

Gæstfrihed vil sige at byde mennesker, som banker på vores dør, indenfor, huse dem og sørge godt for dem – uden at ville drage fordel af det.For folk på Bibelens tid var gæstfrihed ikke blot et spørgsmål om takt og tone, men i de barske ørkenområder direkte nødvendigt for at kunne overleve. Den blev endda offentligt belønnet – som for eksempel i tilfældet med Rahab, som blev skånet, da Jeriko faldt, fordi hun tog imod de spioner, Josva havde udsendt, og gav dem logi for natten (Josva 2, 12-14).
Manglende gæstfrihed derimod blev straffet som i tilfældet med Nabal, som måtte dø, fordi han havde vægret sig ved at vise Davids mænd gæstfrihed (1. Sam. 25, 2-39).

I Ny Testamente er Jesus et forbillede på gæstfrihed, når den er størst: han bekymrede sig ud over de almindelige legemlige behov om den dybeste nød hos dem, som kom til ham (Matt. 15, 32-39). Ny Testamente opfordrer os til at være gæstfrie over for vore medkristne (se Rom. kap.12 og 13; 1. Pet. 4, 9 og Johannes’ 3. Brev, v. 8).
Vi kan dele vores hjerte og liv med andre, selv om maden er simpel og bordet beskedent dækket. Gæstfrihedens gave drejer sig frem for alt om den holdning, vi signalerer: – Du betyder noget for mig, jeg holder af dig, og derfor har jeg forberedt en plads til dig, hvor du kan føle dig godt tilpas.
Gæstfrihed begynder hjemme og „uden tværhed“ (1. Pet. 4, 8-10). Du tjener Gud selv (Matt. 25,40; Kol. 3, 23-24).

Gæstfrihed belønnes. At tjene andre og dele med dem kræver offervillighed, og Gud lover os, at vore ofre ikke forbliver ubemærkede. (Hebr. 6, 10). Alt, hvad der bliver gjort for Kristus, mangedobles (se Matt. 25, 14-30). Tænk på Emmaus-disciplene: De indbød en, de ikke kendte, til at spise sammen med sig og delte brødet med Jesus selv (Luk. 24, 13-32).
Vi kan i praksis videregive Jesu kærlighed ved at åbne vores hjem for andre og møde dem med gæstfrihed.
Fra kvinde-magasinet Lydia