Tre døre ind i Guds nærvær
Herren inviterer sin kirke til at træde over tærsklen, ind i sit Riges virkelighed. Han åbner tre porte eller døre for os.
Den første dør er Intimitetens dør. Skriften bruger to billeder på denne dør. Det første finder vi i Højsangen: Luk op for mig, min søster, min kæreste, min due, mit ét og alt. (Højs. 5,2). Det andet billede finder vi Åbenbaringsbogen: Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Åb. 3,20). Jesus banker på sin kirkes dør, i længslen efter fællesskab og intimitet med sin elskede. Denne dør må åbnes, før kirken kan blive som Jesus. Vi kan kun blive det, vi skuer i bøn og intimt fællesskab. Ved at holde vores øjne fast rettet mod ham, kan vi blive forvandlet i hans billede, fra herlighed til herlighed.
Den anden dør er Håbets dør. I Hoseas bog finder vi Guds svar til sin omflakkende kirke: Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte. Dér giver jeg hende vingårdene tilbage og gør Akors dal til Håbets port. Da vil hun svare mig, som da hun var ung, som dengang hun drog op fra Egypten (Hos. 2,16-17). Herren åbner denne dør for at invitere sit folk ud af dets fangenskab og ind i dets sande skæbne. Det er en dør, som fører os ud af pinens dal og ind i en fornyet pagt med Gud. Denne dør vil lede kirken væk fra dens mange kompromisser og ind i trolovelse og frugtbarhed.
Endelige er der en tredje dør, Himlens dør, som åbnes for os. I Åbenbaringsbogen skriver Johannes: Derefter så jeg, og se, der var en åben dør ind til himlen; og den røst, jeg først havde hørt tale til mig, og som lød som en basun, sagde: Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske (Åb. 4,1). Denne samme Herre, som inviterede Johannes til at se tingene fra et højere, himmelsk perspektiv, inviterer også sin kirke, sin elskede, til at komme højere op og sidde sammen med ham ved tronen. Invitationen løfter os ud af vores kompromisfyldte tilstand og ind i åbenbaringen af Himlens perspektiv. Med Himlens perspektiv bliver vores identitet og formål i Gud åbenbaret. Denne dør vil hjælpe kirken med at realisere sit forvandlende formål.
Disse døre repræsenterer en invitation fra Jesus til at gå gennem dem ind i en ny tilstand af intimitet, frihed og formål. Gud giver os nøgler, som vil kunne låse disse døre op, både i vort personlige liv, men også for os som fællesskab, for vore byers skyld. Hvis vi tager imod hans invitation og går gennem hver af disse tre døre, vil Jesus føre os ind i vores sande skæbne, som sin brud, og ind i vores forvandlende formål!
Fra Rhonda Hugheys bog
Desperat efter Guds nærvær.