Faste og retræte
Pinsepræst i munkestil
Et besøg i et ægyptisk munkekloster gav substans til Peter Halldorfs pinseteologi.Han spænder vidt, den svenske forfatter og retræteleder Peter Halldorf. Nogle vil mene for vidt men ikke Peter Halldorf selv.
– Jeg er født pinseven, indledte Peter Halldorf et vinterseminar i Sct. Andreas Kirke i Ordrup ved København for nylig. Seminaret var arrangeret af det økumeniske tidsskrift Levende Vand, der læner sig meget op af Peter Halldorfs eget magasin Pilgrim.
Og en pilgrim, det er han blevet, Peter Halldorf, siden han som barn af pinsepræsten i Linköping lagde ud som ivrig vækkelsesprædikant. Dengang formanede han til udadvendthed og aktivitet i dag appellerer han til indadvendthed og refleksion.
– Den defensive kristendom vinder ikke nyt terræn, skrev han i en af sine første bøger fra 1987, Erobrende Tro, som han mente ville udruste den kristne til at blive en erobrer. En Herrens kriger. En trendbryder i Gudsrigets tjeneste. En farlig kristen, som udgør en trussel mod dæmonernes vælde og en ressource for kong Jesus.
Derefter følger kapitlerne: Gør dig fri, bliv en hellig oprører, Åndelig krig og Slip glæden løs, alt sammen klare vækkelselsesbudskaber. Dykker man dybere ned i indholdet, finder man dog også nogle af hans nuværende toner: Vejen til erobring går gennem åndelig disciplin i bøn og et ret forhold mellem arbejde og hvile.
Men hans rødder i Pinsekirken fornægter sig ikke. Og det kom også frem ved vinterseminaret for nylig:
– Jeg er vokset op i pinsekirken, hvor præsten talte og bød op til forbøn, mens musikken spillede sagte i baggrunden. Folk kom frem og knælede for at modtage syndsforladelse, og dette gjorde et stort indtryk på mig.
– Så deltog jeg som ung i et seminar med en mand, som havde rejst længe i ørkenen. Pludselig så jeg det hele i et klart lys. Jeg gik op til ham og sagde: Må jeg sætte mig ved dine fødder? hvortil han svarede: Vi kan jo starte med at samtale lidt.
Her vågnede Peter Halldorfs interesse for ørkenens visdom. Gnisten i hans øjne og tonen i hans stemme afslører, at han stadig er fascineret.
– Jeg spurgte, om jeg måtte komme med, næste gang han skulle rejse til Ægyptens ørken. Der gik nogle måneder, hvorefter han ringede og indbød mig, fortæller Peter Halldorf, som så rejste til Paulusklosteret i Ægypten for som pinsepræst at blive næret af munkenes bøn og sang.
Men er han så stadig pinsepræst? Når man ser ham med hans store skæg, sorte tøj, bønnekrans og den varme kærlighed for Kirken med stort K, kan man komme i tvivl.
– Jeg er stadig pinsepræst, men mit perspektiv har ændret sig, sagde han på vinterseminaret i København. – Min kirke er min Moder, men den familie, jeg er født ind i, er større, end jeg kunne forstå i begyndelsen.
– Vi må forenes i troens inderste væsen, før vi kan enes om indholdet. Hvis vi begynder med bogstaverne, så slår vi Ånden ihjel!
Peter Halldorf kom hurtigt ind til kernen i det kristne budskab:
– Gud blev menneske, for at mennesket skulle blive guddommeliggjort. Denne vippens bevægelse er en gennemgående tanke hos kirkefædrene, forklarer Peter Halldorf, mens han med hænderne demonstrerer bevægelsen.
– I dåben dør vi – for uden denne død er det ikke muligt at komme til at ligne Kristus.
Frelse handler om at blive den, vi er skabt til. Mennesket har sit hjem i Gud og må guddommeliggøres, forklarer Peter Halldorf og afviser med det samme, at mennesket kan komme op på højde med Gud:
– Menneskets lighed med Gud er ikke en væsenslighed, men et afbilledes lighed.
Peter Halldorf er som pinseven klar over menneskets fuldstændige afhængighed af Helligånden. Således hedder hans senere bøger: Drik dybt af Ånden og Der brænder en ild. Men i Peter Halldorfs optik er modtagelse af Helligåndens kraft ikke begrænset til særlige øjebliksoplevelser, men resultatet af en fortløbende proces, hvor Helligånden frigør mere og mere af den natur, som Gud skabte i mennesket.
Det var det, de gamle kirkefædre oplevede i lange perioder i ørkenen, og det, munke og nonner oplever i klostre.
– At tage i kloster er ikke en flugt, men man kommer i klosteret for at kunne se alle mennesker som ét menneske. En Abba sagde til mig, at det tog ham 20 år i ørkenen at se alle mennesker som ét menneske.
Han fortsætter:
– Der findes bare én menneskelig natur, som alle mennesker deler. Den mest naturlige bevægelse er at gå ud af sig selv og vende sit ansigt mod Gud. Men synden får mennesket til at bøje denne bevægelse ind mod sig selv, så man siger Jeg, Mig og Mit i stedet for Du, Dig og Dit. Troen er mødet med den Anden. Man må gå ud af sig selv og vende sig mod den Anden.
Og det er det egentlige formål med askesen, dvs. afkald, selvfornægtelse og disciplin:
– Askese er flere steder blevet et fyord, fortsætter Peter Halldorf. Men askese er blot at sige Nej til de ting, vi begærer, og Ja til den Anden. Begæret skal nemlig ikke slås ihjel, men begæret må forvandles. Afbilledet af Gud træder frem i mennesket, når det forvandles, fortsætter han.
– Askesen er guddommeliggørelsen. Det er ikke en åndelig oplevelse, men en livslang omvendelse til Gud. Askesen åbner mennesket for Helligånden, Kristus i jer.
Og her mener Peter Halldorf, at pinsekirker og alle kirker i øvrigt kan lære noget af kirkehistorien. I bogen Uberørt land anfører han, at store dele af kirken slet ikke kender sin åndelige arv. Han skriver til sit eget bagland, for at nogle måske vil gøre sig besvær med at bore dybere end til 1907 eller deromkring. Min tro er, at der i den kristne kirkes mørklagte historie findes umistelige rigdomme, som venter hvert eneste menneske. Bare vi graver dybt nok. Da kan det vise sig, at de svar, vi desperat søger, er at finde i de gamle svar, vi var alt for hurtige til at affærdige.
Jo, en pilgrim, det er han. Stadig på vej i spændingsfeltet mellem fortid og nutid. Mellem oplevelse og refleksion.
Gennem bøger og retræter indbyder han andre at slå følgeskab, som han skriver i Uberørt land:
Historien ligger og venter på os. Som ukysset jomfru. Og den, som kigger tilstrækkeligt dybt ned i den tid, som er gået, møder ikke kun de for længst døde. Han møder sig selv.
