Det skete for mig…

Finger kunne ikke
rettes ud – helbredt

I 3/4 år har jeg ikke kunnet rette min ringfinger på venstre hånd ud på grund af seneknuder. Jeg måtte opereres i hånden to steder, men operationen lykkedes ikke, og fingeren ville ikke rette sig ud. Jeg spurgte lægen, hvad der kunne gøres. Han sagde, at så måtte de operere igen, og det var jeg ikke glad for.
Den 27. september 2006 bad Inge Berntsen for mig i Sønderborg – i samme øjeblik rettede fingeren sig ud, og den fungerede 100% normalt med det samme!
Tak for bønnen, og tak til Jesus, som greb ind og helbredte.
De kærligste hilsener fra Berit Schurizek, Sønderborg.

To cyster ved æggestokkene
helbredt ved bøn

Under min graviditet mærkede jeg til tider en stikkende smerte ved æggestokkene. Jeg blev scannet, og her fandt man en cyste i begge sider ved æggestokkene, og cysten i venstre side var størst: 5,6cm. På det tidspunkt var jeg 2-3 måneder henne i graviditeten.
Den 30. og 31. marts 2006 gik jeg til forbøn i Sønderborg, hvor Inge og Mie bad for mig. Da jeg kom hjem, fik jeg stærke smerter i maven, som varede i to timer – så forsvandt smerterne, og jeg har ikke mærket noget til cyster siden. Senere blev jeg igen scannet – da var cysterne væk!
Den 5. oktober fødte jeg ved kejsersnit, samtidig blev der set efter, om der var nogen cyster – det var der ikke! Jeg er helbredt ved bøn til Gud, og vi har fået en fantastisk gave fra ham – en dejlig velskabt søn, og vi er ovenud taknemmelige.
De kærligste hilsener og tak fra Louise Køster, Sønderborg.

Helbredt ved
forbøn over telefonen

Jeg ringede til forbøns-telefonen i december 2005. Min nakke var fastlåst, jeg kunne ingenting, blot en lille bevægelse udløste en enorm smerte, og jeg skulle på arbejde om natten.
Da jeg lagde røret – bredte der sig en varme op gennem min ryg og nakke, få timer efter havde jeg næsten fuld bevægelighed i min krop, og få dage efter var stivheden og smerterne helt væk!
Jeg siger 1000 tak for forbøn – tak fordi I stiller jer til rådighed som Guds kanal, og I er villige til at hjælpe andre. Jeg ved godt, at det er Gud, der skal have æren, men tak for at I er der. Jeg kan godt finde på at ringe igen, hvis jeg får problemer. Ha´ det godt.
Kærlig hilsen Anette Vesterager.

Se Hans og Inge Berntsens
helbredelsesmøder på
www.udfordringen.dk