En dag som prinsesse
Sidsel Ransborg er blevet mobbet, har en personlighedsforstyrrelse og har haft langvarige depressioner. Men i sidste uge gik hun rundt som det, hun er: En prinsesse.
Sidsel blev opfordret til at klæde sig ud i en specialfremstillet dragt fra syerskerne i Historicum.dk. Dragten har også været brugt ved teaterforestillinger, og nu skulle den bruges til en byfest.
– Det var helt vildt skægt, for alle ville se mig og tage billeder, fortæller hun.
– Jeg har tidligere lidt meget af mindreværd, men efter at jeg begyndte at tro på Gud og Jesus, er der sket noget med min selvtillid. Jeg er ikke så bange mere.
Der sker også noget med én, når man trækker i sådan en dragt.
Det er ligesom at spille en rolle – men samtidig var det også mig selv. Den ny mig.
Der er sket meget for Sidsel Ransborg de sidste par år…
Her er hendes forhistorie.
Da Sidsel blev født, var det med ADHD (også kendt som DAMP), og hun følte slet ikke, hun var det barn, som hendes mor ønskede.
– Min mor ønskede sig en perfekt, intelligent, køn og fornuftig pige. De andre børn i klassen var nogle tynde pinde, så jeg fik også at vide, at jeg skulle tabe mig – selv om jeg ikke var overvægtig, fortæller Sidsel, som blev mobbet under hele sin skolegang.
Det var svært ikke bare at kunne være mig. Jeg fik dårlig samvittighed, når jeg ikke var, som jeg burde være…
Sidsel har kun mødt sin far et par gange, da hun var ca. 14-15 år. Da hun var 11 år, fik hun sin første depression.
– Jeg var altid ked af det og skadede mig selv ved at skære i mig primært i armene, fortæller hun og viser de mange ar.
I 7. klasse gik Sidsel til skolepsykolog og fik lykkepiller.
– En måned efter tog jeg 30 smertestillende piller og røg til udpumpning. Jeg var indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i fem måneder.
– Som barn sang Sidsel i kirkekoret i Baunekirken i Tjørring i fem år, men hun kunne ikke forstå gudstjenesterne og sang kun for pengenes skyld.
Sidsel boede på en ungdomspension for unge med problemer i Holstebro. Efter to år flyttede hun til Frørupskolen i foråret 2004. Her fortalte hun pædagogerne, at hun godt kunne lide at synge, og de hjalp hende med at komme med i et gospelkor i Kolding.
– Ved første øveaften var jeg meget nervøs. Men musikken var rigtig fed, glad og sprudlende, og det havde jeg brug for, husker hun.
Allerede ved den første øveaften i koret mærkede hun noget særligt, da de sluttede med andagt og bøn:
– Den, der holdt afslutning, fortalte om diamanter: uslebne og slebne. Vi var alle uslebne, og han opfordrede os til at lade Gud slibe os.
Det kunne jeg forstå!
Der følte jeg mig pludselig værdsat og værdifuld, fortæller hun.
– Da jeg kom hjem, kunne jeg næsten ikke vente med at fortælle pædagogerne om den overraskende positive oplevelse i kirken.
– Jeg følte virkelig, mine øjne strålede. Det var meget lang tid siden, jeg sidst havde haft det godt. Gud gav mig en omfavnelse.
Gospelkoret Lusangi sang indimellem til gudstjenesterne i Kolding Valgmenighed.
– Her oplevede jeg for første gang en gudstjeneste, der var spændende, og som jeg kunne forstå. Da en af mine veninder skulle konfirmeres, tænkte jeg, at hun også ville føle sig bedre tilpas i denne kirke.
Derfor tog jeg hende med til flere gudstjenester og fik selv en anledning til at komme.
– Det var SÅ mærkeligt. Første gang, vi var i kirke, mødte jeg en fra koret, der sagde: Det var godt, du kom! Det virkede helt mærkeligt på mig, men enormt stort. Jeg var virkelig velkommen!
– Stille og roligt var jeg bare blevet mere og mere sikker på, at Gud eksisterede.
– Jeg havde også bedt meget konkret om at finde nogle på min egen alder! Få dage efter ringede en af kirkens unge og inviterede mig til den helt nystartede ungdomscelle.
Sidsel er nu også med i kirkens lovsangsgruppe og leder i børneklubben. Hun har ikke skåret i sig selv i flere år nu:
– Jeg beder, synger og taler med Gud. Det hjælper. Jeg føler mig stadig alene, men ved alligevel, at jeg aldrig er det.
For halvandet år siden kom Sidsel i praktik på Udfordringen, og siden er det gået så godt fremad, at hendes kontaktpersoner i kommunen har besluttet at lade hende gå i gang med en uddannelse som journalist på Udfordringen.
Inderst inde er hun nemlig skabt til at være en rigtig prinsesse. Ligesom alle Guds kongedøtre.
