Præsten skal i krig

Feltpræst Henrik Busk Rasmussen rejste 4. august til Afghanistan. Med sig har han både bibel og pistol…Henrik Busk Rasmussen har prøvet det før: At stå i døren for at fortælle ægtefæller og forældre, at deres mand eller søn er død i tjenesten. Det har de sidste fire år været en del af hans job som felt- og garnisonspræst.
Nu udsendes han til den urohærgede Helmand-provins i det sydlige Afghanistan.
– Det er første gang, jeg har den nye ørkenuniform på, siger Henrik Busk Rasmussen, der i dagens anledning har skiftet præstekjolen ud med den militæruniform, han skal bære i de næste tre måneder.
En dansk sommerdag byder han velkommen i præstegården, der ligger i et stille villakvarter i Nørresundby. Datteren Agnes leger med en veninde ved bordet, og konen Susanne står parat med ost og kaffe. Alt ånder idyl.
Hvis ikke lige det var for den uniformerede sognepræst og de pakkede tasker, der er smidt i forgangen. De vidner om, at Henrik Busk Rasmussen lige er kommet hjem fra en militær øvelse.

Henrik Busk Rasmussen har modtaget moderat militær træning sammen med læger og sygeplejersker, der også skal udstationeres. De tilhører alle den gruppe, som man i fagsproget kalder non-kombatanter, der modsat soldaterne – kombatanterne – ikke deltager direkte i kamp. Selv om Henrik Busk Rasmussen ikke deltager i selve kamphandlingerne, er han alligevel som præst udstyret med en pistol, så han kan forsvare sig selv, hvis det bliver nødvendigt.
Det er en velforberedt præst, som folkekirken sender af sted, men konens bekymrede blikke ved kaffebordet afslører, at det ikke er muligt for familien at forberede sig på samme måde.

I Afghanistan skal Henrik Busk Rasmussen bo i lejren FOB Price, men han kommer også til at virke i de to øvrige lejre dernede: Camp Bastian og Camp Armadillo.
– Jeg skal være præst for soldaterne. Nok har jeg uniform på og er en del af systemet, men jeg optræder som en, der ikke har rang, en som har tavshedspligt, fortæller Henrik Busk Rasmussen.
Netop det at præsten er udstationeret sammen med soldaterne er af afgørende betydning. Modsat psykologerne, der først ankommer, når noget alvorligt er sket, er feltpræsten tilstede hele tiden. Det afføder respekt hos soldaterne, der langt hen ad vejen opfatter præsten som en af gutterne.

– Megen tid kommer til at gå med samtaler om løst og fast. På sin vis glæder jeg mig mest til samtalerne og til at holde gudstjenester med en gruppe, der ikke normalt kommer så meget i kirken, siger Henrik Busk Rasmussen. Han er godt klar over, at i krisesituationer vil samtalerne fylde rigtig meget. Han håber, han kan slå til i de situationer. Henrik Busk Rasmussen har hørt om en feltpræst i Irak, der havde hele 38 samtaler på én dag.
– Hvis ikke jeg havde været præst i så mange år, så ville jeg ikke have gjort det, siger Henrik Busk Rasmussen, der føler sig godt rustet til at tage af sted. Tidligere har han arbejdet som præst i et åbent fængsel, og den erfaring regner han med kan bruges i Afghanistan.

Hvorfor skal kirken med i krig?
– Kirken skal ikke legitimere krigen som sådan, men kirken skal være tilstede, der hvor folk er, siger Henrik Busk Rasmussen, der nok vil velsigne soldaterne, men ikke deres våben:
– Jeg vil ikke decideret bede om sejr, men om at de, der har de opgaver, må omsluttes af Guds kærlighed, selv om de har et erhverv, hvor de tager et andet menneskes liv.
Militært er der klare regler for, hvornår soldater må skyde, men i kristendommen er det anderledes.
– I kristendommen står der knivskarpt, at man ikke må slå ihjel, men nogle har den opgave, at de bevæger sig ud i gråzonen, hvor de må dræbe for at sikre andre, mener Henrik Busk Rasmussen.

Hvis det ulykkelige skulle ske, at en dansk soldat bliver slået ihjel, træder præsten til. Dels som samtalepartner for de øvrige soldater, dels som en fast del af de ritualer, der følger, inden afdøde sendes hjem. Præsten læser bibeltekster og holder tale. Og så synger man som regel salmen ”Kongernes Konge”, ledsaget af militærorkester.
– Det betyder meget at respektere afdøde, men det er også vigtigt at indgyde livsmod til de andre soldater, slår Henrik Busk Rasmussen fast.
Inden jeg tager afsked med familien i indkørslen til præsteboligen, spørger jeg, om der er noget, som feltpræsten håber at se, mens han er i Afghanistan.
– Jeg vil gerne ud at gå på et bjerg, når jeg er dernede, men det får jeg nok ikke lov til, smiler Henrik.

Feltpræst Henrik Busk Rasmussen skriver hver måned et rejsebrev fra Afghanistan. Brevene kan læses på www.aalborgstift.dk og www.folkekirken.dk.
Christian Roar Pedersen