1100 til rock-gudstjenester
Rockgudstjenester er blevet et hit blandt unge i Viborg Stift. Senest med præstemoonwalk og Michael Jackson i højtalerne.Kirkeorglet fik lov at hvile, da ungdomspræst Kristian Brogaard over et par dage bød på pop og rock i Struer Kirke og Viborg Domkirke.Rockbandet Fancy Footware var inviteret og bød på heftige numre af Michael Jackson.
Kristian Brogaard bød på præstemoonwalk og en kort dialogprædiken med opfordring til at fange Guds rytme og hjerteslag.
Begge kirker var fyldte til bristepunktet med ialt 1100 rockende unge.
Ungdomspræsten, der i forskellige udgaver har omkring 60 rockgudstjenester bag sig, ser opslutningen som udtryk for, at der er et uopdyrket behov for at udforme gudstjenester for unge på nye måder.
– Min fornemmelse er, at deltagerne er unge fra forskellige kirkelige sammenhænge, der ikke har fundet fodslag i søndagens højmesse. De ønsker en anden og mere vedkommende form, siger han.
Både Struer Kirke og Viborg Domkirke har da også prøvet det før, og ungdomspræsten ser rockgudstjenesterne som en form, der er kommet for at blive.
Tanken om at konvertere Michael Jackson til kirkemusik har Kristian Brogaard udviklet i samarbejde med Hardsyssel Efterskole, der også medvirkede med stomp, kor og dans.
Ungdomspræsten har desuden forfattet en bog om musikvideoer som nutidens lignelser. Den er naturligvis også knyttet sammen med en musikvideo af Michael Jackson.
Mikset af musikalsk kvalitet og klar kristen tale blev fulgt til dørs af et præludium over Michael Jackson-nummeret Feel the rhythm.