Biskop Keld Holm: Politikere skal heller ikke blive fundamentalistiske

Risiko for, at politikerne sætter sig på hele livet og ikke vil tillade, at religion har sin plads.- Politikken er til for at holde kirken på plads. Men kirken er også til for at holde politikken på plads.

Blandt deltagerne i konferencen var også en erklæret ateist, Jesper Wind, i hvidt.

Det sagde biskop Keld Holm, Århus, da han torsdag den 13. november talte på Værdipolitisk Netværks konference om religionsfrihed.
Det foregik i Landstingssalen på Christiansborg, hvor formanden for Folketingets uddannelsesudvalg, Charlotte Dyremose (Kons.), var vært.
Keld Holm gik i sit indlæg ud fra den lutherske opdeling mellem det verdslige og det åndelige regimente, men pointerede, at ligesom Luther ikke ønskede, at kirken skulle sætte sig på den verdslige magt, sådan skulle den verdslige magt heller ikke sætte sig på hele tilværelsen. Religionen har også sin plads. Den skal bl.a. holde politikerne i skak.
– I samme øjeblik nogen bliver totalitære og har en forklaring på alt, så går det galt, advarede Keld Holm.

Biskop Keld Holm i samtale med tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, som var med til at indkalde konferencen.

Han advarede imod, at politikerne i deres iver for at begrænse det religiøses indflydelse riskerede selv at blive ”fundamentalistiske” eller totalitære. Og han henviste til nazismen og kommunismen, som begge ville sætte sig på alle livets områder og forfulgte kirken.
– Religion og politik må holde hinanden i skak, ellers ender man med, at enten politik eller religion gør krav på at have den eneste sandhed, og derved risikerer man totalitære samfund.

– Når det gælder om at skille politik fra religion, så er spørgsmålet, om folk forstår, hvad det indebærer. Man kan jo ikke i sit eget liv dele op på, hvor stor en del af dagen, man er politisk, og hvor stor en del af dagen, man er religiøs, sagde han.

Folketingsmedlem Charlotte Dyremose (Kons.) bød velkommen til konference om religionsfrihed.

Folketingsmedlem Charlotte Dyremose (Kons.) bød velkommen til konferencen om religionsfrihed, hvor Udfordringens redaktør Henri Nissen var ordstyrer.
Dyremose er med i Værdipolitisk Netværks initiativgruppe og kunne som folketingsmedlem invitere de ca. 50 deltagere til konferencen i den gamle Landstingssal, hvor det danske ”overhus” i sin tid regerede.
Dyremose pegede på de store udfordringer, både i udlandet og Danmark, til religionsfriheden. F.eks. pegde hun på de muslimske landes forsøg på at beskytte deres religion ved at forhindre mennesker i at skifte religion og ved at forbyde kritik af den.
Men når man missionerer, så kritiserer man andre religioner, og det bør være muligt, mente hun.

Generalsekretær Jørn Blohm Knudsen, Åbne Døre, uddybede, hvilke gruopvækkende forfølgelser, der finder sted i en række lande, når mennesker med en ikke-kristen baggrund konverterer til kristendommen. Det kan bl.a. skyldes misforståelser om, hvad kristendommen er.
Det var dog opmuntrende at høre ph.d. Ravi Chandran, præst i en international kirke i København, fortælle om, hvordan Singapore er et land, hvor flere forskellige racer og religioner lever i fredelig sameksistens.
Fire religioner med 5 mio. mennesker lever på et lille areal på Bornholms størrelse.
Men spørgsmålet er, om det ville være muligt i et land, som ikke har været engelsk koloni med dertil hørende ”gentleman”-ånd og kristendom. Kunne et sådant fredeligt multi-etnisk og multi-religiøst samfund være en mulighed i f.eks. Dubai? blev der spurgt.

Ph.d. lektor Nikolai Winther Nielsen, Dansk Bibel Institut, tog afsats i demokrati kanon og forklarede, at demokratiet kunne spores tilbage til Bibelen, hvor jødernes love og historie viser, at man skelner mellem religion og politik. Demokratiets ligheds- og frihedstanker fandtes netop i det gamle Israel, hvor man havde en sådan samfunds-model med lighed. (Se kronikken.)

Chefredaktør Erik Bjergager, Kristeligt Dagblad, mente, at det er nemmere for kristne lande at være demokratiske, mens det næppe ville være muligt i de muslimske lande – med mindre de gennemgik en reformation. Demokrati forudsætter kulturelle traditioner med frihed – også for mindretallene – i form af ytringsfrihed og religionsfrihed. Kristne nationer kan nemmere gennemføre demokrati, hvor det at skifte religion er en grundlæggende frihedsret, for i kristendommen skiller man netop religion fra politik: ”…Giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans” (Matt 22:21).
Her er der en magtafgrænsning. Det er ikke tilfældigt, at demokratiet findes i de kristne samfund, som netop er forudsætningen for demokratiet.
Hvis man renser religionen ud af politik, er det en fejl, for så ender det med, at politik bliver religionen.