Vi kan leve i uendeligheden
Wilfrid Stinissen er karmelitermunk og forfatter. Prædikenen er et uddrag fra hans nye bog: Sandt menneske. (forlaget Boedal)Kirkefædrene betragter Kristi forklarelse som en ikon af den herlighed, som kirken skal få på den yderste dag, og som enhver troende kristen får efter sin død.
Døden betyder jo ikke, at livet udslukkes, men at livet forklares.
Vita mutatur, non tollitur, synger præsten i begravelsesmessens præfation: For dem, som tror på dig, bliver livet ikke udslukket, blot forvandlet.
Paulus taler gerne om dette håb: Vi er stolte af håbet om Guds herlighed (Rom. 5,2), Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. (Fil 3,20-21).
Da skal Jesus give hele skaberværket tilbage til sin far, så det bliver fuldstændigt integreret i den hellige treenigheds herlighed og lys.
Det, som her på jorden har taget sin begyndelse og er vokset, vil da få sin fuldbyrdelse. Her på jorden sker denne guddommeliggørelse langsomt og skridt for skridt.
Det er frem for alt de tre såkaldte teogale dyder, tro, håb og kærlighed, der under vores jordeliv er forklarelsens instrumenter.
Troen forvandler fornuften og giver den en helt ny klarhed og indsigt.
Håbet angriber vores alt for jordbundne nøgterne realisme og lader os i stedet leve med store forventninger.
Kærligheden transfigurerer vores fornemmelse for retfærdigheden, så vi ikke hele tiden er optaget af, hvor meget den anden har ret til, men i stedet bare giver, med en uophørlig generøsitet.
Men vi kan allerede nu begynde at leve, som om vi var nået frem.
Og på denne måde når vi faktisk hurtigere frem. Egentlig er vi jo allerede fremme.
Vi lever på forklarelsens bjerg, omsluttede af den guddommelige sky. Vi lever midt i treenigheden.
Måske har vi bygget mure op omkring vores jeg og lever i et trangt fængsel. Men troen kan få murene til at falde og få os til at leve i uendeligheden.
Gennem troen ved vi, at Faderen bærer os i sin favn, at han ordner alt for os ned til mindste detalje, at vi aldrig behøver at bekymre os om noget.
Og hvis vi alligevel føler, at vi ikke får det, vi har brug for, hvis vi oplever os tomme og tørstende, da tilfredsstiller Gud netop vores allerdybeste behov.
For det vi dybest set længes efter, det vi har allermest brug for, er at kunne tilfredsstille Guds behov, at kunne give ham noget. Kærlighed vil ikke kun modtage, men frem for alt give.
Derfor er alt godt i hvert et øjeblik. Enten giver Gud en gave til os, eller så giver vi en gave til ham.
Alt er af nåde.
