200 mio. kristne forfølges

Totalitære lande anført af Nord-Korea er fortsat de farligste opholdssteder for kristne.Cirka 200 mio. kristne rundt om i verden oplever forfølgelse eller diskrimination på grund af deres tro.

Jo flere der kommer til tro, jo vanskeligere får de kristne det.

Det anslår den internationale organisation Open Doors, som hvert år offentliggør en liste over de lande, hvor forfølgelser af kristne er værst.
Listen er netop offentliggjort, og toppen domineres af kommunistiske og stærkt muslimske lande. Allerøverst findes det kommunistiske Nord-Korea, hvor mindst 50.000 kristne er indespæret i koncentrationslejre.
Umiddelbart efter kommer lande som Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan og Somalia. En af tendenserne er, at forfølgelserne tager til i et land, når flere bliver kristne.
– I Somalia var der for få år siden kun få hundrede kristne. I dag er der mindst 5.000, og når der er flere, som bekender sig til den kristne tro, opfattes de automatisk også som en større trussel for det muslimske flertal, siger generalsekretær i norske afdeling af Open Doors, Stig Magne Heitmann, til avisen Vårt Land.
Et af de lande, som har udmærket sig mest i negativ retning, er Indien, som ellers officielt har religionsfrihed.
Her er cirka 50.000 kristne nu på flugt, efter at ekstremistiske hinduer siden sidste efterår flere gange har angrebet kristne og afbrændt deres huse og kirker. Flere hundrede kristne er desuden blevet dræbt under angrebene.
KP