Udfordringen i audiens hos Kongen af Rey Bouba
Udfordringens mediemission forsøger at hjælpe kristne i Afrika med at oprette radiostationer til gavn for de lokale samfund. Det sidste nye projekt er i kongeriget Rey. Vores udsendte er netop kommet tilbage fra en længere tur ind i det eventyrlige og hengemte kongerige.Kongeriget Rey er på størrelse med Belgien og Luxembourg til sammen. Men det er tyndt befolket. Og en del af landet er udlagt som nationalpark eller vildtreservat for storvildtjægere.
I dag er Rey et departement (Mayo Rey) i Cameroun. Men til forskel fra de andre departementer i den tidligere franske koloni styrer kong Babba Rey stadig i Rey.
For nylig viste Camerouns tv, at den nye konge havde frigivet slaverne og eunukkerne i sit harem.
Der går mange grusomme historier om, hvordan den gamle konge behandlede sine undersåtter med hård hånd, så ingen turde sætte sig op imod ham selv om landet nu var et demokrati.
Nogle politiske modstandere skulle have fået hakket akillesscenen over, så de ikke kunne gå rundt og agitere for deres politik. Også evangelister er tidligere blevet forvist fra det muslimske land.
I landet Rey kan man heller ikke modtage tv eller radio. Så det er småt med informationerne, og mange lever som for hundredvis af år siden.
Kongen er muslim og tilhører den fulanske krigerslægt, som indvandrede fra Mali og undertrykte den lokale mbum-stamme.
Næsten alle indbyggere er muslimer, men det er islam noire (sort islam) – afrikansk islam blandet med lokal religion og okkultisme.
Men gennem nogen tid har en af vores kristne afrikanske medarbejdere, Justin, holdt kontakt til kongehuset. Den gamle konge fik tillid til Justins far Michel for mange år siden. Han sendte ham til nabolandet for at hente en bil. Og til hans overraskelse viste Michel sig at være ærlig, selv om han havde chancen for at snyde. Siden har Michel været velkommen i paladset.
Den gamle konge døde for et par år siden i en høj alder. Hans ældste søn overtog magten, men efter få måneder blev det meddelt, at den nye konge også var død!
Selv om der blandt de højere cirkler i paladset var modstand imod det, blev den yngste søn nu udnævnt til konge. Han havde tilbragt 23 år i Camerouns moderne hovedstad Yaounde, bl.a. som minister, og havde til forskel fra forgængerne kun én kone. Han var åbenbart mere åben for forandring.
Vi spurgte derfor for et halvt år siden om en audiens hos kongen, når jeg vendte tilbage i maj, for at tale om mulighederne for at opbygge en kristen radiostation i Rey.
Søndag den 10. maj kørte jeg derud sammen med Justin og Michel, samt min datter Maj-Britt, som var på privat ferie. Vi havde lejet en firehjulstrukken pickup på grund af de dårlige veje.
Aftenen før afrejsen ringende Justin jævnligt til folk, for at høre, om en af de broer, vi skulle over, var skyllet væk eller oversvømmet. Regntiden var nemlig kommet tidligt, og med de enorme vandmasser, der her vælter ned fra himlen, bliver veje og broer som regel ødelagt for en periode.
Et sted var et stort stykke af en cementbro også skyllet væk, og et andet sted var en dæmning nu så oversvømmet, at vi måtte køre en omvej på næsten 100 km. Øv!
Vores firehjulstrukne bil kunne desværre ikke selv starte, så vi måtte skubbe den store bil i gang, når vi holdt en pause. Så punkterede den også, men vi fik det skiftet og lappet og kørte igennem skov og krat hundredvis af kilometer på en grusvej.
Vi var også inde i vildtreservatet Baba Ngida, hvor den tidligere franske præsident Giscard dEstaing ofte går på jagt efter vilde dyr. Men vi så nu kun aber og antiloper.
På grund af omvejen nåede vi ikke frem til kongebyen Rey Bouba ved 15-tiden som planlagt, men først ved 18-tiden, hvor alle var i færd med aftenbønnen i moskéen.
Vi var godt udmattede, men blev fornemt indlogeret i kongens gæstehus. Her var store vævede tæpper på gulvet, loftet var dekoreret med stuk, og den store stue i vores gæstehus var møbleret med lædermøbler. Endda var der airkondition men desværre var strømmen forsvundet det meste af tiden, så vi tog koldt bad under en plastikvandekande i det nydelige badeværelse.
En af kongens lakajer kom for at høre, om vi kunne vente med at møde kongen til dagen derpå, når vi var udhvilede.
Så fik vi ellers mad båret ind af fire tjenere med store kalabasser på skuldrene. Maden var bragt hertil over gaden fra paladset, så folk i kongebyen kunne gøre sig deres tanker.
Der var to slags sovs en kraftig brun oksesovs og en grøntsagssovs med fiskesmag, samt ris og kous-kous klumper af majsmel som tilbehør. Det smagte også bedre end afrikansk mad normalt gør.
En af kongens embedsmænd spiste sammen med os. Ligesom andre mænd betragtede han fascineret min datters lyse hår. Maj-Britt havde da også fået sit hår flettet i afrikansk stil og gik i en farverig panje. Jeg fortalte den chokerede mand, at det var min datter.
– Er hun Deres barn? udbrød han tvivlende.
– Ja, men hun er 25 år og går på universitetet, tilføjede jeg for at hæve brudeprisen lidt.
Afrikanerne undrer sig meget over, at en far rejser med sin datter. Og specielt, når jeg har to sønner derhjemme…
Bagefter blev Maj-Britt og jeg vist rundt i i byen og på markedet af en ung embedsmand. Der var bælgmørkt, men stadig høj musik og fyldt med folk mellem de primitive boder. På den lokale udendørs bar fortalte han os, at kongen havde givet alle 750 i og omkring paladset nyt tøj. Vi fik også at vide, hvordan vi skulle tiltale sa majesté. Vi spurgte naturligvis nysgerrigt til kongens harem, og guiden bekræftede, at der var utallige kvinder. Og masser af børn, som kongen måtte tage sig af. Kvinderne bor inden for den 3-4 meter høje mur, som omgiver paladset, og kommer normalt aldrig udenfor.
Ialt er ca. 2500 mennesker ansat under kongen af Rey.
Da vi kom hjem, var der stadig 30 grader og ikke en vind rørte sig. Airkonditionen kunne vi ikke få til at virke.
Næste morgen stod vi tidligt op og nød morgenkøligheden. Kort efter kom tjenerne bærende med morgenmaden i store kalabasser. Morgenmaden var igen kød i sovs, samt brød og en meget sød te. Jeg hældte diskret Nescafé oveni teen for at tage den søde smag.
Mens vi ventede på at komme i audiens, satte jeg mig ud i skyggen og læste i Bibelen. Vi kom jo ikke som turister, men med en vigtig opgave. En linje i teksten slog mig: Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!
Jeg delte det med de andre. Dét var vores opgave. Når vi banede vejen i Rey med radioen, så ville Herren komme mægtigt ind i kongeriget og forvandle det fra formørkelse til oplysning – fra forbandelse til velsignelse.
Hvilken dejlig vision.
Lidt efter blev vi kaldt over til kongen. Alle betragtede os, mens vi gik hen ad gaden til et ventehus. Så sad vi der lidt, før vi fik besked på at gå ind i paladset. En lakaj gik foran og proklamerede med en blanding af syngen og råben.
Vi tog skoene af og hilste på kongen. De to afrikanere Justin og Michel – lagde sig ned på de store måtter foran kongen, mens min datter og jeg fik anvist nogle stole.
Kongen en høj, flot afrikaner på ca. 45 år var en meget positiv overraskelse. Alt det formelle forsvandt, mens vi snakkede sammen de næste 2-3 timer! Han lo og lavede sjov og var meget venlig. Ind imellem talte kongen i mobiltelefon med en minister.
Kongen viste sig at være meget interesseret i, at vi oprettede en radio, fordi det kunne skabe udvikling, og han lovede at bakke projektet op over for regeringen, så vi hurtigt kunne få sendetilladelse. Han ville også udnytte sine forbindelser og sin status til, at vi kunne bruge mobil-selskabet Oranges antenne. Han kaldte os venner – og var meget taknemlig for den sender, Udfordringen havde sendt ud i en container.
Sammen med vores afrikanske partnere regner vi med at kunne have radioen klar i løbet af et halvt år. Om Gud vil, som man siger her.
Så vil de fleste indbyggere i Rey uden tvivl være daglige lyttere til nyheder, udviklingsprogrammer, undervisning og god kristen forkyndelse på hver deres egne sprog.
Det vil forvandle Rey.
I den afslappede samtale i paladset fortalte kongen åbenhjertigt om, hvordan han ønskede at skabe udvikling og fornyelse i de gamle traditioner. Men han kunne ikke altid få lov at lave om for embedsmændene og beboerne.
Der løb et par egern rundt inde i paladset, og majestæten forklarede, at de var en lille familie, som han lod være der for selskabs skyld.
– Hvis de kom uden for paladset ville de blive ædt efter fem minutter, lo han.
To racehunde, som han medbragte fra Yaounde, skabte postyr i paladset. Hunde er ifølge muslimsk opfattelse urene dyr, som embedsmændene ikke ville have i paladset.En morgen fandt kongen sine hunde døde af forgiftning
Kongen havde også fået malet paladset med en gammel farveblanding og med gamle figurer og udskæringer i lokal stil.
Da han ombyggede et hus i paladset, fordi han hele tiden stødte hovedet imod, fik kongen en besked fra højeste sted om, at han ikke var blevet indsat som konge for at lave alting om i det traditionsrige Rey.
Sammen med præsidentfruen Chantal Biya opretter kongen af Rey nu et hjem for 100 forældreløse børn.
Vi så bagefter, hvordan han var i gang med at bygge et lille sygehus og en produktion af brændte mursten. Internet havde han også fået installeret lige uden for paladset.
– Der er kun fire i kongeriget, der bruger det, lo han.
Kongen inviterede vores majestæt Margrethe på besøg. Det lovede vi at se på
– Måske kan jeg stadig være i fred i Danmark. Jeg kan ikke længere være anonym i Yaounde eller Paris. De tager skoene af og bøjer sig i respekt, det er lidt besværligt, smilede han.
Alt gik over forventning godt. Vi fik til afsked nogle specielle honningkager, som kun fremstilles i paladset.
– Hvis I ikke kan få al jeres bagage med gennem tolden, så giv en kage fra Rey til tolderen, så skal de nok lade jer slippe igennem! jokede han.
Til sidst udvekslede vi e-mail-adresser, som han skrev ind på sin lille smarte ASUS pc.
– Jeg elsker teknik, røbede han, mens vi diskuterede nogle tekniske detaljer.
På vejen hjem havde vi to geder fra kongen bag på pickupen. Efter i timevis at have kørt på dårlige veje nåede vi omsider ud på asfaltvejen. Vi var sultne, så vi skyndte os.
Pludselig – på vej ned ad en bakke med over 100 i timen – faldt et baghjul af, og bilen faldt ned på akselen, mens hjulet i voldsom fart rullede forbi os og langt ud i bushen. Med besvær fik jeg stoppet bilen, uden at vi trimlede rundt. Det var et mirakel, at vi overlevede. Justin takkede i en lang bøn på alles vegne for, at vi var uskadte. Ugen før var flere omkommet i en bil, der mistede et hjul og trimlede rundt.
Da vi fandt hjulet igen ude i bushen og prøvede at hæve bilen, gik donkraften i stykker. Vi fik stoppet en lille bus, og de lånte os hjælpsomt deres donkraft og hjalp os med at få hjulet sat på igen, mens alle passagerer ventede i den overfyldte, varme bus.
Justin og jeg fandt to af skruerne langs vejen og tog nogle af skruerne fra de andre hjul, så vi kunne få det fjerde hjul fastspændt og komme sikkert hjem – til et koldt bad og en kop nescafé. Aj-a-ja-ja-jaj!
Men maven skrumler faretruende det skulle vel ikke være honningkagerne fra Rey…?
Udfordringen forsøger effektivt og målrettet at hjælpe kristne på tværs af kirkerne til at oprette og udvikle radiostationer, bruge film, tv, musik og trykte medier til gavn for befolkningen.
Arbejdet foregår utraditionelt via missionsrejser med Udfordringens redaktør, som har et indgående kendskab til Afrika og afrikanerne gennem 20 år.
Mig…? – Udfordringen inviterer dig til at være med i medie-missionen.
Du kan
1) støtte med skattefradrag via Missionsfondens projekt 5984 Radio-mission i Afrika på giro (+01) 613-9450 – eller via netbank – konto nr. 9570 0006 139450.
2) bede for arbejdet
3) rejse med for egen regning og tilbyde din arbejdskraft. Måske kan du noget, som kan hjælpe afrikanerne. Kontakt henri@udfordringen.dk eller 74 56 22 02.
