Familien Pedersens missionsfællesskab

Mens ægteparret Clara og Peter Pedersen følger op på mange års missionstjeneste i Zambia, udvider deres datter Lene med social hjælp.På Sundhedspersonalets Missionsfællesskabs årsmøde deltog flere missionærer, der samstemmende gav udtryk for taknemlighed for støtte og medleven fra de mange SMF-kredse.

Clara og Peter Pedersen rejste ud som missionærer til Zambia i 1972. Ligesom deres datter Lene, som er født i landet, missionerer de stadig, selvom de kan kalde sig pensionister.

Et trekløver bestående af Clara og Peter Pedersen sammen med deres datter Lene fortalte begejstret om deres tjeneste i Zambia siden 1972 – samme år Lene kom til verden.
Med base i Ndola følger Clara og Peter i dag op på deres mangeårige tjeneste.
– Vi er egentlig pensionister, men har svært ved at geare ned, og så kan vi bare ikke glemme alle dem, vi har hjulpet ud i tjenesten. Det er sådan lidt en ”far og mor” tjeneste for at støtte og opmuntre, smiler Carla.
Ægteparrets ”forældretjeneste” giver dem et pastorat, der strækker sig over grænserne til både Uganda, Tanzania, Mozambique og Malawi.
Missionærparret er udsendt af menigheder i Apostolsk Kirke. I SMF-sammenhæng tilhører de Skjern-kredsen.

For Lene, der betragter Zambia som sit fædreland, er missionsgénet gået i arv.
– Jeg har kunnet se den glæde ved at gøre noget for andre hos min mor og far, siger den 37-årige kvinde, der selv har arbejdet som missionær i 15 år.
Lenes engagement har også smittet af på forældrenes virke, hvilket hendes far ser som meget betydningsfuldt.
– I de første mange år har vort fokus primært været åndeligt, mens vi har forsømt den sociale indsats, siger han.
I fællesskab med sin far har hun derfor oprettet et arbejde blandt Zambias talløse aidsramte, kaldet ”Life Line”.
Ved hjælp af nogle få ansatte og en hær af volontører oplærer de patienterne og deres pårørende i hygiejne og pleje af sår.
– Det handler om at vise Guds kærlighed på en praktisk måde i et land, hvor der er så få sygeplejersker og så mange syge, forklarer Lene, der ikke sjældent ser den åndelige frugt af indsatsen.
– Hvis man yder omsorg og hjælp til én person i en landsby, er det ikke usædvanligt, at hele landsbyen kommer til tro.
Lene deltog for første gang i SMF’s årsmøde, hvor også hun takkede for den vedholdne støtte og forbøn.