Kalder vægtere op på muren

Den amerikanske pastor Tom Hess startede i 1987 et bedehus på Oliebjerget i Jerusalem.Midt i den arabiske bydel Betfage på Oliebjergets østside finder man Jerusalem House of Prayer for All Nations (JHOPFAN). Et bedehus, hvor bøn og tilbedelse på alverdens sprog flyder ind og ud af hinanden i alle døgnets 24 timer syv dage om ugen.

Tom Hess var i Jerusalem for at afslutte sin bog: ”Let My People Go”, som siden er trykt i en million eksemplarer.

I 1987 var den amerikanske Pastor Tom Hess i Jerusalem for at afslutte sin bog: ”Let My People Go”, som siden er trykt i en million eksemplarer.
Men opholdet skulle vise sig at bringe mere end en bog til verden.

Bedehus blandt araberne

– Da jeg var færdig med at skrive min bog, gik jeg en dag en tur på Oliebjerget – et arabisk område. Her henvendte en dreng sig til mig og gjorde mig opmærksom på et hus, som var ledigt. Og her har jeg faktisk haft privat bolig lige siden. Seks måneder senere fik vi endnu et hustilbud på Oliebjerget, og det er huset, vi sidder i nu – hovedkvarteret for JHOPFAN, fortæller han.
Inspirationen til et bedehus i Jerusalem fik Tom Hess fra skriftstedet Esajas 62,6. Derfor var det første, han gjorde, at etablere et bedehus med uafbrudt bøn for Israel og nationerne.
– Folk kommer fra hele verden. I øjeblikket har vi omkring 40 personer tilknyttet. De udfører forskellige opgaver i huset, men den vigtigste opgave er at tage ansvar for mindst to timers bøn om dagen, fortæller han.

Gode råd til kristne ledere

Ifølge Tom Hess er der et behov for, at kristne får en større kundskab om Guds plan for Israel:
– Som kristne må vi forstå Guds ord. At han har dannet en evig pagt med Israel, som vi kristne må stå sammen med ham om. I Joel 3,2 står, at han vil bringe dom over nationer, som deler Israel. Derfor må vi kæmpe for – ét Israel, ét Jerusalem. Vi må forstå, at kirken ikke har erstattet Israel. Kirken er blevet sat ind i Guds evige pagt med Israel. I Kristus har han gjort os til et. Og han kalder os til at være vægtere på muren og bede for Israel, fastslår Tom Hess.

Forsoning mellem jøder og arabere

I starten havde JHOPFAN kun fokus på Israels frelse, men Guds vision skulle vise sig at være større end det, fortæller Tom Hess.
– Jeg spurgte Herren, hvorfor han havde placeret os i et muslimsk område her på Oliebjerget. Han henviste mig til Esajas 19,24, hvor der står, hvordan Israel sammen med Egypten og Assyrien skal blive til velsignelse på jorden. Efterhånden forstod jeg derfor, at han ikke alene kaldte os for jøderne, men også for araberne. Derfor begyndte vi at arbejde med en forsoningsproces mellem de to folk. Og i dag bærer arbejdet frugt. Over hele Israel og andre steder i Mellemøsten samles pastorer til bøn og lovsang. Arabere, der forstår Guds pagt med Israel, og jøder, der elsker arabere og står med dem i deres transformationsproces.

Europa for svag

Europas møde med islam har jo også ført konflikter med sig. Har du et godt råd til de danske ledere?
– Desværre er Europa meget åndelig svag. Og det er, som om nogle europæiske lande nærmest arbejder for at fremme islam. Det må stoppes, for der hvor kristendommen sover, der tager islam over. Derfor må vi lære fra de steder, hvor de har gennembrud og transformation. Vi må stå fast på vores kristne fundament og forkynde evangeliet for dem. Hvis vi ikke gør det, så forbliver vi åndeligt svækket, og i sidste ende kan Europa blive muslimsk. Derfor er der et stort behov for en åndelig opvågning og transformation i Europa.

Verden samles til bøn

Nu til september er JHOPFAN vært for deres årlige bønnesamling – All Nations Convocation Jerusalem. Et arrangement, som løber fra den 18. september til den 2. oktober og samler omkring 2000 mennesker fra hele verden.
– Ud over bedesamlingerne har vi møder for politikere, erhvervsfolk, naturfolk, unge og meget andet. I gennemsnit er omkring 150 nationer repræsenteret. Men vi kunne godt tænke os, at flere danskere ville deltage. Derfor beder vi og tror Gud for mindst ti danske deltagere, lyder opfordringen fra Tom Hess.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Deadline for tilmelding er den 31. august. Læs mere og se video fra sidste år på www.jhopfan.org