Bogtema
Den klassiske opbyggelige litteratur er på retur

Danske forlæggere ser dog optimistisk på en øget efterspørgsel af biografier, romaner og bøger om spiritualitet.I sidste uge erklærede et af Norges store kristne bogforlag, Lunde Forlag, at den klassiske kristne opbyggelseslitteratur er stærkt på retur. Danske forlæggere bekræfter tendensen, men er ikke pessimistiske.– Opbyggelseslitteratur bliver ikke prioritetet på samme måde som tidligere, og det er især udfordrende at sælge til den yngre generation, lød vurderingen fra Torleif Belt, forlagsdirektør på Lunde Forlag til nyhedsbureauet KPK.
En udvikling, forlagschefen ser på med bekymring, da opbyggelige bøger især har været et varemærke for Lunde Forlag.
– Det fører til mindre bredde, siger han, og forudser, at det kristne bogmarked fremover vil være kendetegnet af færre titler i større oplag.

Ikke negativ udvikling

I modsætning til de bekymrende meldinger fra Norge, betragter flere danske forlæggere ikke det nye mønster hos den kristne læserskare som noget negativt.
– I en traditionel forståelse af begrebet, hvor man tænker ”bibeltimer på tryk”, er vi enige med Torleif Belt, siger indehaveren af forlaget Pro Rex, Christian Larsen.
Han betragter imidlertid begrebet ”opbyggelse” lidt bredere, hvorfor det kristne forlag publicerer bøger, der både styrker troen og har relevans i hverdagen.
– Den type bøger oplever vi tilgengæld stor efterspørgsel efter, siger han.
Samme opfattelse har forlagsdirektør for Unitas Forlag, Henrik Bundgaard Nielsen, der sondrer mellem andagtsbøger, forkyndende bøger og bøger, der beskæftiger sig med bøn og spiritualitet.
Især indenfor det spirituelle område oplever han en solid efterspørgsel på både tidligere og nye udgivelser.
Også forlaget Boedal foretrækker at opdatere begreberne og betragter alle sine udgivelser som opbyggelige.
– Hvis den klassiske opbyggelsesbog er på retur, behøver det ikke være en negativ udvikling, tværtimod, påpeger forlagslederen, Leif E. Kristensen, og uddyber:
– Jeg ser det som et udtryk for et større fokus på, at kristendom ikke er en lære, men et levet liv, siger forlagslederen, der understreger, at vejen til kristen opbyggelse og vækst ikke er mere kundskab om Gud, men hjælp og inspiration til at leve det kristne liv.

Et sundhedstegn

Ifølge Lunde Forlag er den faldende efterspørgsel af den klassiske opbyggelseslitteratur da heller ikke udtryk for, at der sælges færre kristne bøger.
Som eksempel på det nævner Torleif Belt, at missionsbøger og især historiske- og virkelighedsbasserede romaner, er blevet stadigt mere populære.
Et mønsker, Leif E. Kristensen ser som en bekræftelse af Boedals opfattelse af den kristne litteraturs rolle for nutidens troende.
– Jeg ser det som et sundhedstegn, at der også i Danmark er god efterspørgsel efter biografier og romaner. Sådanne bøger kan flytte mere i menneskers liv, end traditionelle opbyggelsesbøger, der lidt for ofte nærmest er prædikener og andagter på tryk.
Et eksempel på en sådan biografi fremhæves af Christian Larsen fra Pro Rex, der er i gang med at trykke fjerde oplag af Tony Anthonys selvbiografi, ”Vildyr”. Som beskrevet i Udfordringen har forfatteren netop været på Danmarksturné, hvilket alle steder har trukket fulde huse.
Henrik Bundgaard Nielsen fra Unitas Forlag genkender også interessen for biografier og personlige livshistorier, mens missionsberetninger og romaner ikke optager mange hyldemeter på forlagets reoler.
– Det oplever vi heller ikke en efterspørgsel efter, bemærker han.
Det gør til gengæld Boedal, der har noteret romanen ”Hytten” som den mest solgte bog i år. En bog, der på verdensplan er solgt i 10 mio. eksemplarer.
– Mange læsere oplever den i høj grad som opbyggelig. Samtidig med at den beskæftiger sig med teologiske spørgsmål, handler den om mennesker af kød og blod, som man kan identificere sig med, vurderer forlagslederen.
Selvom Unitas forlagsdirektør foretrækker biografier, oplever også han, den personlige identifikation som et kriterium hos mange læsere.
Det anskueliggøres med en biografi som ”En helt almindelig historie” af sygeplejersken, Hanne Gaardbo Nielsen, der hele livet har levet med angst.
Den er udgivet i år, og tegner til at indgå i den type opbyggelseslitteratur, der ikke er udgået, men blot udviklet.