Hvordan er man(d) kvinde?

Med en kirkelig kvindekonference med over 600 kvinder i frisk erindring lå jeg i sengen med lukkede øjne. For mit indre blik svirrede deres ansigter og fremtoning rundt i mit hoved. Jeg blev overvældet af den uoverskuelige mangfoldighed hos personer af samme køn.Mit indre ansigtsgalleri fik mig til at tænke over balancen i Guds todelte billede som mand og kvinde, og hvordan det egentlig kommer til udtryk.
Jeg selv er langt fra den typiske feminine kvinde dekoreret i lilla og pink gigantblomster fra top til tå. Tiltider kalder mine niecer og nevøer mig endda for Mister Henni i stedet for Moster Henni. En fortalelse som ikke er helt uden grund, for de har aldrig set mig i kjole eller med neglelak.

I Folkekirken står de mandlige præster i en lang sort kjole, og de kvindelige præster taler med en unaturligt dyb stemme. Vi ved, at Gud hverken er kvinde eller mand, men er hellig. Han (!) beskriver sig selv som ”Jeg Er”, hverken mere eller mindre. Gud ændrer sig ikke, men det gør vi og vores gudsbillede for hver generation.
Kønsroller er som arveklæder, og generationen født efter år 1980 kender meget lidt til et mandsdomineret kønsrollesystem. Derfor beskriver de Gud i et lettere frisprog.

På tv betragter vi Dr. Phil´s maskuline fremtoning og feminine åbenhed. Selv den kristne gospellegende Kirk Franklin tør snakke følelser og fortælle Oprah på tv om sit tidligere pornoforbrug. For nogle år siden så vi biograffilmen Transamerica om en mand, der vil være kvinde, spillet af en kvinde. Og i filmen En Soap spillede vores allesammens Trine Dyrholm en kvinde, der forelsker sig i en kvinde, der er en mand. Kan det blive mere forvirrende?

Hvilken trøst at vide, at Gud er større end køn, symboler og sprog i sit mangfoldige, ubegrænsede billede, hvilket vi mennesker aldrig helt kan rumme med vores forstand. Jeg vil nok altid være en hybrid af en drengerøv og en prinsesse, og som min veninde forleden skrev i sin Facebook-status: ”Jeg er fri i mit køn.”