Bogtema
Kongedatter lovpriste Gud midt i lidelsen

Leonora Christina måtte for 300 år siden udstå utrolige lidelser gennem over 22 års fangenskab. Hendes selvbiografi ”Jammers Minde” er en bemærkelsesværdig bog om en kristen kvindes stålsatte vilje og evne til at lovprise Gud midt i umenneskelige omstændigheder.Om hundrede år er alting da glemt – eller er det? Christian IV’s yndlingsdatter, Leonora Christina, har selv sørget for, at hendes liv og skæbne ikke er gået i glemmebogen.

Det er ikke et moderne fængsel, Leonora er havnet i. De tidligere fangers ekskrementer ligger som et tykt og levende tæppe på gulvet, hvor lopper og rotter er hendes værelseskammerater.
Maleri fra Den Hirschsprungske Samling.

– Visselig kan jeg med Job sige: Hvis man kunne lægge min Jammersvej og mine Lidelser i en Vægtskaal, saa ville de være tungere end Sandet ved Havet.
Det skriver hun i sin selvbiografi, Jammers Minde, der stadig læses og beundres 300 år efter hendes død. Mens mange store og mægtige mænd og kvinder er forsvundet i glemslens tåger, lever hendes minde, på trods af den hårde skæbne og sociale nedtur, hun måtte gennemleve.
Hendes selvbiografi omhandler de 22 år, hvor hun sad i et usselt fængsel i Blåtårn i København, anklaget, men aldrig dømt for landsforræderi.

Leonora Christina er Christian IV’s datter. Hendes mor, Kirsten Munk, var gift ”til kongens venstre hånd”, hvilket betød, at hun ikke var dronning, og hendes børn havde ikke arveret. Skønt Leonora ikke var rigtig prinsesse, var hun alligevel kongens yndlingsdatter og blev som 15-årig, i 1636, gift med adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som var 15 år ældre. Corfitz blev siden rigshovmester, så Leonora var Danmarks førstedame, og parret førte sig frem ved hofferne i Europa. De var højst sandsynligt begge to meget ambitiøse. Deres ægteskab var efter tiden usædvanligt. De havde et forhold, som efter Leonoras egen beskrivelse, indeholdt ”ægte kærlighed”.
Corfitz Ulfeldt faldt hurtigt i unåde og blev beskyldt for bedrageri. Da Christian IV dør i 1648 overtager Leonoras halvbror Frederik III magten. Forholdet mellem Ulfeldts og Kongeparret er anspændt, og Corfitz anklages for landsforræderi. I 1660 fængsles Ulfeldts i Hammershus på Bornholm, og senere i 1663 fængsles Leonora Christina i Blåtårn i København, hvor hun sidder i 22 år, selvom hun nægter sig skyldig og aldrig bliver dømt.
Forordet til Leonoras selvbiografi er dateret 11. juni 1674. Denne dag er hendes 53 års fødselsdag. Det er hendes 11. år i fængsel. På dette tidspunkt var den gamle kong Frederik III død, men hans enkedronning Sofia Amalie levede endnu og gjorde sit til, at Leonora Christina ikke blev frigivet. Dog fik hun kort efter Christian V’s tiltrædelse mildere vilkår. Hun fik bl.a. nådsenspenge, så hun kunne købe sig materialer og bøger til tidsfordriv. 25. juli 1674 får hun udhugget et vindue som ellers har været tilmuret.

Jammers Minde er skrevet til Leonora Christinas børn. Hun skriver, at hun har gjort sig tanker om, hvorvidt det ikke var bedre at glemme sine lidelser i stedet for at erindre dem. Men hun har altså besluttet sig for det sidste. En grund til at vælge dette er, at hun samtidig med at erindre lidelsen også erindrer Guds hjælp igennem lidelsen.
En anden grund er, at hun igennem disse erindringer vil trøste sine børn og give dem vished om, at hun lider uskyldigt, så de ikke behøver at skamme sig over hende.
Igennem hele bogen fastholder hun sin uskyld. Hun sammenligner sig selv med den retfærdige Job, som må lide trods sin retfærdighed, fordi Gud tillader, at han prøves. Job mister næsten alt, ejendom, børn og helbred. Men da hans kone siger: ”Forband Gud og dø!” svarer han: ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.” Da Jobs prøvelsestid er forbi, ophøjes han, og hans sidste dage bliver bedre end de første.
Da Leonora indleder sin bog, sidder hun endnu i fængsel og ved heldigvis ikke, at kun halvdelen af tiden er gået. Endnu mindre ved hun, at hendes biografi vil blive læst 300 år senere.
Det er ikke et moderne fængsel, Leonora er havnet i. Det er et fangehul. De tidligere fangers ekskrementer ligger som et tykt og levende tæppe på gulvet, hvor lopper og rotter er hendes værelseskammerater. Stanken er ulidelig, og mørket er uudholdeligt.
I begyndelsen af sit fangenskab fortæller Leonora åbenhjertigt, at hun har grædt, ja endda hylet højt af fortvivlelse. Hun har forsøgt at sulte sig ihjel, men døden kom ikke til hende. Så på et tidspunkt får hun en form for åbenbaring, der giver hende håb og livsmod. Op til dette tidspunkt beskriver hun, at hun har diskuteret med Gud og har som Job gået i rette med ham. Men en morgen efter en rolig nats søvn, Leonora daterer det til 31. august, én måned efter, at hun blev fængslet i 1663, vågner hun med følgende ord fra Bibelen:
”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffe hver søn, han holder af.”
Dette bliver et vendepunkt for Leonora.

”Og jeg bad Gud – næst mine Synders Forladelse – om intet andet end om en god Taalmodighed, min Forløsnings Time at afvente. Gud bønhørte mig naadeligen. Han tilgav mig ikke alene mine daarlige rasende Synder; men han gav mig endog det, jeg Ham bad om; thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed.”
I de første elleve år var det hende ikke tilladt at modtage nogen form for adspredelse i de lange ensomme timer. Når hun alligevel skaffede sig nogle småting, var det enten ved tilfældighedernes spil, eller fordi hendes fangevogtere så igennem fingre med det og endda hjalp hende til nogle småting.
En dag stak hun sig på en synål, som havde ligget gemt mellem fjerene i hendes dyne. Denne blev hende en kær skat. Hun trevlede nogle af sine klæder op og skaffede sig på den måde sygarn til broderier. Synålen brugte hun også til at ridse sine negle korte med. Dronningen ville nemlig ikke tillade, at Leonora fik klippet negle, de skulle vokse som ørneklør.
En dag får hun en gammel knækket træske, som hun skærer til med et glasskår. Dette bliver til en lille båndvæv. Et stykke af et tinlåg former hun til et lille blækhus. Blækket laver hun af aske. Små stykker sukkerpapir glattes møjsommeligt og bruges som skrivepapir. Med kridt skriver hun vers på sit bord eller på et bræt. Af nødder laver hun et terningespil. Og midt i sine lidelser skriver hun i sit første fængselsår en salme, hvoraf tredje vers lyder:

Tak Jesus! Livets Fyrste!
Jeg Sengen slippe kan.
Med Våben mig udruste
at stride som en Mand
mod Satan, Synd og Død,
mod eget Kød og Vilje
og alt, som vil mig skille
fra dig i denne Nød.

Der er ingen tvivl om, at troen på Gud hjælper Leonora Christina igennem de ulidelige smerter. I en tid med enevælde, hvor kongens magt er urørlig, og hvor selv den kendte præst og salmedigter, Thomas Kingo, må bejle til kongens gunst for at modtage anerkendelse for sine salmer, møder man et overraskende frisind hos Leonora. Hun kender en vej til Gud uden om præster og kirke. Med en af sine kvindelige fangevogtere diskuterer hun tit, hvordan Bibelen skal udlægges. Da kvinden en dag er blevet beskyldt for ikke at være en rigtig calvinist (en reformbevægelse på Luthers tid – red.), fortæller hun Leonora, at hun tænkte på dennes ord om: ”… at alle de, som tror på Kristus og lever kristeligt, de er Kristne, uanset hvad Navn, de giver deres Tro.”

Ungdommens salmer og bibelsteder dukker frem i Leonoras erindring og bliver hende til stor trøst. Hun glæder sig over, hvad hun i sin ungdom lærte udenad, nu hvor hun ingen bøger må have hos sig:
”Tro mig, mine Børn! Det har udi min Elendighed været mig en stor Trøst. Derfor øv jer nu i Ungdommen i det, som jeres Forældre i Barndommen har lært jer, nu – siger jeg – nu, hvor Bedrøvelsen ikke er jeres Gæst, så I, når hun kommer, kan være beredte til at tage imod hende, og kan trøstes af Guds Ord.”
Jammers Minde kom først frem i offentligheden i 1869, næsten 200 år efter at den blev skrevet. Den var i den mellemliggende tid blevet opbevaret i Frankrig af sønnen Leo Ulfeldts efterkommere. I dag findes originalen på Frederiksborg museum, hvortil den kom i 1920.
Efter sin frigivelse i 1685 opholdt Leonora Christina sig på Maribo kloster, hvor hun døde i 1698.
Med Jammers Minde har Leonora Christina skrevet sig ind i historien og fået en form for genoprejsning. Samtidig peger hun entydigt på kilden til sin ukuelighed og tålmodighed, nemlig på Gud. Hun så ikke sig selv som et magtesløst offer i menneskehænder, men som en lidende Job i Guds hånd.