Vivi er vild med at hjælpe
Vivi Eriksen fra Kolding har startet en omsorgsgruppe i sin kirke, som hjælper med alt fra madlavning til græsslåning.Da Vivi Eriksen var på sommerferie med familien i to uger, boede der en hjemløs i hendes hus. Det var en win-win-situation, fortæller hun. For han passede samtidig familiens hund.
– Jeg tror, han nød helt vildt at bo i et hus med køleskab og en ordentlig seng i fjorten dage, og vi var glade for at få hjælp til at passe vores hund.
Situationen er typisk for Vivi Eriksen fra Kolding. Selv om hun har fire børn og arbejder på en social café, har hun altid tid til at række en hjælpende hånd til medmennesker i en akut situation.
Hun får hurtigt øje på menneskers behov, og derfor var det naturligt at starte en omsorgsgruppe i sin kirke, Kristkirken i Kolding, for et halvt år siden.
– En dag snakkede jeg med en ung fyr, som var blevet opereret i sin skulder, og han fortalte, at han ikke kunne vaske op. Det gik ham på, at opvasken bare hobede sig op. Jeg kontaktede en mand på 71 år, som tog hjem til den unge fyr og tog hans store opvask.
– Så lidt skal der til for at glæde andre! Men der er nogle, der skal organisere det, for ellers ved man jo ikke, hvem der har brug for hjælp, især ikke hvis man kommer i en stor kirke.
Og det var netop det, der gav startskuddet til omsorgsgruppen:
– Jeg opdagede, at der var et behov for et sted, hvor menighedens medlemmer kunne henvende sig, hvis de havde brug for hjælp. Jeg mødte nemlig et ægtepar, som havde været medlemmer af kirken, men nu var flyttet fra byen. De fortalte, at de ikke havde anet, hvem i kirken de skulle spørge om hjælp, dengang de skulle flytte. Det endte med, at de havde henvendt sig til en anden kirke, hvor man rent faktisk havde en omsorgsgruppe. Jeg tænkte: Det kan da ikke passe det må vi da have gjort noget ved!
Så Vivi gik i gang med at organisere omsorgsgruppen, og i dag er de fem frivillige og mange flere, som træder til, når der er brug for hjælp. Vivi har endnu ikke oplevet, at nogen har sagt nej, når hun har spurgt om deres hjælp.
– Der er rigtig mange, der gerne vil træde til ind imellem og særlig i akutte situationer. Det kan dreje sig om at hjælpe med at slå en græsplæne i forbindelse med sygdom, eller lave et måltid mad i forbindelse med barsel.
– En dag kom præsten med en seddel, som var blevet hængt op i kirken af en fremmed. Hun skrev, at hun havde brug for hjælp fra venlige mennesker. Jeg kontaktede hende, og det viste sig at være en illegal indvandrer, som havde fået afslag på opholdstilladelse. Nu havde hun bare brug for at snakke med en person, der ville forklare hende reglerne og prøve at se situationen fra hendes synsvinkel. Jeg ringede rundt til forskellige instanser og nåede frem til samme resultat, som hun allerede havde fået forelagt af myndighederne. Jeg kunne ikke give hende opholdstilladelse, men jeg kunne forklare hende situationen og det betød noget for hende, at der var en person, der virkelig prøvede at se sagen fra hendes vinkel og ikke bare ville have hende smidt ud hurtigst muligt.
Vivi griner, da jeg spørger hende, hvordan hun får tid til at hjælpe andre, når hun selv har familie, fire børn og arbejde.
– Jamen, det er bare sådan, at hvis man skal have noget gjort, så skal man spørge folk, der i forvejen har travlt, for de kan altid klare lidt mere.
– Jeg synes bare, det er så vigtigt, at vi lærer at bede hinanden om hjælp og bliver bedre til at gøre hinanden tjenester. Da jeg var barn og boede på landet, var det almindeligt, at man hjalp hinanden. Det kunne være i høsten, eller det kunne være med børnepasning. Man gjorde hinanden en tjeneste. Det var ikke noget, man betalte for. I dag vil folk betale, hvis de får hjælp. De kan ikke bare tage imod.
Men den hjælp, omsorgsgruppen giver, er helt gratis, fortæller Vivi.
– Den, der laver et måltid mad til en anden, betaler selv for maden. Derfor er det selvfølgelig heller ikke de samme, vi spørger hver gang. Men vores samfund er blevet for koldt, og enhver har nok at gøre med sit eget, og det vil jeg gerne lave om på.
For Vivi er det blevet en livsstil at hjælpe andre en livsstil, som gerne må smitte af på andre. For vi lever i en tid, hvor alt for mange er sig selv nok, mener hun.
Omsorgsgruppen i Kristkirken er begyndt i det små, men Vivi håber, at rygtet vil sprede sig, og folk vil begynde at turde bede om hjælp.
– Når rygtet spreder sig og mennesker ser, at andre har fået hjælp, så tør de også spørge. Det er ikke ydmygende eller nedværdigende at bede om hjælp. Det skal være naturligt. Vi får alle sammen brug for hjælp på et eller andet tidspunkt.
Vivi er godt klar over, at der er meget større og alvorligere problemer rundt omkring i verden, som kræver en indsats, men hun synes, det er vigtigt, at gøre en forskel, der hvor man bor.
– Jeg vil gerne støtte nødhjælpsorganisationer, og gør det også, men jeg skal ikke rejse ned til et uland og hjælpe selv. Derimod kan jeg gøre en forskel for nogle mennesker her i Kolding.
– Jeg synes, at man skal tage sig af hinanden i en kirke. På apostlenes tid havde disciplene alt ting fælles, og der var ingen der led nød. Så vidt går vi ikke, men jeg synes, kirken skal være et netværk, hvor man hjælper hinanden og tager sig af hinanden.
Men omsorgsgruppen vil også hjælpe dem, der ikke kommer i kirke. Derfor er Vivi glad for at gruppen har fået omtale i bl.a. Danmarks Radios P4 og Ældresagens blad NU.
