Kristendemokraterne tæt på opstillingsret
KD har sat turbo på indsamling af vælgererklæringer. 19.000 har nu skrevet under.Efter Kristendemokraternes landsmøde sidste år erklærede den nyvalgte formand, Bjarne Hartung Kirkegaard, at der skulle turbo på indsamlingen af vælgererklæringer.
Når partiet afholder landsmøde i den kommende weekend, er bunken af vælgererklæringer vokset til cirka 19.000 godkendte, hvilket er tæt på de påkrævede 20.000, der giver adgang til stemmesedlen til et folketingsvalg.
Bjarne Hartung Kirkegaards oprindelige mål var, at have opstillingsretten på plads inden grundlovsdag, hvilket ikke lykkedes.
I begyndelsen af september erklærede partiformanden, at han håbede, høsten af vælgererklæringer kunne være i hus inden landsmødet den 24. oktober.
– Det når vi nok ikke helt, erkender Bjarne Hartung, hvis medlemmer de seneste mange weekender har været på gaden for at skaffe de sidste, ligesom flere har gået fra dør til dør.
– Vi vil gerne op på 21.000 erklæringer for at være på den sikre side. Det skyldes at vælgererklæringer mister deres værdi efter 18 måneder, påpeger partiformanden, der glæder sig over medlemmernes indsats.
– Der kom faktisk turbo på. Fra rundt regnet 300 godkendte vælgererklæringer om måneden kom tallet op på 1.300 erklæringer om måneden.
Bjarne Hartung glæder sig også over, at flere tidligere partimedlemmer giver Kristendemokraterne en chance og fornyer deres erklæring.
– Her er større opbakning, end jeg forventedet, siger han.