Rejsen til Paradis
Op handler om den 78-årige Carl Fredericksen der, truet af udsigten til en tilværelse på et plejehjem, binder tusindvis af balloner fast til sit hus og flyver af sted for at finde det mytiske Paradis-vandfald. Med på turen som blind passager er Russell, en hyperaktiv og overbegejstret 8-årig spejder, der egentlig allerhelst vil bemærkes af sin far.Filmen er en eksplosion af farver i bedste Disney-stil. Fra de tusindvis af balloner, Frederiksen binder fast til sit hus, til den vingeløse fugl Kenneth, lyser filmen lærredet op som et velantændt, amerikansk juletræ. Op er også Pixar, som vi kender det: excentriske hovedpersoner, fantastiske og eventyrlige begivenheder og skurke i bedste Bogart-stil. Filmen er en original, meget lig sine hovedpersoner, og som dens forgængere, Monsters Inc. og Wall-E, er den et bevis på, hvor meget tegnefilm har rykket sig siden Anders And: Filmen begynder med en smuk stumfilms-montage, der skildrer Carl og Ellies liv og ægteskab, fra de mødes som børn gennem deres fælles kærlighed til opdagelsesrejseren Charles Muntz og til den dag, Ellie ikke er der mere – den vil sikkert kede de mindste, men appellere til den voksne seer. Historien forvandler sig derefter til en rigtig god omgang Indiana Jones-action med talende hunde og chokolade-elskende fugle. Filmen er et godt eksempel på, hvad vi kan forvente af samarbejdet mellem Pixar og Disney: Pixars fantastiske animationer og voksne tilgang til tegnefilms-mediet møder Disneys flair for skægge historier. Op er ikke en eftertænksom film i samme dur som Wall-E, men der er en understrøm af intens virkelighed i både historien om Carls liv, før eventyret starter, og i Russells manglende faderfigur, der forhindrer Op i at ryge ind i et rent komedie-territorium.
Både begyndelsen og slutningen af filmen illustrerer Ops grundlæggende tema: At livet ofte ikke former sig, som vi havde forventet eller håbet på, men at det ikke betyder, at det liv, vi har levet, ikke er noget værd. Og eventyret, vi kalder livet, venter lige rundt om hjørnet, uanset om vi er 8 eller 78.
Op 96 min.
Premiere 2. oktober