Thomas hørte Guds stemme
Thomas Risager ville ikke være præst – men så hørte han Guds kald med tydelig menneskestemme.Thomas Risager fra Odense er blot et af mange eksempler på, at Gud ofte kalder mennesker, der er på vej i den diametralt modsatte retning.
Tænk blot på bibelske personer som Moses og Jeremias, der slet ikke troede, de duede til noget. Og Paulus, der var i gang med at udrydde den kirke, han efter Guds kald skulle komme til at tjene.
Jo, Guds veje er uransagelige.
Det ved Thomas Risager, der som 40-årig nu har været præst i Metodistkirken i Odense i ni år. For han ville slet ikke være præst
– Som ung havde jeg ikke noget ønske om at være præst. Jeg drømte om masser af penge og andet vigtigt arbejde, fortæller han.
Men i dag er den holdning vendt helt på hovedet:
– Det, der driver mig i dag, er, at Gud har kaldet mig til at være præst. Det driver mig at opleve, at mennesker finder fred med sig selv og med Gud og finder glæde og mening i livet, siger han.
Og for ham er kirken ikke længere blot en kedelig middelalderbygning.
– Jeg synes, at kirken har noget at give mennesker i dag, hvis vi ellers serverer det på en måde, som dagens mennesker kan fordøje. Kirken har noget, som mennesker længes efter. Det er hjælp til at leve livet. Det er fællesskab. Det er mening med livet. Det er længslen efter sammenhæng. Længslen efter fred og sjælero.
– Det har jeg oplevet i mit eget liv, og det er jo med til at gøre mig til den, jeg er. Jeg har oplevet, at jeg er elsket af Gud, lige som jeg er, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve et liv uden Gud.
– Vendepunktet indtraf, da jeg blev kaldet af Gud til at være præst, for det havde jeg jo ikke lyst til. Over længere tid oplevede jeg, at der voksede et ønske frem i mig til at blive præst. Den lyst slog jeg bare hen, for i Metodistkirken understreger man, at præst er ikke noget, man bare kan blive, fordi man vil det. Det skal man kun være, hvis Gud kalder én til det, og menigheden bekræfter det.
Thomas Risager er opvokset i Strandby i Nordjylland, hvor 600 af byens indbyggere er medlemmer af Metodistkirken. Kirken har to præster, som Thomas så meget op til, men som han siger: Bare fordi jeg havde lyst til at blive som dem, så var det jo ikke ensbetydende med, at jeg skulle være præst.
– Så jeg ville være tandlæge, ligesom min fornuftige, rige onkel. Mens selvom jeg havde gennemsnittet, så kom jeg faktisk ikke ind. Det kan man jo tænke lidt over, funderer Thomas Risager.
Men han ville i hvert fald arbejde med mennesker. Så han flyttede til København, hvor han kom ind på lærerseminariet.
Han nåede dog aldrig at blive færdiguddannet skolelærer, for da kom vendepunktet. Han havde sin gang i Jerusalemskirken, hvor der netop var en møderække, som handlede om kald og tjeneste. Her kom oplevelsen, der skulle vende op og ned på hans prioriteringer:
– Det var efter en lang periode, hvor jeg havde haft alvorlige problemer med Gud og absolut ikke havde haft fred, hverken med Gud eller med mig selv. Efter mødet blev vi opfordret til at komme op foran, hvis vi ville bedes for. Det følte jeg meget stærkt, at jeg skulle, så jeg gik op foran og knælede. Præsten kom så hen og lagde hånden på mig, og vi bad sammen.
– Da hørte jeg en stemme, fuldstændig tydeligt, ligesom når man hører en menneskestemme. Det er nu, du skal bestemme dig! sagde stemmen, vil du være præst, eller vil du ikke? Det var oven på to år, hvor jeg havde været meget forvirret. Så jeg syntes nok, at jeg var nødt til at sige ja.
Nu er Thomas Risager normalt en mand med begge ben på jorden, naturvidenskabeligt indstillet, som han udtrykker det. Men denne oplevelse kunne han ikke ryste af sig.
– Da jeg rejste mig og gik ned gennem midtergangen, var der en mand, der tog mig i armen og sagde: Hørte du stemmen, der sagde, at det er nu, du skal bestemme dig, om du vil være præst eller ej? Jeg kendte ikke manden, har aldrig set ham, hverken før eller siden. Det blev en oplevelse, som har holdt mig fast på min rejse som præst.
Thomas kom hjem til Strandby på sommerferie og prøvede at undgå præsten deroppe.
– Men en af de sidste dage var jeg faldet i havnen og var nødt til at køre forbi præsteboligen for at komme hjem og få noget tørt tøj på. Da fik præsten fat i mig og hev mig ind i stuen og sagde til mig: Du skal være præst, ved du godt det? Ja, det vidste jeg jo godt.
Nu turde Thomas ikke fortælle sine forældre, at han opgav lærerstudiet for at blive præst.
– Da jeg var hjemme på juleferie, skulle jeg sige det til dem, men det kunne jeg ikke. Da jeg så var hjemme på påskeferie, sagde jeg det til dem under et måltid. Jeg dropper at læse til lærer. Nu begynder jeg i praktik, og så skal jeg på præsteseminarium om et halvt eller et helt år.
– Da jeg havde sagt det, fortsatte de bare med at spise, som om intet var hændt, så jeg sagde det lige igen. Ja, ja, det vidste vi godt! sagde de.
Så nu føler du Guds tunge hånd på din skulder, eller
?
– I perioder kan det godt være hårdt, men i øjeblikket er vi jo så heldige, at vi oplever velsignelse i vores menighed. Kirken har udviklet sig meget, fra at være en traditionel kirke uden kontakt med omverdenen til at være en kirke, som er kendt i byen og tiltrækker mennesker.
Musiklivet fylder meget i Metodistkirken i Odense. Kirken har bl.a. tre gospelkor. Det største, Nardus, har 130 sangere. Juniorgospelkoret for unge op til atten år har godt tyve sangere. Det tredje er et gospelkor for øvede sangere. Koret begyndte som traditionelt kirkekor, og da de begyndte at synge gospel, fik det indflydelse på gudstjenesterne, som så også kom til at indeholde gospelmusik.
Der er nogle, der siger, at gospel er kristendom light, hvad mener du om det?
– Det mener jeg ikke, det er. Gennem gospelmusikken får mennesker bibelteksterne helt ind under huden. Når de synger dem, kommer de helt ind i sjælen. En prædiken søndag formiddag virker ikke på samme måde. Gospel fører til forandringer i menneskers liv og bevirker også, at nogle lærer at leve med svære og tunge omstændigheder på en ny måde. Den ugentlige gospeløvelse er for nogle blevet et sted, hvor man kan få læsset af og få tanket op til en ny uge.
Metodistkirken i Odense er på ni år vokset fra 60 til 100 medlemmer. Før kom kun 25 til gudstjeneste. I dag kan man være helt op til 250 mennesker til gospelgudstjeneste.
– Det jo fantastisk sjovt, slutter Thomas Risager.
