Faresignaler i dit ægteskab

Leif og Bea Nielsen er ledere for rådgivningstjenesten i ”Familier På Vej”. De underviser om, hvordan man kan tyde faresignaler i ægteskabet og gøre noget ved det. Det første skridt er at erkende, at forholdet trænger til et eftersyn.Måske ved du det godt inderst inde, men måske ønsker du helst ikke at erkende det: en række signaler viser, at dit parforhold ikke er helt sådan, som det skulle være.

Modelfoto

Og hvad så? Er det ikke bare lige meget? Det går jo sådan nogenlunde. Valget er dit. Ønsker du at erkende de signaler og arbejde hen imod at forbedre dit parforhold, eller vil du lade det sejle? Det kan sagtens gå galt: Mange går fra hinanden, og lige så mange lever i et parforhold uden kærlighed og hengivenhed til hinanden. Men der er hjælp at hente. Denne artikelserie vil fokusere på parforholdet, og denne første artikel i serien ser på de signaler, du skal være opmærksom på. Signaler, der viser, at dit forhold måske skranter lidt mere, end det er godt.

Det hele er blevet lidt gråt og trist

Når et parforhold ikke rigtig fungerer, vil der være mange tegn. Disse tegn og signaler vil være forskellige fra person til person og fra par til par. Nogle oplever, at alt i parforholdet er blevet gråt og trist. Det kan være jeres kommunikation, der før var inspirerende og spændende, så at I kunne snakke i timevis til sent på natten, hvor I nu bare kigger på hinanden og slet ikke ved, hvad I skal snakke om, ud over at skraldespanden skal tømmes, og sedlen til skolefesten senest skal afleveres i morgen. Men også kys og kram er blevet sjældne, og lysten til sex er reduceret – måske primært fra den ene part. Hele forholdet kan virke kedeligt. De fleste forhold vil opleve noget i den retning på et eller andet tidspunkt, og nogle gange får kedsomheden os til at kigge over til naboen, hvor vi oplever ”græsset meget grønnere”. Ikke kun bilen, det nye køkken og den flotte have, men også naboen, som altid er imødekommende og smilende ligesom kollegaen, der netop har fået en ny flot kjole, der fremhæver hendes lange ben. Måske tror du, at utroskab ikke kan ske for dig – netop du er i farezonen!
I PREP, som er et forebyggende program til at styrke parforhold, omtales fire faresignaler, hvilke vi kort vil komme ind på.

1. Optrapning
Når en mindre uenighed ender i større beskyldninger om, at partneren også er uduelig og grim, er der sket en optrapning. Måske handlede det om en situation i trafikken, hvor manden højlydt skælder ud på en anden trafikant. Kvinden bliver straks meget sur og irettesætter ham. Han bliver sur på hende, og samtalen ender med et udråb fra hende: ”Du er også altid så nærtagende – ligesom din far. Jeg kan snart ikke holde ud at høre på det her mere!” En hverdagssituation kræver forståelse af alle parter, fordi vi er forskellige, og vi håndterer situationer forskelligt. Hvis ikke vi har dette overskud og har forståelse for hinanden, så kan det let ende i en optrapning, hvor en lille episode ender i et stort skænderi eller sårende beskyldninger.

2. Nedvurdering
Et andet faresignal er, når vi nedvurderer vores partner ved at gøre ham eller hende mindre værd. Det ovenstående eksempel om trafiksituationen indeholder også nedvurdering, fordi hun omtaler ham som nærtagende. Ofte løber følelserne af med os, og vi anvender DU-budskaber og overdriver ved at anvende ord som ”altid” og ”alting”. For at undgå optrapning og nedvurdering kunne kvinden havde undladt at kommentere hændelsen, hun kunne have anvendt et ”JEG-budskab” som ”Jeg kan godt forstå, du blev irriteret over denne bilist.” Eller ”jeg synes det er ubehageligt, når du bliver så højlydt, men jeg kan godt forstå, du bliver sur på den bilist.” Hvis hun var blevet sur, kunne han have stoppet optrapningen ved at vise forståelse: ”Du må undskylde, jeg blev så højrøstet, men jeg blev godt nok irriteret på den bilist.” Hvorpå hun helst ikke skal smide bebrejdelser tilbage i hovedet på ham, men i stedet kunne svare: ”Det kan jeg godt forstå.”

3. Negativ tolkning og forventning
Hvis man er kommet ind i en ond cirkel i sit parforhold, kan negative tolkninger af partnerens hensigt blive en del af dagligdagen. Hvis vi ikke forventer noget positivt af vores partner, og han kommer hjem med en buket blomster, bliver hun måske mistroisk over, hvad han nu er ude på, i stedet for at glæde sig og tage imod blomsterne med glæde. Eller hun er kommet til at bule bilen, og han anklager hende for at gøre det med vilje for at irritere ham. Når der er skår i parforholdet, kan vi ofte ikke vise den forståelse for hinanden, som er nødvendig for at få et forhold til at fungere. En ødelæggende negativ tolkning af den andens handlinger kan være et af signalerne til, at jeres forhold trænger til lidt ”eftersyn”.

4. Manglende kommunikation
Kommunikation er en nødvendig del af et forhold – fra de praktiske ting, der skal afklares i hverdagen til mere holdnings- og følelsesmæssige emner. Hvor meget fylder kommunikation i jeres parforhold? Er det ”kun” de praktiske ting, der bliver tid til? Det kan være meget typisk i perioder, hvor småbørn fylder hverdagen. Men hvis der ikke bliver plads til en dybere snak en gang imellem i længere tid, kan der være emner og udfordringer, der hober sig op og ikke bliver løst. Måske er det også kommunikationen om de praktiske ting, der ofte fører til konflikter. Nogle partnere bliver trætte af alle de konflikter og reagerer med at trække sig fra disse samtaler, da de bare ikke orker mere. Hver gang den anden part begynder på en samtale, der kunne blive ubehagelig eller konfliktfyldt, så svarer han ikke eller skal ”lige” straks til en vigtig aftale. Han trækker sig tilbage.
De beskrevne mønstre er typiske faresignaler om, at dit forhold trænger til et retningsskift. Der kan være andre mønstre – vi er alle forskellige og reagerer forskelligt. Vi vil i de kommende artikler komme nærmere ind på, hvordan vi kan optimere kommunikationen og løse problemer. Men det første skridt er at erkende udfordringer i jeres parforhold.

Find faresignaler i dit parforhold

I bogen bag PREP ”Kæmp for kærligheden” af Howard Markman m.fl. anvendes 7 udsagn til at beskrive parforholdet.
Svar på spørgsmålene, hvor ofte du mener, at I oplever den beskrevne situation (1=aldrig eller næsten aldrig; 2=indimellem; 3=ofte
)
1) Små diskussioner bliver til store skænderier. Vi beskylder og kritiserer hinanden for
mange ting, som diskussionen i udgangspunktet slet ikke handler om.
Vi sårer hinanden og trækker gamle konflikter frem.
2) Min partner kritiserer det, jeg står for, på en måde, som jeg oplever nedværdigende.
3) Min partner lader til at opfatte det, jeg siger og gør, mere negativt, end jeg mener det.
4) Når vi har et problem, vi skal løse, er det, som om vi spiller på hvert sit hold.
5) Jeg fortæller ikke min partner det, jeg virkelig mener og føler.
6) Jeg føler mig ensom i mit parforhold.
7) Når vi diskuterer, trækker den ene af os sig. Det sker enten ved ikke at ville snakke
mere om sagen eller simpelthen ved at forlade stedet/situationen, hvor diskussionen begyndte.
Var der mange spørgsmål, du svarede 3 til?
Tal evt. med din partner om spørgsmålene. Hvis I erkender, at jeres forhold har brug for et eftersyn, så er der mange muligheder. Denne artikel har hentet inspiration fra bogen ”Kæmp for kærligheden. Bogen om at leve sammen.” Udkommet på forlaget Høst & Søn. Der findes desuden en række rådgivnings- og samtaletilbud, f.eks. fra Familier På Vej (www.familierpaavej.dk) ,som tilbyder landsdækkende rådgivningssamtaler.
Af psykolog Leif Nielsen og Bea Nielsen