Bogtema
På vej mod en mere autentisk kirke?

John Burke forener to modsætninger i sin kirke. Total åbenhed og radikal efterfølgelse af Jesus. Nøglen er at indrømme svaghed og fastholde sandhed.De fleste kirker er enige om to ting: Kirken skal være åben for alle mennesker. Kirken skal udfordre mennesker til at efterfølge Kristus.

John Burke fortæller om sin kirke i Århus Valgmenighed i Åbyhøj mandag den 1. marts.

Der er ikke så meget at rafle om.
Men hvordan gør man begge dele? For total åbenhed kan lede til slaphed. Og gentagne udfordringer kan føles for stramt og tvungent.
John Burke fra Texas har et godt bud: Kirken skal være autentisk. Både kunne indrømme egne fejl og inspirere til det højeste ideal: Kristus. Og her spiller præsten en nøglerolle.

I bogen No Perfect People Allowed fortæller Burke om sin kirke Gateway Church i Austin, Texas, som fra dag 1 valgte at være 100 pct. gennemskuelig og ægte.
Her fortæller han også om opgøret med sin egen indre farisæer, og hvordan det virker på det sammensurium af mennesker med mangfoldige indstillinger og baggrunde.
Over 1000 af kirkens medlemmer har netop gennemført et 60 dages forløb i discipelskab med den sigende titel: Sjælens revolution.
Erfaringerne herfra vil John Burke dele ved en konference om ”kirke for kirkefremmede” i Århus Valgmenighed den 1. marts. Konferencen er arrangeret af Willow Creek Danmark. Og som Willow-stifter Bill Hybels plejer at sige: Alle kan være ledere, og alle ledere kan blive bedre. På samme måde er kirken såre autentisk. Den italesætter virkelige problemer og løsninger. Men den skal kæmpe for at bevare autenticiteten i en overfladisk verden og hele tiden turde være både sårbar og sand.

Kan denne amerikaner så lære os danskere noget?
Ja, bestemt. For nok vil vi have åbne kirker. Og det ligger i kortene, at vi vil fostre disciple. Men hvordan kombineres de to?
Lad os høre, hvad John Burke har at sige om det autentiske fællesskab:
– Vi har alle sammen prøvet at foregive at være nogen, vi ikke er. Det er ret almindeligt for børn, at lade som om de er en anden. Men i takt med at man bliver voksen, skal man lære at være sig selv.
Desværre er det kun få voksne, der er tilfredse nok med sig selv til, at de ikke behøver forstillelsen. Det gælder også åndelige ledere, siger John Burke og fortsætter:
– Vores generation længes efter noget autentisk. De leder efter “The real thing” – det ægte, selv om de ikke helt ved hvad “den ægte ting” er. Fordi denne generation har oplevet så meget ”mig-isme” og er blevet skuffet over dem, det var meningen de skulle følge efter og stole på, ønsker de nu at se en oprigtig tro, som virker for det uperfekte menneske, før de er villige til igen at stole på deres ledere. De vil vide, at denne “Gud-ting” er mere end bare snak. De er desperate efter at få lov til at være dem de er samtidig med, at de håber på at blive bedre.

Da John Burke startede Gateway Community Church i september 1998, holdt han den første gudstjeneste under titlen: “At give slip på mit behov for at foregive”.
– Alt, hvad vi foretog os den morgen, stod i kontrast til religiøse lederes uautentiske fremgangsmåder; dem, som Jesus anså for hyklere med en uægte åndelighed i hjertet.
Til sidst spurgte han menigheden: “Kan vi blive sådan en kirke? En slags kirke, hvor folk ikke behøver at forstille sig? Hvis vi ikke kan det, så leger vi jo bare kirke!”
Han fortsætter i bogen:
– Jo længere jeg vandrer med Kristus, jo mere ser jeg farisæeren i mig selv. Jeg er overbevist om, at det vigtigste arbejde i åndeligt lederskab er at leve et åndeligt autentisk liv. Men for at gøre det må jeg bryde igennem det bedrag, som siger, at jeg skulle være bedre end andre.
En autentisk kultur starter med én selv.
– Autenticitet er hårdt arbejde. Det virker altid indefra og ud. Det begynder med, at lederen i sit indre liv er autentisk i sit forhold til Gud. Det manifesterer sig i en personlig sårbarhed over for andre. Og det sker i takt med, at den intime forbindelse med Gud fortrænger frygten for at være gennemsigtig.
Ledere kan ikke tåle at foregive at være noget, de ikke er. Vi må være i et fællesskab, hvor det er trygt at være ægte. Hvor vi bliver mindet om, at vores værd kommer fra det, vi er i Kristus, og ikke det vi gør som kristne. Først da kan vi lede hen imod en autentisk kultur, siger han.

Perfekte mennesker har ingen adgang i kirken, mener Burke.

Fra den allerførste gudstjeneste i Gateway har menigheden haft et motto: Ingen perfekte mennesker tilladt.
– Vi siger til folk: “Det her er ikke et sted, hvor du skal bære dit “kirke-ansigt” for at skjule dine problemer. Når vi tillader hinanden at være “værker under udførelse”, finder vi alle sammen den støtte, vi skal bruge for virkelig at forandre os.
Gennem de seneste to årtier har John Burke lagt mærke til et betydeligt skift fra den tidligere generations barske individualisme til en længsel efter fællesskab.
– Længslen efter at tilhøre en gruppe af nære venner er mere intens. Gruppefællesskabet har større betydning end tidligere, når mennesker skal omsætte en sandhed, siger han.

Når den fremspirende generation skal bearbejde og omsætte, hvad der er sandt og rigtigt, føles det naturligt at gøre det i en gruppe, siger John Burke.
– Ikke alle bearbejder sandhed på denne måde, men vi har opdaget, at det at finde troen ofte hænger mere sammen med at tilhøre en ”stamme”. Kirken er ikke blot en samling af autonome, isolerede personer.
Personen må føle sig forbundet til sin nye ”stamme” af Kristus-efterfølgere. Og den bedste måde er at inkludere mennesker fra den gamle stamme i den nye, så de to ”folkegrupper” finder troen sammen, siger John Burke.
– Hvis mennesker får mulighed for at se Kristus’ fællesskab i funktion på en autentisk og kærlig måde – og hvis de føler sig inkluderet i et mindre gruppe-fællesskab eller tjeneste-team – vil de ubevidst have en tilbøjelighed til at “skifte stamme”. Og det tror jeg ofte går forud for det at blive troende i dag. Åndeligt søgende skifter ofte stamme flere gange, før de skifter overbevisning.

Marketingsfolk har længe forstået denne sammenhæng. Mennesker beslutter, hvad de værdsætter og stoler på gennem association, ikke kun gennem argumentation.
I modsætning til den tidligere generation spørger de fleste af tidens voksne ikke: ”Hvad er sandt?” Men snarere: “Vil jeg gerne være som dig og dine venner?”
– Jo mere jeg læser om Guds syn på kirken, jo mere går det op for mig, hvordan den bibelske model altid har været at præsentere den skinbarlige virkelighed. Paulus’ brev til Efeserne (kapitel 4:10-16) maler et billede at den kirke, vi har prøvet at efterligne i Gateway:
”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.”
”Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.”
Citatet slutter:
”Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.”

– Denne passage starter med at sige, at de som leder kirken bør skabe en kultur, hvor alt Guds folk finder ud af deres unikke gaver ved at tjene hinanden i fællesskab. Det er en fælles indsats! Men som vi alle bliver involveret i at tjene og vokse i fællesskab, sker der noget andet også: Kristi legeme opbygges.
– Ledere bør undervise “sandheden tro i kærlighed” om, hvordan vi forbliver forbundet med Kristus og tjener andre i fællesskab, for så vil vi ”holde os til sandheden i kærlighed, så vi bliver mere og mere som Kristus på alle måder, han, som er hovedet på sin krop, kirken.”
John Burke kaldet det ”inkarneret sandhed”:
– Den forsømmer ikke den udtalte sandhed, men præsenterer den i tydelig kærlighed. Og folk finder noget så overjordisk og unikt, at de føler sig draget til at tro på Jesus.