Viborg klar til kirkefest
Clemens Kjærsgaard er hyret som ordstyrer ved Danmarks største kirkelige arrangement.Viborg er vært, når Danske Kirkedage for 15. gang samler kirkefolk fra alle landsdele, kirkeretninger og traditioner til tre dage med indbyrdes inspiration og feststemning i Kristi Himmelfarts ferien.
Kendte ansigter medvirker
Traditionen tro har Danske Kirkedage en række kendte ansigter på programmet.
Lørdag formiddag giver entertaineren Sigurd Barrett smagsprøver på sit nye børnebibel-projekt, og fredag aften er tv-værten Clemens Kjærsgaard ordstyrer i en paneldebat om kristendommen og værdidebatten, hvor blandt andre forsvarsminister Søren Gade og SFs kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge sidder i panelet.
På den musikalske front spænder repertoiret fra Herning Kirkes Drengekor til rockbandet Die Herren, der spiller U2-numre ved en rockgudstjeneste i Viborg Domkirke.
Forberedelserne har stået på, siden Viborg i 2007 fik overdraget stafetten ved de seneste kirkedage i Haderslev, og forskellige udvalg har sat himmel og jord i bevægelse for at gøre domkirkebyen klar til det store kirkelige rykind.
Det hele begynder med en åbningsgudstjeneste i Tinghallen Kr. Himmelfartsdag den 13. maj, og så fortsætter kirkedagene med foredrag, paneldebatter, workshops, musikalske indslag og arbejdende værksteder.
Rundt om i Viborg vil man desuden kunne opleve en række eksperimenterende gudstjenesteformer: Spillemandsgudstjeneste, natkirke, rockgudstjeneste, bikergudstjeneste, gospelgudstjeneste og sågar Tante Andante-gudstjeneste.
Hele programmet er netop udkommet og kan downloades fra hjemmesiden kirkedage.dk.