Det kristne liv er praktisk

Det dejlige ved at være kristen er, at det er konkret og praktisk. Det kristne liv er ikke en eller anden abstrakt virkelighed. Vi kan dagligt anvende og praktisere det i dagligdagen. Her er nogle eksempler.Det er nemt at være bange for en masse ting, især hvis man er usikker eller nervøs. Men frygt kommer ikke fra Gud, og derfor skal vi heller ikke give plads til det i vores liv.
Inspireret af filmen ”Yes Man”, der handler om en mand (spillet af Jim Carrey), der altid siger JA, hver eneste gang han har muligheden, er jeg begyndt at hoppe mere ud i tingene. Okay, det er ikke de store armbevægelser med Bungee Jumps eller enmandsprotester foran folketinget, men i de mere almindelige beslutninger i hverdagen. Men livet består jo også af en masse små beslutninger, ikke?

Så den anden dag gik jeg med en ven til ’kor’ og trodsede frygten for at risikere at blive til grin eller være utilpas. Jeg havde dog først forsikret mig om, at jeg ikke skulle synge solo for hele forsamlingen (frygt scenarie #1). Jeg elsker egentlig at synge – men måske mere under bruseren. Så det er ikke sikkert, at jeg fortsætter, men jeg er glad for, at jeg ikke lod frygten træffe valget for mig.

En anden ting jeg hver dag kan øve mig i, er ikke at gøre forskel på mennesker. Det er nok egentlig sværere, end man tror, for vi behandler faktisk folk meget forskelligt. Ofte giver vi fx de flotte og smarte særstatus, mens vi behandler andre dårligere, fordi deres sociale status måske ikke er så høj.
Men Gud gør ikke forskel på nogen – og det burde vi heller ikke gøre. Så hvis du vil udfordres, så begynd her. Du vil nok blive overrasket.

Hver dag kan jeg også øve mig i at elske menneskerne omkring mig. ’At elske’ kan nemt blive lidt abstrakt og en floskel. Men for mig kan det helt konkret betyde, at jeg interesserer mig for dem, jeg er sammen med. At jeg lytter til dem og ikke kun sidder og plaprer løs om mig selv.

At være kristen handler ikke om at bære en titel – eller bare have en Bibel med i bagagen. Det er en aktiv og praktisk livsstil. Det handler om mere end at gå i kirke om søndagen og i cellegruppe om tirsdagen. Ellers er det jo ikke meget mere end en fritidsaktivitet.
Men man behøver nu heller ikke at være missionær for at være kristen, for det kristne liv anvendes i det daglige. I de små beslutninger og i de store.