Hvem tænker på børnene?

Skridt for skridt får de homoseksuelle gennemført den ene lov efter den anden. Og i høflig dansk tolerance protesterer vi ikke, for de snakker jo om ”ligestilling”. Og tv-journalisterne stiller ikke ét kritisk spørgsmål. Det er ét stort rygklapperi hver gang. Når et flertal nu også har fået trumfet igennem – imod regeringens vilje og nærmest for at drille den – at sagesløse børn skal kunne adopteres af homoseksuelle par, så er man gået alt for langt!
Det er jo absurd at tale om ”ligestilling”, når det handler om at være forældre – dvs. far og mor.
Al fornuft og faglig viden siger, at børn har brug for at vokse op med både en far og en mor. Det er afgørende for, at de kan udvikle sig sundt seksuelt og få en tryg identitet.
Selv om nogle forældrene lever skilt, så er der både en far og mor et sted, eller pap-forældre, som børnene kan bruge som rollemodeller.
Alligevel går hele venstrefløjen blindt med til at gennemføre denne lov. Ja, man tror endda, at det er et fremskridt. Men hvad med børnene?
Det er nu også lykkedes at splitte Venstre, fordi der altid er nogle liberale folk, der mener, at ALT skal være tilladt. Men de glemmer, at det kommer til at gå ud over børnene og samfundet.
For Kristendemokraterme er der selvfølgelig ingen tvivl om, at denne lov skal ændres efter næste valg, hvor KD regner med at være tilbage. Men partiet er alt for lille til at kunne ændre noget alene. Derfor er det vigtigt, at fornuftige og familievenlige socialdemokrater, SF’ere, radikale osv. gør oprør og påvirker deres politikere til at komme væk fra dette skæve spor. Som kristne kan vi nok stemme vidt forskelligt, men vi må ikke gå på kompromis med uretten – og som her ofre børnenes ret i et politisk spil.

Af redaktør Henri Nissen