Verdensmusikere giver gamle salmer nyt liv

Peter og Betty Arendt fortolker gamle sange af bl.a. Brorson og Severinsen med indlevelse og originalitet, som giver de klassiske melodier nyt liv.- Vi har dedikeret vores liv og karriere til at spille alverdens kirkemusik, siger Betty og Peter Arendt. Vi møder dem ved en stemningsfuld koncert i Dalby ved Haslev på Sjælland.

Peter og Betty Arendt åbner aftenen med den svenske sang “Se, vi går op til Jerusalem” af Paul Nilsson og Helge Severinsen.

I Dalby Kirke sidder ca. 40 mennesker fordelt på kirkebænkene. Moderne lysekroner i minimalistisk design står i kontrast til de gamle, hvidkalkede hvælvinger, som udgør loftet. Lyset er dæmpet, og der er en fredelig stemning i rummet. Det er onsdag, og Peter og Betty Arendt er indbudt til en musikalsk andagt i den lille landsby.
De to ”verdensmusikere” åbner aftenen med den svenske sang “Se, vi går op til Jerusalem” af Paul Nilsson og Helge Severinsen. Der er fra starten en nydelig og uforceret perfektion over parrets sang og musik.
– På vores rejser i verden finder vi ud af, hvor meget forskellig og alsidig kirkemusik der findes. Vi har dedikeret vores liv og karrierer til at studere og spille alverdens kirkemusik, siger Peter Arendt.
Han sidder ved klaveret, som er placeret i en niche midt i kirkesalen. Peter Arendt er uddannet organist ved Det Jydske Musikkonservatorium i 1981 og har de seneste ti år arbejdet som organist i Grenå Kirke. Det er dog ikke orgelspillet ved søndagsgudstjenesten, der er Peter Arendts primære musikalske drivkraft. Hans interesse for salmer og viser fra ind- og udland har formet hans musikalske virke som kirkemusiker de sidste 30 år.

Dansk poesi er bedst

Foran ham står Betty Arendt alene og uden mikrofon. Akustikken i kirken er ikke, som man normalt forventer i en kirke, rungende og diffus. Hendes uforstærkede sopranstemme fylder derfor nemt rummet og giver kun en kort og præcis efterklang fra det lave loft og det smalle skib.
Betty Arendt er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium i 1995 og har de sidste 11 år været kirkesanger og korleder i Grenå Kirke. Men ligesom Peter har Betty haft mere på hjerte end “kun” at synge salmer i kirken om søndagen. Hun har optrådt på flere teatre, heriblandt Statens Teaterskole, og har sunget sopranpartierne i de fleste oratorier af Bach og Händel.
Den musikalske andagt ledes af Peter Arendt, som introducerer salmerne med små anekdoter om komponistens liv og budskab.
– Vi har rejst verden rundt, og der er ikke mange steder, hvor man synger poesi af så høj kvalitet som i Danmark, siger han, da han fortæller om forfatteren Johannes V. Jensens enkle, smukke digte.
Han instruerer salen i at synge med på fællessangen, som handler om forårets spæde begyndelse og er fra bogen “Stæren” fra 1925.
– “Lysfyldt morgen” er et godt eksempel på hans fantastiske evner som digter og viser Johannes V. Jensen fra sin bedste side, siger Peter Arendt begejstret, inden han igen sætter sig ved klaveret, og salen stemmer i:

Således kom vår til de danske øer, et barn med øjne så blå, et skib som skoven, udsprungen på voven, med stære på gyngende strå!

Salmer fra en anden verden

Betty og Peter Arendt har rejst i hele verden og studeret kirkemusik så forskellige steder som i Schweiz, Brasilien, Rusland og Honduras. Derfor har de også en forkærlighed for andre kulturer og deres musik. På repertoiret i Dalby Kirke er der derfor også flere udenlandske salmer; nogle er oversat til dansk, mens andre synges på originalsprog. En af dem er den filippinske “Veronika”, som synges under korsvandringen på Filippinerne.
Betty griber en tromme fra gulvet og slår takten an med en kølle. Det gibber lidt i forsamlingen, da lydbilledet pludselig ændres fra den blide dur-salme “Over Kedron” af Thomas Kingo til denne rytmiske og mere energiske salme. For Betty og Peter virker skiftet som det mest naturlige i verden, og med stadig indlevelse og tilstedeværelse leverer de de etniske salmer med samme gennemslagskraft som de danske. Selvom Betty er mere fåmælt end Peter, opstår der en unik musikalsk symbiose, når de to harmonerer sammen: de kender hinanden og formidler ubesværet følelser og stemninger, så man nærmest skulle tro, forfatteren selv læste dem op.

Fra Argentina til Mozart

Midt i koncerten rejser Peter Arendt sig fra klaveret:
– De næste fire sange vil jeg sætte mig op bag kirkeorgelet og spille, så fortvivl ikke, når jeg lige om lidt forsvinder; det er kun for en kort stund, siger han med et glimt i øjet.
Et par sekunder senere flyder den bløde lyd af orgelpiberne ud i kirkerummet. Peter spiller en kort forsats, inden Betty stemmer i og synger det smukke sopran-arie af Mozart, “Agnus Dei” (på dansk: Guds Lam). Her træder Bettys klassiske træning for alvor i karakter, og musikken fortryller, mens hendes engleblide vokal formidler den klassiske komposition. Enkelte i salen kniber en tåre.
Her viser Arendt-parret for alvor deres musikalske alsidighed, og det er som om hele koncerten har bevæget sig flere niveauer op.
Orgelpiberne ebber ud, og der er atter stilhed i salen, mens Peter går tilbage til klaveret. De næste to salmer er argentinske, og den ene er oversat til dansk med titlen “Himlen og jorden må feste”. Det er igen en sang i hurtigt tempo, og teksten fortæller helt enkelt det glade budskab:

Han, som gav lyset til verden sank til bunds i død og mørke smagte vor afmagt og døden men stod op til sol og sang!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fællessang er smukkest på dansk

Efter andagten er overstået i kirkesalen bevæger flokken sig over i de tilstødende menighedslokaler, hvor der er indbudt til kaffebord og hyggesnak. Her afslutter parret deres koncert med en lille encore på fem sange. Stemningen er i top, og igen får publikum lov at deltage. Peter advarer dog om, at det nok ikke er alle, der genkender den næste fællessang. Det skal dog ikke afskrække ham fra at lære den fra sig.
– Jeg er så glad for, når folk kaster sig ud i en sang, selvom de ikke kender den. Fællessang er nu ikke lige så smukt andre steder som i Danmark, siger han.
Og som sagt så gjort: Deltagerne stemmer i, og i løbet af forbløffende få vers har publikum lært de gentagne linjer og synger sammen de resterende vers.
Klokken er lidt over 22, og det lakker mod enden. Peter insisterer på, at vi sammen synger en sidste aftensalme fra Den Danske Salmebog, inden forsamlingen bryder op. Han bladrer hjemmevant igennem salmebogen til kapitlet med aftensalmer. Det tager ham kun få sekunder at finde den helt rigtige.
– Den bedste aftensang, jeg kender, er “Tunge, mørke natteskyer”, skrevet af Jakob Knudsen i 1890 – og hver gang jeg skal vælge en aftensang, så bladrer og bladrer jeg, men jeg vælger næsten altid den samme, fortæller han.
Som mange aftensalmer handler denne også om lysets sejr over mørket. I den rolige nat uden for vinduet står vinden stille. Kun de sporadiske lyskegler fra gadelygter og vindueskarme bryder det altomsluttende mørke; men humøret er højt og snakken livlig, da vi forlader menighedshuset med sidste vers fra Jakob Knudsens aftensalme i baghovedet:

Og når dødens nat engang
over mig sig sænker
lad mig høre morgensang
førend ret jeg tænker:
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang,
natten aldrig kommer!