Gearet to the times i 60 år

YFC har i 60 år fortalt det kristne budskab til danske unge.Youth For Christ kan i juli måned fejre, at de i 60 år har arbejdet for at formidle evangeliet på en nærværende og vedkommende måde blandt unge i Danmark.

Youth For Christ i Danmark dengang og nu.

”Gearet to the times – anchored to the rock” har været YFCs slogan i mange år. Dengang som nu præger slogan’et hele ungdomsorganisationen.
– Vi vil og skal altid formidle Kristus som klippefast livsgrundlag på en måde, som passer til den tid, vi lever i, siger Søren Hybschmann, der er projektleder i YFC.
Han er stolt af at være en del af en flot dansk YFC-historie både som RockSolid-knægt, flittig Opstand-deltager og nu som stab.
En historie, der begyndte med to YFC’ere fra Canada, som besøgte Århus helt tilbage i juli 1950. Dette blev startskuddet til en lang række kampagner over hele landet, hvor blandt andre Billy Graham medvirkede.

Den samme gejst

YFC arbejder i denne tid særligt med det strategiske arbejde i organisationen. Søren påpeger, at YFC kan lære noget af dem, der er gået forud.
– Det er fantastisk at se og læse om den gejst, de havde også dengang, siger han og forklarer, at der altid i YFC har været en længsel efter at fortælle unge om Kristus som Vejen, Sandheden og Livet.
Søren er sikker på, at det er den samme gejst, der skal være med til at bære YFC videre i de næste 60 år.

YFC vil møde de unge

YFC er klar til at gå de næste mange år i møde, mener Søren. Han påpeger, at ”eksistensberettigelsen ligger i den insisterende fokusering på at møde unge, som søger mening med livet”.
– YFC skal og vil være den organisation, der sætter mission blandt unge på dagsordenen i dansk kirkeliv, fastslår Hybschmann. Han mener, at det kræver et YFC, der finder ind til en medfølende nød for de unge i vores land.
– Vi skal turde møde de unge i deres smerte såvel som deres glæde – ligesom de der gik forud gjorde det, afslutter projektlederen.