Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg har angst og hørehallucinationer

Kære Suh
Jeg har været syg i mange år med psykisk sygdom, er bange og har mange stemmer, dødsangst fylder, og mit hoved kører rundt med mig. Jeg har medicin, jeg kan tage, men er ikke god til det, når man har dødsangst. Jeg er holdt op med at løbe, men har holdt kontakten ved lige med hende, jeg løb sammen med. I fredags fik jeg taget mig sammen til at overskride angsten og gik tur med hende, vi kunne snakke hele natten, så godt snakker vi sammen.
Jeg tænker på vægten, jeg har nemlig taget på lige nu, jeg overspiser rigtig meget om aftenen af sunde ting, det er, som om det giver mig ro, og jeg kommer til at tænke på noget andet. Jeg spiser meget frugt og klarer det så på den måde.
Jeg er rigtig ked ad mig selv for tiden, jeg ved godt, jeg er et kærligt menneske og giver meget kærlighed til andre, men jeg tror ikke på det, for mine stemmer siger noget andet, og dem tror jeg på. Heldigvis har jeg lært at bruge andre, selv om det godt kan være svært pga. angsten og stemmerne.
Trist hilsen M.

Kære M.
Du har det da rigtig svært i øjeblikket! Det er voldsomt med både dødsangst og hørehallucinationer, så jeg kan godt forstå, du synes, det er lidt overvældende, og at du kan miste modet ind imellem. Det er rigtig skidt, at du ikke får taget den medicin, du skal tage, når du har det allerværst, jeg synes, du skal tale med din psykiater og din støtte-kontaktperson om at få mere hjælp til at holde styr på medicinen. Medicinen er jo beregnet til at holde angsten og hallucinationerne væk, men for at den kan det, skal du tage den fast og være omhyggelig med ikke at glemme den eller springe over.
Det er rigtig godt gået af dig, at du af og til kan overvinde din angst og bl.a. holde kontakt til din løbe-veninde. Alletiders, at I kan snakke så godt sammen, sørg endelig for at gøre det TIT, for jo mere input du kan få fra gode og sunde relationer, jo mere ballast vil du have i forhold til at gennemskue og overvinde stemmerne. Fx er det vigtigt, at du bliver klar over, at stemmerne bilder dig en løgn ind, når de fortæller dig, at du ikke er et godt og kærligt menneske. Når de kører på med det, så hent hjælp fra andre mennesker, som sammen med dig selv kan gentage og overbevise dig om, at du ER et godt og kærligt menneske! At stemmerne bare vil snyde dig! Du skal prøve at overdøve stemmerne og fjerne din opmærksomhed fra dem. Lade dig distrahere af noget andet og bedre. Måske din veninde vil hjælpe dig ved at skrive det ned til dig? Så du har et stykke papir, du kan hive frem og læse og glæde dig over, når du er lidt trist? Du kan også skrive de gode ting, du ved om dig selv ned og samle det i en mappe eller et hæfte og så tage det frem på de dage, hvor humøret er dårligt.
Det er fint, at du har opmærksomhed på din vægt. Meget psykofarmaka har desværre den bivirkning, at man tager på af det. Prøv at spise mange SMÅ måltider i stedet for færre STORE, og prøv også at skifte halvdelen af dit frugtindtag ud med grøntsager i stedet. Selvom frugt er langt bedre end slik og chips, er der stadig (frugt)sukker i det, og det kan du undgå ved at snacke med gulerødder, agurke-stave, rød peber i strimler, frisk blomkål, lidt ærter eller majs osv.
Jeg ønsker dig held og lykke med din kamp!
Hilsen Suh

Jeg er gravid og det har ligesom ”skilt” os ad…

Kære Suh
Jeg har en god veninde, som jeg har kendt gennem mange år. Vi har bl.a. boet sammen i et år i udlandet, og vi har stået last og brast igennem mange ting. I dag er vi begge gift og bor ikke så langt fra hinanden. Min veninde og hendes mand har igennem længere tid forsøgt at blive gravide, men uden held. Problemet er, at jeg nu er gravid, og det har ligesom ”skilt” os ad. Jeg forstår godt, at det er svært for hende, men jeg kan virkelig ikke fatte, at hun alligevel ikke kan sætte sig ud over sit eget og glæde sig på mine vejne? Jeg er både såret og skuffet og fatter ikke, at alt det vi har haft sammen ikke betyder mere for hende! Er det mig eller hende, der er helt galt på den?
Hilsen T.

Kære T.
Jeg tror bestemt ikke, at din veninde pludselig ikke længere sætter pris på jeres venskab og alt det, I har haft sammen, men i øjeblikket befinder hun sig i en situation, hvor smerten og skuffelsen over, at hun ikke kan blive gravid, og angsten for, at det aldrig sker, fylder så meget, at hun har svært ved at rumme andet. De gode ting, I normalt plejer at dele, har derfor svært ved at ”hamle op” med alt det mismod, som hendes nuværende situation afstedkommer. Din graviditet, som hun sikkert har dårlig samvittighed over, at hun ikke kan glæde sig over, minder hende hele tiden om hendes egen situation, hvilket igen og igen medfører smerte. Og som vi mennesker har det med at gøre – så prøver hun sikkert på at undgå smerten ved at holde sig væk. Det er altså ikke så meget dig, hun ikke vil være sammen med, men snarere hendes egen smerte, som din graviditet vækker i hende. Forhåbentlig kan det gøre en forskel i måden, du oplever din veninde på – at du får nemmere ved ikke at tage det personligt, for det er helt sikkert ikke ment sådan.
Samtidig kan det være temmelig trættende for din veninde igen og igen at skulle forholde sig til en uafsluttet sorg i sit liv, og hun har derfor sikkert et sænket energiniveau, som betyder, at man ikke orker så meget som normalt. Det i sig selv kan betyde, at din veninde måske trækker sig fra aktiviteter eller samvær med dig, som hun ikke normalt ville gøre.
På den anden side er det også forståeligt nok, at du bliver ked af det og skuffet over til dels at miste din veninde. For du står jo alene tilbage og mangler fortroligheden og nærheden med hende. Det allerbedste vil derfor være, hvis du har mod på at snakke med din veninde om det – fortæl hende, hvad du føler og tænker, og giv hende anledning til at forklare. På den måde genskaber I den fortrolighed, som I plejer at have sammen, bare under nye forudsætninger. Og hvis du accepterer, at det til dels er dig, der ufrivilligt volder din veninde smerte, og stiller dig til rådighed til at rumme den frustration, det afstedkommer, så tror jeg, du har en god chance for at få det autentiske samvær tilbage.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk